Danu

Hej alle sammen <3

Det her har jeg brug for at få lettet fra mit hjerte, men jeg kan faktisk ikke rigtig overskue at tænke for meget over det, så nu får i det fortalt, hvor jeg bare fortæller om de sidste 2 dage inde i mit hoved. Tit har jeg set bloggere skrive at deres følgere er der for dem, og jeg har nok ikke rigtig kunne sætte mig ind i det. Men nu er det min tur til at dele noget med jer, fordi jeg har brug for at komme af med det, men uden at jeg behøver tale om det… Det er nemlig lidt for hårdt.

Min far kom hjem til os i går for at lave et gulvbræt i vores hus. Han siger så på et tidspunkt, at vi nok snart skal besøge Danu (min farmor) på det plejehjem, hvor hun bor, fordi han tænkte at det nok snart ville være slut. Hun fylder 93 om lidt og har ikke haft det så godt i 4-5 år. Jeg spurgte min far til hvorfor han troede at nu var det nu og han fortalte at hans lillebror havde været og besøge hende i søndags og hun havde ikke kunne kende ham og havde bare stirret apatisk ud i luften. Hun nægtede derudover at spise og drikke. Min fars lillebror besøgte hende også i går og der var ingen forandring.

Min ældste datter er hjemme fra børnehaven i dag fordi hun blev sløj i går eftermiddags og så er reglen jo at de skal være symptomfri i en hel dag før de må komme. Så i morges besluttede vi at køre ind og besøge Danu. Jeg skal ærligt indrømme at jeg håbede helt vildt at mit besøg kunne få hende til at live op og genkende os. Det skal lige siges at Danus og mit forhold er helt særligt. Jeg er det ældste barnebarn, hele 7 år ældre end det næstældste, som er min lillesøster. Og det har jo betydet at vi har haft rigtig mange år, hvor jeg ligesom har været det eneste barnebarn. Derudover har vi altid været naboer, både i København og i vores sommerhuse. Vi har rejst sammen bare os to og vi sagde altid at vi var bedste veninder <3 I bilen på vej ind til hende i morges snakkede jeg i telefon med min mand. Og på et tidspunkt siger han, at det selvfølgelig er super ærgreligt at hun ikke er i stand til at opleve på søndag (vores børn skal døbes på søndag), men at vi skal huske at være taknemmelige for, at hun i det mindste har oplevet sine oldebørn. Og så hylede jeg. Og jeg vidste også godt, at selvom jeg håbede at jeg kunne udøve mirakler med mit besøg, så var der også en risiko for at komme og se sin elskede farmor sidde helt ugenkendelig.

Da vi kommer ind er hun ved at blive ordnet af personalet. Hun kan ikke længere selv komme rundt, så hun bliver “fløjet” rundt i lokalet i en lift/sele-ting og bliver placeret i sin yndlings-lænestol. Da de sætter hende ned i stolen sukker hun og spørger, om hun ikke bare snart kan få lov at dø. Det har hun spurgt mig om mange gange de senere år og i starten svarede jeg, at det ville jeg slet ikke høre tale om. Det sidste lange stykke tid når hun siger det, så snakker vi om at jeg godt forstår hende og at hun har haft et godt og langt liv.

Da hun endelig var så præsentabel som hun nu bliver, var hun klar til at modtage besøg. Og ved i hvad? Hun genkendte mig, blev så glad for at se mig, genkendte sit oldebarn, hun forstod mine jokes, grinede af dem og henvendte sig helt super til sit oldebarn. Ej, hvor var det bare et dejligt besøg. Men hun spurgte mig også, hvor mange døgn hun havde været der på plejehjemmet. Og hun var overbevist om at vi har høns her på gården. Det har vi altså aldrig haft. Men ja, dement har hun været længe, så det er vi vant til.

Jeg lavede hende en franskbrødsmad uden skorper og med smør og orange-marmelade – hendes absolutte yndlingsmad. Men hun skulle ikke have noget. Hun ville heller ikke have noget andet at spise, hverken kiks eller chokolade, og hun ville ikke have noget at drikke udover det vand hun skyllede dagens piller ned med. Hun blev kvalm ved tanken og sagde hun ikke var sulten selvom jeg kunne høre hendes mave rumle. Så nu har hun ikke spist eller drukket særlig meget i 3 dage. Gad vide, hvor længe hendes krop kan holde til det? Der er snak om at få hende tilset af læge og ærligt, så håber jeg ikke at de indlægger hende med drop og sonde. Det ville kun forvirre hende mere og jeg synes faktisk snart at hun fortjener at få fred. Også selvom det gør så mega ondt inde i mig og resten af familien.

På vej ud af plejehjemmet spurgte jeg afdelingslederen om hun mente at det var kroppen, der var ved at lukke ned og til det svarede hun ja. På den ene side håber jeg at hun ikke vågner i morgen og på den anden side vil jeg så gerne have mere tid til at give hende flere oplevelser. Jeg ville så gerne have hende med til barnedåben på søndag og jeg ville bare så gerne at hun fik lov til at opleve mig og Martins bryllupsfest næste sommer. Jeg kan slet ikke overskue det tomrum, som hun kommer til at efterlade.

Tak fordi i gad lytte – det er faktisk rigtig rart at nu har jeg “sagt” det, men uden at jeg behøver tale om det.

Møs møs!