At begå sig på nettet..

For mig er det bestemt ikke nyt at blogge. Jeg har faktisk skrevet beretninger on/off på nettet lige så længe jeg kan huske. Forskellen nu er bare, at jeg ved at de bliver læst. Mit audience førhen har været venner og bekendte, så der har jeg også luftet vidt og bredt om hvad jeg lige følte for. Det stoppede jo ældre jeg blev, og da det blev mere og mere “populært” at blogge og være influencer tænkte jeg at jeg ville prøve at hoppe med på bølgen én gang til.

Thank God at det aldrig helt gik. Jeg havde – og har – ikke mentaliteten til at skulle udsættes for decideret hate, men det har jeg også været så heldig at være nogenlunde forskånet for. Og det takker jeg min lille private følgeskare for. Men derfor begyndte jeg også denne blog med lidt forbehold, for nu vidste jeg pludseligt at læserne blev et lidt andet publikum end jeg var vant til.

Jeg har opvejet for og imod mere end et par gange. Og hver gang er jeg kommet frem til, at hvis jeg blogger på Riders Notebook – eller PEEK – er jeg mere beskyttet fra folks blottede holdninger end hvis jeg slog et opslag op på Facebook. Det her føles langt mere som et safe community hvilket helt klart også er derfor det har trukket så meget for mig at komme igang!

 

Hate eller bare gode råd?

Især på Facebook synes jeg der er stor tendens til barriereryttere – eller tastaturryttere om man vil. En af mine bedste veninder er Danmarks største amatørhesteblogger på Facebook, så igennem det kendskab har jeg virkelig fået øjnene op for hvor ubehagelige folk kan blive. Det er en trist tendens, for langt hen ad vejen tænker jeg vi alle er enige om at vi vil det bedste for vores heste.

Jeg har flere gange været vidne til, at når hun ligger et opslag op hvor hun er mega glad, så tikker der den ene eller anden form for negative kommentarer ind som faktisk ender med at gøre oplevelsen af opslaget rigtig negativ. Nogle gange dog helt almindelige velmenende kommentarer, som i grunden er skrevet udfra bekymring for hest eller rytter, men desværre også tit kommentarer der ingen mennesker gavner og som kun er skrevet for at trække folk ned.

Jeg skal være den første til at sige, at jeg er mega usikker på alt der har med det at gøre at være hesteejer. Fordi jeg er så ny som ejer, så hænger jeg mig rigtig meget op ad de råd og vejledninger jeg får fra min omgangskreds. Jeg har dog også erfaret – bare inden for den første uge faktisk – at spørger du 10 personer, jamen så får du 10 forskellige svar. Så er det min opgave som ejer at sortere og navigere i det hele og komme frem til det resultat som jeg mener er mest tilfredsstillende for mig og min hest.

Når man er en offentlig person, eller i hvert fald stiller sit liv for skue på internettet, så får man også alle de her råd. Forskellen er bare, at man som regel ikke har bedt om dem, og i stedet for at få 10 forskellige meninger jamen så får man 100. Pleaser man så de første 5, jamen så har du 95 utilfredse. Altså, kan man aldrig gøre alle tilfredse, men det er super svært at acceptere, hvis man som mig, er en rigtig “people pleaser”. Kunne jeg stille alle tilfredse så gjorde jeg det! Men jeg må nu engang sande at det er en umulig opgave. Og så vælger jeg altså at please mig og min pony før jeg pleaser alle andre.

 

“Tak men nej tak”

Når folk skriver ting i en god mening, kan man oftes godt komme til at læse det med en negativ tone. Det gør jeg alt for tit, også selvom at tingene er skrevet i en god mening, og især her er det vigtigt lige at tælle til 10, lægge telefonen i et stykke tid og så læse beskeden igen når man har fået et nyt sæt briller på.

Lige så tit som jeg synes folk kan lære at skrive pænere på nettet, lige så tit synes jeg faktisk også at folk kan lære at læse tingene som de er ment – og det er som regel ikke lige så slemt som man først antager det. Jeg har i hvert fald fulgt folk på blandt andet instagram, hvor der er flere der har kommenteret – i en pæn tone – at der er noget der vækker bekymring. Havde det være 1 eller 2 personer der havde svinet personen til, jamen så kunne jeg forstå de farede op, men når det er 10+ personer der stille og roligt stiller spørgsmålstegn ved en ting eller to, så kunne jeg godt ønske mig at det blev taget seriøst. Også selvom man som ‘offeret’ kan følge sig angrebet ved første øjekast.

