fbpx
Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2022,  PEEK NEWS,  Riders NOTEBOOK,  Ugens PEEK'er

Det der med stress…

Hej med jer <3

 

Bare rolig, jeg er ikke blevet ramt af stress. I hvert fald ikke så jeg bliver syg af det. Men jeg er meget travl for tiden. Det vidste vi jo alle sammen godt, at jeg ville være, i kan læse mere om hvorfor i mit indlæg: https://peek.ridersnotebook.dk/en-sindssyg-september-forude/ . Lige nu betyder min sindssyge september at dagene starter kl. 5.40 når vækkeuret ringer og så slutter min arbejdsdag kl. ca. 21. I aften bliver den nok 21.30/22 før jeg er færdig med at ordne stald.

Jeg vil gerne tale lidt om mine tanker om stress, særligt hvordan jeg undgår at blive syg, når jeg lever et liv med fuld drøn på karriere, ridning, 2 små børn, mand, veninder, familie, bondegård og alt det “løse”. Jeg har et par enkelte veninder, der er bekymrede for mig nogle gange, tror jeg. Jeg føler egentlig ikke der er noget at være bekymret for. Og det skal ikke lyde som en benægtelse, for jeg er helt OBS på at jeg har travlt. Jeg er også helt OBS på, at et liv i overhalingsbanen sætter store krav til mig selv i forhold til at have mange snakke med mig selv om, hvordan jeg egentlig har det. Derudover har jeg rigtig mange gode værktøjer, som jeg bruger for at holde fokus og ikke blive suget ned i en dum spiral. De fleste mennesker kan sagtens holde til at have ekstra travlt i perioder. Udfordringen er, at de perioder ikke bliver det nye normale og at man mister sansen for, at man har mere travlt end man burde. Og at man derfor bliver ved at sige ja til ting eller tage opgaver på sig fordi man faktisk glemmer at man har rigeligt. Måske får man også dårlig samvittighed over at sige nej eller udskyde ting eller man har ikke lyst til at være den type, der må sige fra. Man skal kende sig selv og sine grænser rigtig godt for at kunne navigere på grænsen eller i overhalingsbanen. Her vil jeg lige fortælle hvilke værktøjer jeg bruger når det hele spidser lidt til.

For det første er jeg mega taknemmelig for alt i mit liv. Alle de mange ting, som jeg har så travlt med, er vildt dejlige ting, som jeg selv har valgt. Jeg ville ikke undvære nogle af tingene. Det giver selvfølgelig den fordel at selvom jeg er træt og har travlt og dribler afsted med 16-timers dage, så er der ikke nogle af tingene, som er en sur pligt eller som jeg ikke har lyst til. Jeg glæder mig næsten altid til næste punkt på min dagsorden.

For det andet (men nok det vigtigste), så er jeg i ro, balance og lykkelig helt ind i min grundvold. Det gør mig langt mere robust, fordi der ligesom er styr på det grundlæggende mentale helbred.

For det tredje, så er jeg helt vildt god til at planlægge hver dag ned til mindste detalje. Når jeg har ekstra travlt så har jeg en detaljeret plan for hver dag, hver uge og for hele den periode, hvor jeg har travlt. På den måde kan jeg se hvad mit primære fokus skal være og hvornår. Fx i den her september. Jeg lavede lige inden barnedåben den her oversigt:

Dage med fokus på ridning er brune, dage med fokus på arbejde er grønne, lyseblå er sociale og de hvide er “buffer-dage”, hvor jeg typisk har mere “frihed” fordi jeg arbejder hjemmefra. Med sådan en oversigt, har jeg ro i maven med, at jeg nok skal nå det hele fordi min planlægning tager højde for de forskellige ting, jeg skal være klar til.

