fbpx
PEEK 2022

Dag 3: Det perfekte opstaldningssted

Der er ikke så meget at berette om på ridefronten i dag. Jeg har været på arbejde fra 8:00-16:00 og derefter kørte jeg hjem og sov på sofaen. Det er hårdt at komme tilbage til en masse opgaver igen, men min ferie i år er heldigvis hver anden uge, så hver uge kan jeg tælle ned til en hel uges fri.

Jeg kom derfor først i stalden ved en 19 tiden, men det var stadig rigtig varmt så jeg tog Buller over i hallen uden sadel og så øvede vi en smule på nogle af de ting vi lærte igår til undervisning, og så hyggede vi ellers bare lidt ❤️

Noget jeg dog rigtig gerne vil tale om, er det sted mig og Felix (og nu Buller) står opstaldet.
Jeg har aldrig haft brug for at skulle vælge opstaldningssted til min egen hest før jeg fik Felix. Og da jeg så fik Felix var valget nemt: Samme sted som mine veninder, Tak. Jeg havde selvfølgelig været med dem ude ved deres heste et par gange inden, men jeg havde ikke som sådan snakket med dem der ejer stalden andet end den typiske smalltalk. Da jeg pludselig stod og skulle hente Pony hjem var det derfor også mere held end forstand at han kom ud til Tindbæk Nørgaard som gården så fint hedder. Min veninde Rebecca havde nemlig skrevet og spurgt om de havde plads til mig og min nye pony, og selvfølgelig havde de det! Der var ingen problemer med at få mig og mit impulskøb indlogeret i løsdriften, og vi kunne også sagtens låne en boks natten over på første dagen. Ja faktisk smed staldejeren sin egen hoppe i løsdrift natten over bare for at Felix lige havde en boks.

 

Det lyder måske ikke af meget, men det var mere hele den her gæstfrihed vi oplevede ud af ingenting som virkelig gjorde at jeg følte mig velkommen. Fra dag 1 af har der bare været søde rare mennesker omkring os som gjorde alt for at vi følte os velkomne. Der blev holdt øje med alle hestene, taget hånd om dem, skrevet hvis der var det mindste og i det hele taget var det bare en fantastisk oplevelse som førstegangshesteejer at opleve at man følte ens hest blev taget hånd om på bedste vis.

 

Da muligheden for at jeg kunne få Buller ud på ferie bød sig var det heller intet problem. Vi skulle nok finde ud af at finde en boks eller få sat ham i løsdrift alt efter hvad jeg lige foretrak til Buller. På ingen tid fik de ordnet løsdriften som havde stået tom i lidt tid, og da jeg nævnte at jeg måske ville hegne det meste af græsset af af hensyn til Buller kom jeg ud til at de allerede havde sat hegn lige der hvor jeg ønskede. Det er de små ting som disse der virkelig får mig til at sætte pris på et opstaldningssted. Man føler sig aldrig i vejen eller til besvær, og alle prøver deres ypperste på at gøre så alle heste er velkomne og har det godt.

Buller stortrives allerede ude i løsdriften som han deler med Felix det næste stykke tid. Han er kongen af folden, har en hel hal til læskur, masser af hø og græs og nyder bare at være til. Det gør mig helt varm i hjertet, og lige så meget som jeg elsker hans ejer for at give mig muligheden, lige så glad er jeg for at mit opstaldningssted stod med åbne arme og bød Buller velkommen, også selvom det kun er for en stund ❤️ Derfor lavede jeg også en lille ‘kurv’ til dem i dag med et kort fra mig og Buller og masser af snacks. For taknemmelighed er en sjov størrelse og ret så svær at få ned på papir, men jeg ville bare virkelig gerne vise dem at jeg virkelig sætter pris på det de har gjort og gør for mig og mine søde heste ❤️

fb-share-icon

Mit navn er Line, jeg er 26 år og bosat i midtjylland. Jeg har været bidt af en gal hest lige siden jeg kan huske, men det er først for 6 år siden jeg fandt en part i nærheden som jeg kunne viderudvikle mig på. Sidste år købte jeg min allerførste hest, og selvom jeg har været i rideverdenen i 20 år er der bare så mange nye ting man skal lære, når størstedelen af ens ridehistorie stammer fra rideskoler. Dette bliver derfor min historie, fra start til nu, hvor jeg vil fortælle om alle de ting jeg lærer undervejs, alle de spørgsmål der kommer som førstegangshesteejer og alle de ting jeg ville ønske nogen havde fortalt mig før jeg købte hest. Jeg ønsker at skabe et forum uden for meget filter, så I kommer med bagom kulissen på både godt og ondt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *