Drømmen om drømmehesten. Eller bare hesten. Eller bare part. Rideskole?

Jeg begyndte til ridning da jeg var omkring 5 eller 6 år gammel. Ironisk nok startede jeg på en fjordhest, hvilket mit hjerte smelter endnu mere for de her dage.

Siden dengang har jeg været bidt af en gal hest. Jeg vil ikke sige at mine forældre ikke har været støttende nok, for de har i den grad støttet mig hvor de kunne, men vi havde ikke just særlig mange penge da jeg voksede op. Derfor var det ikke lige planen at jeg skulle have min egen, men jeg fik allernådigst lov til at starte til ridning til trods for min mors angst for heste.

Jeg gik til ridning i nogle år, og så stoppede det mere eller mindre efter lidt tid. Da jeg var omkring 9 rev vi teltpælene op og flyttede til Jylland med min mors nye kæreste. Der genoptog jeg ridningen på den lokale rideskole, og her begyndte vi så stille at snakke om at jeg skulle have part på en af hestene. Jeg har dog altid været en nervøs rytter, og det var minimalt hvad jeg fik at hjælp til den her stride lille gule pony Nuller. Efter noget tid stoppede parten og jeg fortsatte til ridning på en af rideskolens nye ponyer. Hende faldt jeg pladask for, og vi besluttede faktisk at vi skulle købe hende af rideskolen. Hun var dog ifolet og jeg husker ikke om det var det der var grunden, men vi droppede i hvert fald al snak om køb af hende, og generelt. Desværre! Nu var jeg start teenager og drømmen om at få en pony som jeg kunne kalde min trak som aldrig før.

Rideskolen lukkede dog,  så jeg var tilbage til at være hesteløs for en stund. En dag inviterede min veninde mig dog ud til nabobyens rideskole hvor hun skulle ride stævne. Det blev starten på en ny omgang heste, og jeg kommer af og til stadig på rideskolen for undervisning eller stævner. Det er en tid jeg ser tilbage på med stor nostalgi!

Her udlevede jeg den rigtige “ponypige på rideskole” drøm. Masser af veninder, masser af heste, vi sov ofte i rytterstuen i weekenderne, lavede toast, hoppede over spring, deltog i ridelejre, flettede ponyerne og hyggede genereltvis. Hvis jeg husker rigtigt, så var jeg den eneste i vores lille klike som ikke havde min egen. Jeg red på rideskolehest, og har derved altid følt mig lidt mindre god end alle de andre. De var dog super søde til at lade mig skridte deres ponyer af i ny og næ, og til gengæld begyndte jeg at fotografere dem. Jeg vidste det ikke dengang, men specielt fotografering skulle blive noget jeg virkelig endte med at brænde for igennem mine år på rideskolen. Vi blev dog ældre med årene, der kom lidt stridigheder imellem os, nogle begyndte at skippe hestene og ridningen til fordel for andre venner og ja. Vi voksede op…

Jeg forsøgte mig kort tid med at ride på en anden rideskole. Her var der mulighed for at springe hestene, og også tage dem med til stævne udenbys. Det var det tætteste jeg kom på at føle mig som de andre piger, men der var alligevel en speciel hest jeg savnede på den anden rideskole. Jeg tror ikke der gik mere end et eller to år før jeg flyttede tilbage til den gamle rideskole. Mine veninder var færre derude nu, men hestene var det samme. Og specielt den her ene hest var der endnu. Det var min første “Heart horse” og selvom jeg skulle dele ham med alle de andre piger, og man som rideskolerytter jo selvfølgelig er bitter og træt af det, så følte jeg virkelig mig og den her hest, Coco, havde et eller andet. Jeg kan ikke forklare det på skrift, det skal føles, men i ved helt sikkert alle hvad jeg mener når jeg siger at han blev mit holdepunkt og var den hest jeg bare følte mig hjemme på.

Jeg havde i alle disse år forsøgt at søge part ved siden af min rideskoleridning, men det eneste det var blevet til var en ‘part’ jeg blot skulle lukke ud og ind fra fold og gå ture med i ridehuset. Som die hard Ponyfan er det ikke lige dét man som teenager forbinder med en fed part. Skæbnen ville dog at jeg en sommer fik bid på min søgning. En af mødrene fra rideklubben arbejdede på et fritidshjem hvor de havde heste, og den ene kunne godt trænge til at blive redet henover sommeren. Og så fik jeg Ronaldo hjem!

