At dunke sig selv i hovedet

Kender I det med, at man som rytter kommer til altid, at fokusere på alle de bittesmå fejl man laver i ridningen? Eller at man skyder skylden på det ene eller det andet, fordi det går dårligt? Det gør jeg i hvert fald. Det er noget, som jeg prøver at blive bedre til ikke at gøre, da det jo på ingen måde er særlig konstruktivt. Det er bare så nemt at falde i den fælde.

At hænge fast i småtingene:

Jeg er en kæmpe perfektionist, og jeg kan blive vildt træt af mig selv, hvis jeg laver fejl. Og det gælder både de store og de små fejl. Det er absolut ikke kun i ridningen min perfektionisme spiller ind. Det er sådan set i alle situationer, hvor jeg på den ene eller anden måde skal præstere. Og det er oftest mig selv, der har en følelse af at skulle præstere. Under ridning har jeg døjet med, at hvis jeg kiksede en øvelse lidt, ville jeg lave den igen og igen og igen og sådan set bare blive mere og mere frustreret. Inderst inde tror jeg godt, jeg vidste, at det ikke var en særlig god måde at blive bedre til at lave øvelsen, men alligevel kom jeg gang på gang i samme situation. Og det hele handlede om, at hvis der bare var en lille bitte ting ved øvelsen, som ikke var 100% perfekt inde i mit hoved, så var det ikke godt nok. Og så vil en øvelse jo aldrig være god nok. Jeg har i hvert fald skulle øve mig i, at sige til mig selv at jeg ikke kunne gøre tingene perfekt og i stedet for at hænge fast i småtingene, skulle jeg blive ved med at øve mig, for det er jo den eneste måde, jeg kan justere på småtingene.

Det er alle andres skyld:

Jeg tror, at det med at skyde skylden på alt og alle når tingene måske ikke går så godt er noget, de fleste kan genkende. Jeg har i hvert fald, set mig selv, hvis der var noget der ikke lige fungerede, sige at “det er også hestens skyld”, “han er også vildt doven/frisk i dag”, “der er også dårligt vejr” og så videre og så videre. Der er altid en eller anden udefrakommende faktor, som jeg i hvert fald har været god til at skyde skylden på, selvom jeg inderst inde dunkede mig selv i hovedet. Og igen, det hjælper jo ikke på noget som helst. Og selvfølgelig er det nemmere at sige at hesten har en dårlig dag, end at indrømme at det faktisk nok er en selv den er lidt gal med. Det er da helt klart nemmere end at skulle tage et kig ind ad og måske være nødt til at erkende, at det er en selv som forårsager, at det føles som om hesten har en dårlig dag. Måske er det en selv, der har en dårlig dag?

Ændr din tankegang:

For at stoppe mig selv i de negative tanker, har jeg oplevet at være nødt til at hanke op i mig selv, hver gang de opstår. Jeg kan huske fra da jeg snakkede med mentaltræneren, at hun sagde at fejl er godt. Fejl er ikke mere negativt, end man gør dem til. Når jeg lavede fejl i min ridning, blev jeg sur på mig selv, min mor, min sadel eller værst på min hest og tænkte ikke over,  hvorfor det egentlig gik galt. Og det er netop det spørgsmål, jeg skal stille mig selv. Hvorfor gik det galt? På denne måde gør jeg fejlene til noget, som jeg kan lære af og så bliver fejlene til det, som gør mig til en bedre rytter. Hvis jeg hver gang jeg laver en fejl lige tager en dyb indånding, sætter ned i skridt og spørger mig selv “hvad gik der galt?”, kan jeg hurtigere rette op på fejlen”. Og så bevæger jeg mig også hurtigere væk fra de ting, der går galt, fordi mit fokus nu ligger på at rette op fremfor bare at blive frustreret. Og alt dette er meget nemmere sagt end gjort. Jeg glemmer det rigtig tit, men jeg tror, at jo bedre jeg bliver til det, jo bedre end rytter bliver jeg også.

Jeg tror egentlig, hvad jeg vil sige med det her opslag er, at vi skal huske ikke at dunke sig selv i hovedet, over at vi ikke er perfekte, for det er ingen. Samtidig synes jeg, det er vigtigt at huske på, at når tingene måske ikke går præcis som håbet, er det en ide at kigge ind ad og se om den negative indflydelse på ridningen måske kommer fra en selv. Evnen, at erkende sine egne fejl og på samme tid rette på dem på en konstruktiv måde, har for mig været en meget svær øvelse, men øvelse gør mester;)