Jeg har dog også – heldigvis – set en god håndfuld folk der rent faktisk tager disse ting seriøst, opvejer dem åbnet, og enten godtager det eller siger “Tak men nej tak” – men på en pæn måde. Man står aldrig til ansvar for nogen, heller ikke selvom man er en åben person på nettet. Men en pæn og rar tone på nettet avler mere i den retning, og det samme med negativitet. Har man travlt med at udskælde folk på nettet, kalde dem “Dumme Haters”, råbe højt op om at ingen må kommentere negativt (Læs: konstruktivt) på ens ting, jamen så har man allerede lagt grundstenene for hvad der kommer mest fokus på på ens side.

Jeg vælger at tro på, at tæller jeg lige til 10 når jeg får en lidt træls kommentar, og læser jeg den lige igennem et par gange inden jeg svarer, jamen så får jeg også et noget mere positivt syn på kommunikationen i min blog og instagram, end hvis jeg bare farede til tasterne og kaldte folk dumme haters og bad dem klappe i. Igen, som regel er beskederne skrevet i en god mening. Og er de ikke? Jamen så kan man enten vælge at ignorere, slette eller blokere.

 

Moral of the story

Jeg skal på ingen måde være den der slår folk i hovedet og belærer dem om hvordan de begår sig på nettet. Men kunne jeg komme med nogle ønsker til, hvordan vi skulle omgås hinanden på nettet, så ville jeg ikke være i tvivl om hvordan jeg ville have det:

Hvis du ser noget du ikke er enig i, er det så fordi I er forskellige, eller ser du noget decideret farligt? Kan personen få gavn af din kommentar på nogen som helst måde? Og kan du formulere dig pænt og konstruktivt uden at fare op, hvis nu personen misforstår din kommentar?

Hvis du læser en kommentar, som du synes lyder som et angreb, er det så fordi du føler dig stødt, eller ER den skrevet med den intention at ramme dig og såre dig? Kunne det tænkes at skriveren blot ville give dig et godt råd? Eller er der måske noget om det personen skriver? 

 

Jeg er i hvert fald begyndt at spørge mig selv hver gang jeg læser noget der føles som et slag i maven, om det mon nu også er ment sådan. Jeg plejer at ryge direkte til tasterne i et modangreb, men efter jeg er blevet ældre, og især efter jeg har fået veninder der godt kan lyde hårde i filten, men mener det helt fra hjertet og i den bedste mening, så har jeg lært lige at tælle til 10, og prøve at læse beskeden og tolke den fra deres perspektiv. Det har været rigtig sundt for mig at lære en ny måde at begå mig på nettet, for jeg må indrømme at jeg har brugt alt for meget energi på at være såret over ting der egentligt slet ikke har skulle såre mig.

Omvendt er jeg også begyndt at overveje hvornår jeg kommenterer. Jeg ser tit ting på nettet som jeg er dybt uenige med. Men har trådstarter ingen gavn af min kommentar, og er det ikke decideret farligt, rigtig dumt eller ulovligt det jeg støder på, så nøjes jeg med at øffe for mig selv og scrolle videre. Jeg har ytringsfrihed ja, men jeg har ikke ytringspligt. Jeg behøver ikke råbe højt om mine holdninger og meninger, især ikke hvis der er en chance for, at jeg kommer til at såre nogen. Det er blevet alt for nemt at gemme sig bag en skærm, og det vil jeg gerne gøre mit for ikke at være en del af.

Og så er jeg faktisk også begyndt at kommentere positive ting, på opslag jeg plejer at scrolle forbi. Opslag som egentligt ikke siger mig det helt store, men måske er en instagrammer jeg følger, hvor rytter og hest har oplevet noget de synes er stort. Selvom at jeg måske ikke kender personen, eller ikke selv har noget forhold til det de har opnået, så kender jeg selv følelsen af at få skulderklap og søde kommentarer, så det forsøger jeg så vidt muligt at give videre.

Igen – positivt avler positivt, så hvis jeg bruger 10 sekunder på at skrive en kommentar med “Hvor er i gode!” eller “Mega sejt!” til en på Instagram, jamen så kan det måske være med til at gøre deres dag bare lidt bedre, og det er en tanke jeg virkelig godt kan lide.