Den dømmende hesteverden

• Kender vi det ikke en lille smule alle sammen? De dømmende øjne der forfølger én på enten stævnepladserne, stalden eller nettet?

Jeg har haft egen hest i 17 år nu. Og siden barnsben, stødte jeg på de såkaldte ‘ved alt bedst’ typer. Dengang jeg var barn, fandtes facebook ikke, så det foregik primært i den ‘rigtige’ verden. Men allerede her kunne det være yderst ubehageligt at opleve. Og jeg tænker jeg taler for de fleste, når jeg siger at det bestemt ikke er blevet bedre, efter internettet er blevet moderne og folk kan gemme sine udtalelser bag en skærm.

Jeg elsker heste. Jeg elsker ridning. Og jeg elsker at lære nyt og udvikle mig konstant. Det fede ved at være hestemenneske, og menneske generelt, er jo netop at vi aldrig er perfekte og lærer igennem hele livet. Nogle gange føles det bare virkelig som om at der sidder folk der ude og vitterligt mener at de ved alt og føler det er deres opgave at belære resten af befolkningen, helt uden de er blevet efterspurgt.

Det er næsten ligegyldigt hvad man foretager sig, så har mindst én person en mening de har behov for at ytre. At poste et enkelt billede kan føre til en hel roman af fejl og mangler der bliver spottet; Så burde hesten ikke stå på halm. Så burde den ikke stå på træpiller. Så burde man ikke ride med bid, men bidløst er også useriøst. Så er bomløs sadel vejen frem, men en rigtig tilpasset bom sadel er bedre.
Hesten er for tyk, så er den for tynd. Den ser deprimeret ud, den ser ud til at kede sig, den vil mere på fold, den vil mindre på fold. Man er for tyk, så er man for lang, man sidder grimt eller har for hårdt fat. Man rider for små klasser og er useriøs eller man rider for høje og bruger kun hesten som sports rekvisit. Intet bliver nogensinde godt nok for hestefolket.

Hvilket selvfølgelig er logisk nok. Der findes en milliard forskellige måder at have hest og udfører sin ridning på, og dermed findes der også en milliard forskellige holdninger og meninger dertil.

Det er den ene bagside af ridesporten, som jeg personligt godt kunne undvære.
Ved at blogge offentligt om mine heste, min ridning og mit liv inde for hesteverdenen, ligger jeg naturligvis også min numse i klaskehøjde, og gør mig selv til et perfekt mål for overnævnte typer. Burde det være sådan? Nej. Men sådan er det. Heldigvis er jeg med alderen blevet bedre til at sige ‘pyt, det er deres mening, ikke min’. Før i tiden var jeg meget tilbøjelig til at prøve at behage alle typer mennesker, fordi jeg bare så gerne ville være vellidt af alle. Når nogen påpegede noget jeg burde gøre anderledes, ændrede jeg det omgående. Men så kom de andre og sagde at det jeg gjorde tidligere var bedre. Og sådan fortsatte det om og om igen. Med alderen fandt jeg ud af, at man kan bare ikke behage alle. Man må finde sin egen vej, og lade folks mange forskellige holdninger og meninger pralle af.

Jeg har valgt at når jeg modtager kommentarer omkring hvad folk synes jeg burde gøre anderledes, mærker jeg altid lige efter helt ned i maven; Er det noget jeg synes jeg kan bruge? Hvis ja, så tager jeg det med mig på min rejse. Hvis nej, så takker jeg for omsorgen og siger det fungere for mig. Ligger folk op til mundhukkeri derefter, (for ja det hænder desværre at hvis man ikke stryger visse typer med hårene, bliver de yderst ubehagelige), lukker jeg den af med ‘det er din mening, og det respektere jeg’. Derfra må de sejle i sin egen sø.

Jeg er den type blogger, der går meget op i at vise frem at ingen er perfekte. Hvis man gerne vil fremstå sådan, skal man selvfølgelig endelig gøre dette. Men inderst inde ved man forhåbentligt godt selv, at vi alle har fejl og kan begå dem. Det vigtige er vel viljen til at ville forbedre sig.

Men jeg ville også lyve hvis jeg ikke siger at selv jeg, som voksen kvinde der som regel godt tør vise fejl og ups’ere frem, stadig lader mig påvirke af og til. Jeg fanger mig selv i at gennemtjekke hvilke billeder jeg tør ligge op, før jeg ligger dem op. Sidder jeg pænt nok? Ser jeg tyk ud? Ser min hest depressiv ud? Ligner det jeg hiver ham i munden? Går han bag lod? Kan mine billeder ikke opfylde kriterierne for at gå igennem nåleøjet, holder jeg dem som regel for mig selv, for at undgå de kommentarer der kan dømme en hel livshistorie, ud fra et split sekunds øjeblik. Det er det samme ude i byen. Når øjnene stirre på mig, får jeg flashbacks til dengang man var teenager der blev bagtalt af de andre piger, imens man red. Taler de om mine urolige ben? Taler de om hvor grimt jeg sidder? Taler de om hvor dårlig jeg er?

Vi kan hurtigt blive enige om at det jo er komplet forrykt. Jeg burde vel bare være ligeglad. Nogle gange er jeg det enda også, men det kommer meget an på mit humør om hvorvidt jeg magter tage endnu en diskussion med en ‘perfekt barriere rytter’ som aldrig begår fejl, eller om jeg bare gerne vil dele mine billeder i fred. Forhåbentligt bliver det kun bedre og bedre med alderen, desto mere jeg lære at hvile i mig selv. Sådan høre jeg det ihvertfald tit fra de ældre ryttere. At de engang var ligesom jeg, men nu lader de sig ikke påvirke. Det lyder dejligt befriende og er bestemt noget jeg gerne vil øve mig på!

Jeg hørte engang en kvinde sige ‘de folk der har disse behov, er oftest de folk der selv ikke kan indse deres egne fejl og mangler. Og det er synd, for så bliver de aldrig bedre’. En sætning der giver mere og mere mening, når jeg tænker over den. I sidste ende holder man også kun sig selv tilbage ved ikke at turde gå frem af, af frygt for andre forsøger hive en med ned igen. Det gavner ikke at tillade det.

Det her er blot nogle Tirsdags tanker jeg gjorde mig, og valgte at skrive ned og dele med jer. Tak fordi i læste med :o)

Stay awesome Ninjas // DD