fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2022,  Riders NOTEBOOK,  Spring,  Ugens PEEK'er

Hvad vi har lavet den sidste uge

Jeg havde jo egentligt tænkt at PEEK’e hver dag mens Buller stod hos Felix, men i starten troede jeg også kun det var 7-8 dages tid. Heldigvis fik han forlænget sit ophold, så han skal først hjem i næste uge! Det er helt vildt fedt, for jeg elsker simpelthen at kunne tage på ture, ride undervisning og hygge med begge mine drenge på samme tid. Det kommer jeg virkelig til at savne når han smutter hjem i sin egen stald igen på søndag …

 

Men bare fordi jeg ikke har opdateret har vi bestemt ikke kedet os! Indlæggene ville blot havde været noget kortere, så jeg ville lige vente til jeg kunne samle lidt flere dage sammen i én tråd!

Vi sprang for første gang siden skaden!

Jeg kan tage fejl, men hvis jeg husker rigtigt er det næsten 2 år siden vi har sprunget sidst. Jeg har altid drømt om at blive en sej springrytter, men jeg er hunderæd for selv de helt små højder. Jeg kan ikke ride en afstand og jeg er bange for afsættet. Mit mod er dog blevet større og større på Buller, så selvom de første spring var med hjertet i halsen genfandt jeg hurtigt troen på os sammen igen og så var det ellers super sjovt bare at være igang igen! Vi tog dog kun nogle små krydser og en lodret en gang eller to før vi stoppede. Jeg er hunderæd for at der sker noget med hans ben igen, så indtil den frygt går over passer jeg ekstra godt på min brogede makker og så hygger vi os bare.

Skovtur med Rebecca og Katrine

Det er lysnet lidt op med vejret igen de sidste par dage, så da det pludselig blev ulideligt varmt besluttede vi os for at ride tur i stedet for dressur. Vi spændte derfor hver vores trailer for bilerne, hentede hver vores hest og mødtes hjemme hos Katrines forældre hvor vi skulle ride tur sammen for første gang alle tre. Katrines forældre er dem der har avlet Felix, og de afholder rideture rundt i skoven men jeg har kun været med i hestevogn. Nu havde jeg dog muligheden for at snuppe Buller med da han jo står opstaldet 5 minutter fra dem af her til sommer, så afsted ud i skoven det gik! Det var super fedt endelig at komme med på hesteryg. Buller var som altid verdens bedste kammerat, og selskabet var i top. Det blev til en tur på 1 time og 15 minutter og da vi nåede gården igen fik Buller også en omgang mash.

Vi har nemlig vundet 6 kilo SlobberMash fra Pavo i ugepræmien fra uge 29, og den ankom med posten samme dag som vi kørte i skoven. Buller er allerede ellevild med den! Felix som er den kræsne af de to har også godtaget den med velbehag, men jeg kan godt mærke at hvor Buller skal have den lidt mere vandet foretrækker Felix den nok lidt mere fast. Når vi engang løber tør tænker jeg dog helt sikkert at det er en mash vi skal have fingrene i igen! Derudover sendte de nogle foderprøver med og nogle flyers. Jeg har været inde og læse lidt om de forskellige ting de forhandler, og fundet en lille håndfuld jeg tænker skal prøves af til de to gutter. Foder er en helt ny jungle for mig, men det virker pludselig noget mere overskueligt når man får det hele fremlagt på måden som de gør i deres flyers 🙂

Jeg håber jeres uge har været lige så hyggelig som min. Udover de ting jeg har skrevet om her har vi nemlig hygget os med at nørde lidt dressur nogle dage og ellers bare skridtet ture eller hygget i ridehuset. Her i dag søndag kører vi på Vilhelmsborg for at se noget fjordheste EM og det glæder jeg mig helt vildt til! Har i mon også været afsted? 🙂

fb-share-icon

Mit navn er Line, jeg er 26 år og bosat i midtjylland. Jeg har været bidt af en gal hest lige siden jeg kan huske, men det er først for 6 år siden jeg fandt en part i nærheden som jeg kunne viderudvikle mig på. Sidste år købte jeg min allerførste hest, og selvom jeg har været i rideverdenen i 20 år er der bare så mange nye ting man skal lære, når størstedelen af ens ridehistorie stammer fra rideskoler. Dette bliver derfor min historie, fra start til nu, hvor jeg vil fortælle om alle de ting jeg lærer undervejs, alle de spørgsmål der kommer som førstegangshesteejer og alle de ting jeg ville ønske nogen havde fortalt mig før jeg købte hest. Jeg ønsker at skabe et forum uden for meget filter, så I kommer med bagom kulissen på både godt og ondt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *