“De bliver aldrig til noget”

En genganger i hesteverdenen, er ‘har du penge kan du få, har du ikke kan du gå‘ og den er jo passende langt de fleste steder.

Selv har jeg ikke ladet mig stoppe af dette slogan. Jeg har aldrig haft muligheden for at anskaffe mig en færdig uddannet hest til 100k+, men alligevel havde jeg ambitionerne om at eje en hest der kunne komme op i samme niveau, som de heste ofte lå i.

Jeg havde mange år en tanke om, at jeg måtte spare op i længe, for at jeg kunne have en reel chance på banerne, mod de andre fine heste. At man kun kunne få en god hest, hvis man havde nok af penge at købe for. Men så slog det mig, at alle fine heste starter et sted. Som føl/plage. Og hvis man nu selv kan og vil ligge arbejdet i det, er der mange penge at spare.

Så det blev mit nye forsøg i sin tid. Med begge mine nuværende rideheste, har jeg købt dem ganske billigt som henholdsvis 3 måneders og 1 års.

Jeg startede ud i 2012 med at finde min frieser. Han var en komplet rå, 1 års hingst. Så rå at han ikke engang vidste hvad en grime var, og det at blive trukket med, var en by i Rusland. Arbejdet i ham var enormt, og der var mange gange hvor jeg tænkte ‘kommer vi nogensinde videre herfra?‘

Blod, sved og tårer var ikke kun en talemåde her, det var en bitter realitet. Én ting er at få et føl/plag. Men en der var komplet rå, i en alder af 1 år, det var en kæmpe prøve.

Selfølgelig var der fremgang, men det var små bitte skridt, for hver dag. Det spændene her, var dog alle de ‘første gange’ man kunne opleve. Noget helt unikt og specielt. Hos Lucky har alt været ‘en første gang’. Første gang han kunne trækkes, første gang smed, første gang udstyr, ridning, tur, spring, stævner, show og og og. For det var den udvikling der skete, vi gik fra ingenting, til alt ting, hvilket både har føltes som en evighed at nå til, men samtidig også nu føltes som om det skete over natten.

Jeg lærte selv Lucky alt. Jeg tilred ham selv og var hans eneste rytter i 9 år, før jeg endelig lod andre prøve ham. Jeg har ikke haft muligheden for at sende i ridning eller lign, og gjorde derfor alt selv. Og jeg gjorde det med blandede følelser af ‘jeg kan godt’ og ‘hvad hvis jeg ikke kan’ det første meget lange stykke tid.

Lucky voksede dog op, gik fra dem grimme ælling til en smuk svane, og vi tog det ene skridt efter det andet i udviklingen. Som 5 års blev han kastreret, ikke at han var en belastning som hingst, men det blev nødvendigt for at jeg fortsat kunne finde nem opstaldning, desværre.

Han har et imponerende langt CV, som jeg ikke helt forstår hvordan vi formåede at skabe, men han er både show hest, film hest, model hest, dressur, spring, jagt, tur hest, børnheste, hygge hest, og den bedste hest i mine øjne. 10 år har han været hos min side nu, og jeg regner med mange flere 🙂

Lucky lærte mig en helt del, på trods af jeg havde været heste ejer allerede 8 år før han overhovedet dukkede op, så var han en helt anden slags hest, der satte mig på prøve i min måde at træne og agere på. Noget der har gavnet mig meget efterfølgende.
Det var også ham der gav mig mod på, at gøre det hele én gang til.

Så det gjorde jeg. I 2016 begyndte jeg at lede efter endnu en kommende ridehest. I September fandt jeg så én. Et lille welsh cob hingsteføl på 2 måneder.

Vinci stod på Sjælland, så jeg fik ham først besøgt da han var 2,5 måned gammel. Og så slog jeg til og købte ham da han var 3 måneder. Selvfølgelig kunne jeg ikke få ham hjem i så ung en alder. Så jeg måtte vente til starten af 2017, før vores eventyr kunne begynde.