Ud over månedsplanen har jeg også en dags/uge plan. Den ser sådan her ud:

Den her blok bruger jeg hver uge. Og jeg streger troligt ud hver dag når jeg har færdiggjort en ting. Nogle dage er listen fyldt op med små ting, nogle dage står der kun “ordne stald”.

For det fjerde forventningsafstemmer jeg med familien. Når jeg ved, at jeg kommer ind i en ekstra travl periode, så tager jeg en snak med min mand om at jeg er mindre fleksibel og at jeg bliver presset. Så ved han at hvis jeg bliver kort for hovedet eller lidt hård i min tone (ja, det kan jeg godt komme til), så er det ikke ham, den er gal med, men blot at jeg er koncentreret og i fokus og ikke har så meget “ledig” kapacitet. Derudover sørger jeg for at forberede min omgangskreds på, hvis der er en risiko for at jeg ikke kan nå et arrangement eller andet. Fx har jeg sagt til min svigermor, som skal til stævne den 17. september, at jeg ikke er sikker på at kunne hjælpe hende, så hun skal være forberedt på at finde en anden løsning. Jeg har også meldt ud til sommerfesten den 16. september, at jeg ikke skal drikke mere end et par glas vin og at det ikke bliver nogen sen fornøjelse for mit vedkommende.

For det femte, så udskyder jeg alle unødvendige ting. Alle opgaver og møder på jobbet er udskudt til oktober måned efter vores ferie (8 dage i Grækenland, YES) og jeg har også sat pause på fitness, løb og kost. Jeg holder vægten fint og det er jeg fuldt ud tilfreds med i en periode, hvor fokus er på helt andre ting. Jeg ordner et minimum af huslige ting og får min mand til at hjælpe med indkøb og madlavning. Han trækker også et ekstra læs i forhold til at hente, aflevere og putte om aftenen.

For det sjette, så er jeg i ro med min prioritering. Jeg har ikke dårlig samvittighed over fx at gå glip af min svigermors stævne eller at udskyde opgaver på jobbet. Jeg kan godt være ked af at gå glip af fx at putte pigerne om aftenen og at jeg er kørt når de vågner næste morgen. 3 dage væk hjemmefra på advokatkursus er også hårdt. Men jeg har ikke dårlig samvittighed og jeg begynder ikke at beskylde mig selv for at være en dårlig mor. Jeg er i ro med at jeg er en god mor og at jeg 90% af tiden er super nærværende og det er det bedste jeg kan lige nu og mere kan man hverken forlange af sig selv eller andre.

 

Det blevet langt indlæg, men med et vigtigt emne, synes jeg <3 Jeg håber at i måske kan bruge det til lidt og at i har det godt og passer på jer selv.

 

Møs møs

fb-share-icon

Jeg er en kvinde på 31 år. Jeg er mor til 2 søde piger, Stella på snart 4 og Laura på 2,5. Jeg bor på en skøn gård i Nordsjælland. Min hest hedder Festo Guldbjerg. Han er 5 år og er efter Fürstenball/De Niro. Han er verdens sødeste hest og herhjemme vægtes dressur ikke højere end foldtid og skovture.

En kommentar

  • Nana Dahlerup

    Det er bare et så fantastisk indlæg/skriv.
    Guld værd for travle mennesker at kunne få en “manual” til hvordan man får det hele til at gå op i en større enhed uden at træde på ens nærmeste og deres behov og ønsker.
    Mange siger eller tror de har styr på det hele, men efterlader ofte (uvidende måske) et kæmpe kaos bag sig, hvor andre må træde til (uden at blive spurgt eller måske uden at synes det er ok) og samle stykkerne op. Og det er jo ikke holdbart i længden.
    Du derimod forklarer precist hvordan du i praksis forbereder dig selv, familie og venner på de meget travle perioder, så i alle er forberedt og sammen kan planlægge og sørge for alle er ombord med konsekvenserne, deres respektive “ansvar” og opgaver, så ingen føler sig overrumplet, tilsidesat eller udnyttet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *