At føle sig som den dårligste/ondeste hesteejer.

Har de fleste af os ikke stået i den situation?

Jeg har i hvert fald, også mere end en gang.

Hvorfor nu dette emne?

Jeg kom til at tænke over dette emne, da jeg i disse dage virkelig er ramt af følelsen. Grunden til det er at jeg i morgen formiddag skal aflevere Boss til indlæggelse og faste, inden han på mandag skal have en gastroskopi. Det er ca 24 timer han ikke må spise, og de sidste 3-4 timer uden vand. Nøj hvor jeg har det skidt over det, bare ved tanken, indtil videre går han jo glad og uvidende og spiser græs, og er da nok ret ligeglad med at jeg går og har det noget så skidt på hans vegne.

Fasten måtte jeg også godt have lavet hjemmefra, men der blev jeg ret hurtig enig med mig selv om at det ville jeg slet ikke kunne. Bare tanken om at skulle have ham hjemme og se på at han intet må få, han må jo ikke engang have strøelse i boksen, da mange heste når de har fastet længe nok, bliver desperate nok til at spise boksbunden uanset om det er piller, tørv, spåner eller andet de normalt aldrig ville drømme om at spise. Jeg vil så heller ikke have at han få en så dårlig/ubehagelig oplevelse i den nye stald hvor han jo gerne skal blive glad for at stå, når han ikke længere går på døgn fold. Lige så lidt som jeg selv har lyst til at se på det, lige så lidt har jeg lyst til at de andre i stalden skal. Så ja beslutningen blev at han faster hos dyrlægen, jeg håber også at det at det er et fremmed sted vil gøre ham knapt på påvirket af at der ikke er andre heste, da han jo så ikke ved om der plejer at være det. Boss er normalt ikke særlig stor fan af at være alene.

Så alt i alt er det bare en så øv situation for ham, og jeg har det virkelig skidt med det. Selvom jeg jo at det 100 % er for hans skyld, og det er et nødvendigt onde i forsøget på at hjælpe ham. Når det først er overstået kan jeg jo starte en form for behandling, da jeg så forhåbentlig langt om længe for et svar på hvad det er der on/off har drillet.

Langt fra  første gang, jeg har følt sådan.

Det ville i hvert fald være synd at sige. Det er jo lige fra da jeg var pony spring rytter og en enkelt gang lod frustrationerne over at ponyen stoppede, gå i lidt for mange slag med pisken i ponyen rumpe. Til når man har redet en hest som bare har føltes til ikke at høre efter overhovedet, og man til sidst bliver så irriteret at man både driver overdrevet med pisk og spore, samtidigt med at hive/holde hesten tilbage i munden. Ikke en situation man er slot af bagefter, men i situationen får man bare nok, desværre. Det er nok også de færreste der kan sige sig fri for have været der, og jeg har da også gennem tiden været vidne til topryttere og andre der i daglig træning har gjort det, og værre. Jeg kan så ikke sige hvordan de har haft det bagefter, men jeg håber da de efter at have fået luft selv kan se at det var for meget. Folk er jo selvfølgelig forskellige, og dermed også forskellige hvad angår grænser og hvad man synes er okay. Men det er vidst en helt anden diskussion og et noget betændt emne som jeg ikke vil gå nærmere ind i.

En anden gang jeg virkelig havde det skidt med en beslutning som heste ejer, var da jeg måtte sige farvel til min tidligere hest Ronato. Med farvel mener jeg at tage beslutningen om aflivning. Det er en ting der aldrig skal blive nem. Hvis det bliver det tror jeg man skal kigge grundigt indad. Når men da jeg købte Ronato vidste jeg at han have ringfod/begyndende ringfod i begge bagben. Det er desværre en lidelse der ikke kan behandles, og når hesten mærker til det er der ikke det store at gøre. Eller jo man kan nervesnitte, hvilket i flere tilfælde har haft god effekt. Der er bare det med det, at man ikke fjerner problemet, man gør bare så hesten ikke kan mærke det, og det er så en helt etisk diskussion i sig selv, hvad man synes om det. Jeg synes i hvert fald ikke at det var noget for mig. Med det sagt havde Ronato også udviklet slid i andre led som følge af aflastning, faktisk minimum 4 og der var ikke gode ods for behandling af dem. Så jeg måtte derfor tage den tunge beslutning og holde det løfte jeg gav til ham da jeg købte ham. Nemlig at han ikke skulle væk fra mig, for den dag hans ben ikke kunne mere, og han skulle videre på sin sidste rejse.

Men nøj hvor var det hårdt. Han var ikke den første hest jeg havde fået aflivet, men han var den første hvor beslutningen kun var min. Dog med dyrlægernes fulde støtte, da det var det eneste rigtige at gøre. Men i ugerne optil hvor jeg fik undersøgt det sidste for at være sikker på at det nu også var det, havde jeg det virkelig skidt, både med beslutningen, men bestem også over at skulle sige farvel til den mest betydnings fulde hest, jeg nogen sinde har haft, han var en once in a lifetime hest. Men hele den der “gude situation” hvor jeg står med beslutningen om hvorvidt et andet væsen skal leve eller ej, det er en tung byrde, og den tyngede. Jeg er så Ronato evigt taknemmelig for alt, også at han endte med at være min beslutning lidt lettere. Ronato endte nemlig med at mere eller mindre stoppe med at spise, hvilket jo er helt atypisk for et dyr, de gør jo ikke bevidst ting de ved vil slå dem ihjel.

Nu tror jeg på at der findes mere end vi lige kan se, og jeg er ikke i tvivl om at det var Ronatos vink til mig om at det var det rette, og at han var klar til at skulle videre. Åhh det var så ikke lige her det skulle ende, jeg kan selv ikke nu efter snart 4 år, tænke på det uden at tåerne bare løber ned at kinderne. Heldigvis med en følelse af enorm kærlighed, men ikke praktisk når man så småt er på vej til fødselsdag ved svigerfamilien, heldigvis er jeg da ikke nået til makeuppen endnu.

Nok heller ikke sidste.

Ja jeg tror ikke på at det er sidste gang jeg kommer til at have den følelse, hverken over småting, som når hesten ikke vil vaskes og ser noget så trist ud når den bliver det alligevel, eller over de større hvor man skal tage valget om ting der virkelig har betydning for hestens liv. Men det er jo en del af det at have dyr, vi står med et kæmpe ansvar, og har noget at leve op til.

Så lad min høre, er der andre der ind imellem også føler sig som dårlige heste ejere? Altså både de sjove situationer, men også i de svære.