Hjem det kom han, og her skulle han jo så stå og nyde livet i 3 år, før rideheste livet ville begynde. Han var en kæmpe kontrast til Lucky, for modsat Lucky, havde Vinci været i hænder fra dag ét. Så han kendte godt til de basale ting, såsom at stå bundet, få løftet hove, have grime på osv. Hvilket gjorde hele mit arbejde meget nemmere. Jeg husker jeg var overrasket over den store forskel, på et føl der havde været i hænder dagligt, til en 1 års der ikke havde. Men begge dele var ekstrem spændene at være vidne til og være en del af!

Vinci havde en periode som 1 års, hvor han både blev angrebet af orm, og vokseværk på samme tid, så han endte med at se rigtig uheldig ud i et par måneder. Og jeg siger jer, mængden af voldsomme beskeder, fra folk der mente jeg mishandlede ham (på trods af alle de andre heste på folden så fine ud) eksploderede. Lucky var også grim som 1 års, men der kunne jeg gemme mig bag, at sådan modtog jeg ham. Sådan modtog jeg dog bestemt ikke Vinci, det skete bare, og nu måtte jeg stå ret for øretæverne, indtil det så bedre ud.
Ret skal være ret, da han begyndte at se fin ud igen, kom undskyldningerne på stribe, så nogle gange er nettet hvis blot lidt hurtige på tasterne 🙂

Da han havde fået sin ormekur, kom sulen på kroppen helt af sig selv igen, og efter kort tid blomstrede han. Også Vinci tilred jeg selv, dog denne gang med noget hjælp fra søde veninder, da jeg imellemtiden var blevet mor og dermed mere nervøs af natur. Vincis tilridning var en op og ned. Rigtig meget pga min ride angst jeg havde på det tidspunkt, men også fordi Vinci konstant valgte at have vokseværk. Heldigvis kom vi da igang, omend langsomt.

Vinci blev kastreret som næsten 4 års, som også gav en kort pause midt i det hele. Og så fortsatte vi derfra.

Han er nu 6 år gammel, og på hans CV kan vi skrive model, jagter, dressur, tur, TREC,  børnepony og generelt bare nuttethed! Det CV forventer jeg bliver 3 gange så langt i løbet af 2023, hvor håbet og drømmende er en masse flere oplevelser og stævner.

Fælles for begge heste, har været at jeg fik at vide fra højre og venstre “de der, de bliver aldrig til noget“. De dømmende blikke om at man ikke fra start, dukker op med en flot og færdig hest, men tager dem helt fra start. En sætning der kom, fordi jeg netop valgte at først købe en 1 års, som absolut ikke lignede noget med hverken potentiale eller skønhed, og ved nr 2 købte et føl, der kortvarigt udviklede sig til også at ligne en sag for dyreværnet. Jeg lod mig ikke blænde af at de var grimme ællinger. Jeg havde håbet og troen i, at jeg kunne medvirke til at forvandle dem til voksne svaner. Hvilket de blev.

Jeg ved allerede nu, at næste gang jeg skal have hest, så er det fra starten af igen. Det selv at kunne forme, udvikle og tilride sine heste, har været noget jeg har værdsat meget. Jeg ved præcis hvor mine heste kommer fra, kender hele deres fortid, fordi jeg var en del af den, og jeg kender dem ind og ud, fordi jeg har været der fra start. Det er en gave i min verden, at kunne få muligheden for helt selv at ligge arbejdet i sine heste, og deltage i rejsen sammen med dem, med alle de ‘første gange’ man oplever sammen.

Rejsen er lang, hård og krævende. Ventetiden kan være ulidelig. Men det er det hele værd!

 

Tak fordi i ville læse med, i min lille historie om hvordan man selv kan lave sig en god hest, og hvordan jeg gjorde.
Stay awesome Ninjas // DD 🙂