“Døm aldrig en bog på omslaget”

Det er en sætning i sikkert har hørt mange gange, og som i sikkert kender vigtigheden af allerede. Jeg vil dog gerne lige sætte mig ned og skrive min personlige holdning til emnet, især indenfor det at have hest og at blogge på nettet.

 

Vi kommer alle herinde fra forskellige baggrunde. Har forskellige opvækster, forskellig økonomi, forskellige forudsætninger og så videre. Fælles for os alle er dog at vi de sidste måneder har delt vores liv på nettet, nogle mere sårbart end andre, og udfra det har folk kunnet danne sig en holdning til os.

Jeg vil vove at påstå at os bloggere også har dannet os et billede af hinanden på kryds og tværs, nogle nok mere positivt end andre måske, alt efter hvad der er blevet skrevet og hvad man kan relatere til og hvilke ting man er enige og uenige i. Alligevel skal vi huske, at alt der er blevet skrevet herinde jo aldrig er hele billedet.

 

Det er nemt at gå udfra, at man kender en person baseret på de ting man har læst på nettet. Den holdning kender jeg især fra alle de utallige beskeder min veninde Jasmin modtager som stor blogger, og jeg ville da lyve hvis jeg sagde at jeg ikke også troede jeg kendte Jasmin efter at have fulgt hende i mange mange år. Sandheden er bare, at den Jasmin jeg troede jeg kendte, og den Jasmin jeg har lært at kende bagom hendes blog, er 2 vidt forskellige personer, og selvom jeg så rigtig meget op til hende og var lidt småfan (okay ærligt jeg ville SÅ gerne møde hende da jeg var yngre!) så kan jeg altså 1000 gange bedre lide den Jasmin jeg lærte at kende som voksen, for det er et hudløst ærligt venskab hvor man virkelig kommer under huden på hinanden.

Nu skal det ikke handle om mit og Jasmins venskab igen igen, men jeg ville egentligt bare frem til at man overhovedet ikke kan vide alt om en person baseret på det man har læst på nettet. Derfor gør det mig ærligtalt også en smule ked af det at læse på nettet, at nogle mener de har det hårdere end andre og har mere ret til ting end andre fordi de ‘har kæmpet hårdere’. Der er ingen der ved hvilke kampe vi hver især kæmper hver dag, og hvilke ting vi har været igennem og måtte rejse sig fra.

 

Det ville være en skam at sige, at nogen ikke havde fortjent noget, baseret på at man selv tror de ikke har arbejdet hårdt nok for det. Jeg skal gerne være ærlig og sige, at den tankegang har jeg gået med selv alt alt for længe. Jeg har været så destruktiv i mit tankemønster, og haft svært ved at unde folk ting jeg selv ville have haft. Mest af alt fordi jeg i mange år har gået med følelsen af uretfærdighed, over at jeg skulle have det hårdt, når så mange andre kom lettere til tingene.

De sidste par år har jeg virkelig arbejdet med mig selv, og mit tankemønster. Og det har ændret min energi fuldstændig at give plads til andres sejre, at kunne glæde sig på andres vegne og at stoppe med at skyde skylden på alle andre over at jeg har haft det skidt. For jeg kan jo ikke vide om de har haft præcis samme problematikker som mig, men bare kæmpet hårdere end mig. Og jeg kan heller ikke vide om jeg havde haft nemmere ved at nå tingene, hvis ikke jeg havde mine problematikker, eller om jeg så bare ville skyde skylden på noget andet i stedet.

Jeg er træt af at tage til stævne, og føle at vi tabte fordi de andre uretfærdigt red deres store flotte heste på et lavere niveau. For hvad hvis de havde kæmpet rigtig meget med bare at komme afsted? Og at de startede en lavere klasse fordi deres selvtillid var i bund? Eller fordi de lige havde købt hesten? Hvad hvis den havde været skadet i 5 år og det her var dens første stævne? Sandheden er, at jeg kan ikke vide det. Men hvad jeg kan vide er hvad JEG har lagt i mit ridt og min hest, og hvis jeg kan se mig selv i øjnene og sige jeg har gjort mit bedste, så betyder det jo hånden på hjertet ikke rigtig noget at vi blev slået af nogle der var bedre end os.

Den samme tankegang har jeg med mig i hverdagen, og jeg kan også sagtens have ‘tilbagefald’ hvor jeg synes hele verden er imod mig og alting er uretfærdigt. På de dage kigger jeg mig selv dybt i øjnene og overvejer om jeg virkelig gør mit bedste for at opnå mine ønsker og drømme, og hvis svaret er “nej”, jamen så kan jeg ikke gå og være sur på alle mulige andre end mig selv.

Det er en kaotisk og Toxic tankegang at tro, at det er andres skyld at verden er imod en, og at de fortjener mindre fordi man selv føler man er bedre end dem. Jeg er i hvert fald blevet et meget mere positivt menneske ved at indse, at det var den forkerte bane jeg var på, og ved aktivt at ændre det. Det er ikke nemt, og det har gjort ondt i maven at indse at jeg var min egen værste fjende på det punkt, men jeg tror på at verden er et meget bedre sted for alle hvis man kan glæde sig på andres vegne og stå ved sine egne fejl og mangler.

 

Og hvorfor nævner jeg så lige det her i et PEEK indlæg tænker i nok. Jo fordi at den her tankegang har været så super vigtig for mig op til den her uge. Det er nu at der skal findes de 10 finalister, og om ikke så længe findes også de 3 vindere. Og jeg har haft så super ondt i maven over det, fordi jeg netop har svunget frem og tilbage i tankegangen med “de har også bedre forudsætninger end mig til at vinde” og til “jeg har jo givet mit ypperste og så taber jeg gerne til en der er bedre end mig”. Mine dage er dog klart nemmest når jeg hæfter mig ved, at jeg kan se mig selv i øjnene og sige at jeg har givet mig selv 100% i det her. For det har jeg! Og selvom jeg ville blive rigtig ked af ikke at få en placering, så under jeg hver og en af de andre deltagere en placering, for det er ikke mit ansvar at bedømme og evaluere dem på deres indsats. Det er dommernes. Og de har givet mindst lige så meget gas som mig i den her konkurrence, og af den grund fortjener de lige så meget at vinde som jeg gør.

 

Puha, er jeg den eneste der har tabt pusten efter den omgang? Beklager meget hvis det blev tungt og forvirrende, men hvor er det rart at sige det højt, for det er noget der har gået og fyldt hos mig hele dagen, og at kunne sige (eller skrive) det højt letter virkelig mit hjerte.

Nu vil jeg køre ud og ride en tur på Buller i det skønneste solskinsvejr. Præcis som jeg gør på alle de andre tunge dage, for det er den bedste medicin til et dårligt humør 🙂