Alle de skide stævnenerver!!

Jeg sidder herhjemme og er ved at blive skør af at vente. For at være helt ærlig, foretager jeg mig absolut ingenting. Jeg er totalt rastløs, for der er kun præcis 14 dage til springstævnet på Kallehavegaard. Jeg glæder mig som et lille barn, og er nervøs for, hvad fanden jeg har rodet mig ud i. 

Det er ikke som det plejer

Jeg er jo stadig helt ny i alt det, med springning. Jeg er helt oppe at køre, fordi jeg har så mange stævnenerver at holde i skak. Normalt ville jeg have haft kunnet mit dressurprogram uden ad, på den her tid. Jeg elsker at være forberedt, for så kan jeg kun give mig selv skylden, hvis ikke stævnet går godt. Springbanen er ikke engang oppe, og kommer det da heller ikke lige foreløbigt. Desuden skal jeg begynde at beslutte mig for, hvilket underlag jeg vil ride med. I dressur er det så nemt, for der rider jeg altid med mit hvide underlag, som passer alt mit andet stævneudstyr. Jeg er ret sikker på, at I kan læse jer til mine mange (og måske lidt overtænkte) problematikker. Det er bare altid lidt specielt, når man skal prøve noget for første gang.

Gad vide, om jeg igen får kulturchok!

For ikke længe siden, var nogen af mine gode efterskoleveninder og jeg, hjælpere til et springstævne på Kongsdal Rideklub. Dér må jeg indrømme, at jeg var chokeret og ikke fattede en skid. Jeg gør og har altid gjort meget ud af, at deltage som hjælper til alle de stævner, jeg har haft mulighed for. Jeg synes at det er så utroligt lærerigt, og det har altid været gode oplevelser. På Kongsdal var det absolut ingen undtagelse, bestemt ikke når jeg var sammen med andre om det. Vi ønsker os jo også selv hjælpere, når vi rider stævne. 

Nå, tilbage til kontekst! Jeg havde ikke just forventet, at bommene skulle tørres af, når de var faldet til jorden. Jeg havde heller ikke ligefrem forventet at der skulle rives foran springet, hvis en hest var stoppet. Det undrer mig jo ikke mere, men lige der, tror jeg at jeg var ramt lidt af de der “dressur-fordomme”, som man har, når nu man har redet i en dressurstald. Alle ridesports-retninger, har vel fordomme om hinanden. Og af hvad jeg havde hørt var, at springryttere ikke kunne ride, og at de egentligt var ligeglade med omgivelser og udseende. Noget i den stil, i hvert fald. Hvad jeg så lærte var, at de faktisk gjorde meget ud af, at holde springene flotte og banen god at ride på. Desuden var langt de fleste heste og ryttere iklædt dyre og matchende, farverige outfits. Ganske vidst uden diamanter og andet fancy bling. Det syntes jeg var ret sejt, og jeg blev inspireret til måder, jeg selv kan sammensætte Sol og jegs udstyr. 

Måske bliver Covid-19 en fordel for mig

Hvis ikke stævnet bliver aflyst grundet corona, er det muligvis endda en fordel for mig, at det er her. “Rid og skrid”-konceptet vil formentligt stadig være til stede, og så er der ikke nogen tilskuere. Jeg har før nævnt, at jeg er en smule ramt af det her “præstationsangst” selv overfor mennesker jeg kender. Det påvirker mig selvfølgelig også til stævner, muligvis fordi jeg ikke har så meget stævneerfaring. Jeg har sprunget få stævner på min gamle kat. 3 pony, Felix. Det var bare lidt noget andet, for jeg vidste, at han nok skulle springe uanset hvad. Sol er lidt anderledes, fordi hun er sensitiv. Hun parkerer hvis jeg bliver usikker, men har aldrig nogensinde gjort det uden, at jeg tvivlede først. Jeg skal bare lade være med at tænke alt for meget, og så ride på springene. Så håber jeg, at det hele nok skal gå. Målet er bare, at vi får mindst én runde, hvor vi ikke udgår, haha. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at vi godt kan klare – vi skal starte en 60 cm. B7 og en 70 cm. B0.. Højder, vi burde have rimeligt styr på. 

De få gange, jeg har haft redet spring på Felix, tog han altid en roset med hjem. Jeg har lagt en video ind fra mit allersidste stævne med ham, her. Det er fra pointspring til et halloween E-stævne i 2018, hvor mit sidste kat. 3 år egentligt var sluttet året forinden. Han gav mig en delt førsteplads, og det var den perfekte slutning på tiden med ham! Felix blev lånt ud til en mindre pige, efter den dag. Nu har min lillesøster glæden af ham, i stedet. 

https://www.instagram.com/p/BqS1kuABDRD/

Jeg skal lære at tage den med ro!

Det fylder så meget i mit hoved lige nu, at jeg de sidste to nætter har haft drømme om Sol. I går drømte jeg, at jeg faldt af hende, mindst 2-3 gange. Jeg er kun faldet af hende én gang, det var her for nyligt, hvor jeg ikke slog mig det mindste. Jeg aner ikke hvorfor jeg drømte det, men det kan man jo altid undre sig over. Jeg er ikke nervøs for, om jeg falder af. Sol passer vanvittigt meget på mig, så hvis jeg gør, er det 110% min egen skyld – og så er jeg ret sikker på, at jeg heller ikke kommer til at slå mig der. 

I nat drømte jeg så, at vi skulle hen til stævnet. Jeg drømte, at jeg skulle ride derhen og at jeg ikke kunne vejen. At jeg havde 30 minutter til start, men at det mindst var en 40 minutters ridetur. Så stressede jeg helt, og endte med at blive hjemme. 

Det er tosset, for jeg har styr på alt det praktiske. Jeg drømmer altid meget, og kan for det meste huske hvad jeg drømmer. Jeg vil næsten påstå, at meget af det har noget at gøre med, at jeg er så passioneret. Ingen andre end mig selv, har forventninger til, hvad jeg skal opnå. Jeg vil så gerne bevise, at jeg faktisk godt kan noget – selvom det ikke ligefrem er hele verden, som er på min side. Det er jo også fordi, at jeg prioriterer det så højt. Når man bruger næsten alle de penge man har til rådighed på hest, er fancy udstyr ikke altid øverst på prioriteringslisten. Det er oplevelser, undervisning og erfaring. 

 

Tak for at have læst med. Wish us luck! Følg med i Sol og jegs hverdag her.