Altid lys for enden af tunnelen

Det er ikke altid en dans på røde roser at have hest, uanset om det er ung eller gammel.

Det tror jeg vi alle kender.

Eskild og jeg har været inde i en virkelig træls periode. Og en virkelig lang træls, i hvertfald siden min første ferie har jeg ikke haft en fed følelse efter en ridetur. Eskild har været enormt tappet for energi. Jeg har ej heller været på toppet, med kroppen. Derfor havde jeg heller ikke energien og kræfterne til at drive ham frem hele tiden.

Så derfor var det nogen dage en succes, hvis jeg bare fik taget mig sammen til at ride andet end skridt.

Ingen undervisning?

Henover sommerferien var min undervisning ikke særlig fast og produktiv. Af den simple årsag, jeg kunne simpelthen ikke holde ud at ride med knæet.

Dette har nok også været en af faktorerne til den dårlige periode. Jeg fungere ikke uden. Jeg har det bedst med at vide hvad jeg skal arbejde med. Også arbejder jeg med det. Dog har jeg jordens bedste underviser, så vi har fundet den fineste løsning på mit problem. Og jeg er igen begyndt at ride en dag fast i ugen.

Men det der lys?

Sidste weekend besluttede jeg mig for at nu skulle det være nu. Jeg tog selv i stalden, var der selv. Sadlede Eskild op. Red helt selv.

Mine mål var skruet så langt ned for den ride tur, så hvis han bare gik rundt i alle gangarter var mit mål lykkes. Og det gjorde han. Og langt mere end det.

Jeg var så glad. I længe havde jeg ikke haft en god ridetur. Også levere han bare sådan en😍

Så besluttede jeg nu giver vi det et forsøg med undervisning,også her brillierede han, som om vi aldrig havde holdt pause.

Og siden da har han ikke givet en dårlig tur. Det er den fedeste følelse at have i maven. For jeg har virkelig tænkt mange tanke omkring, hvorvidt man skulle stoppe, finde noget andet eller give op.

Så nu hvor det lykkes så er det verdens største lettelse.

Vi håber på den gode periode forsætter, og vi kan få en masse fede rideturer frem❤️