Ronaldo var en super sød vallak, som blot var lidt uopdragen.  Han blev opstaldet hos min daværende bedste venindes familie og jeg er dem evigt taknemmelig for den mulighed. Vi havde mange hyggelige og lærerige stunder, og den sommer blev jeg bare lige dét modigere. Imens mange af mine hesteveninder faldt fra, fordi hestene bare ikke var den primære interesse, så kunne jeg mærke hvordan jeg krampagtigt holdt fast i det hele, for jeg havde jo stadig ikke udlevet min ponypigedrøm mens alle de andre var long past theirs. En af de ting jeg altid misundede især folk på internettet var når de red uden udstyr. Eller bare bidløst og uden sadel i hvert fald. DET. VAR. SÅ. SEJT! Det der med at man havde et bånd og yadda yadda. Det var dét jeg ønskede mig! Så Ronaldo fik en masse ture rundt uden sadel på, og jeg begyndte virkelig at mærke hvor meget federe det var. Både fordi hallo hurtig op- og afsadlning, men lige så meget det at kunne mærke hesten under sig. Det var en helt ny oplevelse at ride så meget uden sadel. Bevares, jeg red da også uden sadel på Coco når jeg kunne komme til det, men nu var det pludselig mig der bestemte hvad vi lavede og hvornår.

Lykken varede dog ikke evigt, for da sommeren var forbi kom Ronaldo hjem til sit fritidshjem igen. Der var mange børn der havde savnet ham, og jeg besøgte ham da også en gang eller to, men det gled hurtigt ud. Jeg fulgte dog en af pigerne der red ham, og ved, at hun holdt mindst lige så meget af Ronaldo som jeg havde gjort den sommer. Han havde det så godt hvor han var, og selvom at jeg ikke var der da han alt for tidligt måtte til himmels så ved jeg han var elsket til det sidste <3

Samme år var dog året hvor jeg måtte være med til at sige farvel til en anden. Det var ved at være tid til at Coco skulle over regnbuebroen også. Jeg havde længe frygtet det, for han havde astma og det var ulideligt for ham i vinterhalvåret. De havde derfor besluttet at han ikke skulle igennem en vinter mere. En morgen bliver jeg derfor ringet op af en fra rideskolens bestyrelse (tror jeg nok). De vidste hvor meget Coco betød for mig, så de syntes jeg skulle have muligheden for at tilbringe en sidste dag med ham. Jeg følte mig vildt beæret, for jeg var den eneste der fik muligheden, men omvendt var det den hårdeste dag nogensinde. Jeg har aldrig grædt så meget, specielt fordi jeg vidste at så snart jeg gik var det sidste gang jeg så ham igen. Jeg havde en veninde til at filme alt vi foretog os, og hun tog rigtig mange fine billeder af os den dag. Vi red en tur rundt om rideskolen, noget jeg aldrig havde gjort alene på ham, men selvom han til tider kunne spooke og være sensitiv så var han så sød og rar og jeg nød virkelig den tur. Jeg fik klippet noget hale af ham og sagt mit farvel. Hvordan jeg fandt overskuddet til at rejse mig og gå hjem ved jeg ikke, for den dag var sidste gang jeg så Coco, og det var samtidigt også startskuddet på min første depression. Hvor meget Coco havde hjulpet mig på de svære dage havde jeg ingen idé om før han var væk, men det er noget jeg aldrig nogensinde vil tage forgivet igen.

07.10.13 rejste Coco afsted. Der går ikke langt imellem mine tanker til Coco stadig og jeg bærer også hver dag en halskæde med hans halehår i. Derudover har jeg fået lavet en nøglering med både hår fra Coco, Ronaldo og Buller som hænger i min bil sammen med mine lykkeengle, så de er med mig hver dag.

 

Jeg forsøgte mig lidt halvhjertet med at finde parter igen efter det. Rideskole var bare ikke mig længere, mine veninder derudefra var væk og Coco var heller ikke den der holdt mig længere. Det blev dog ikke rigtig til noget med parter før min 20 års fødselsdag. I april 2016 holdt vi fødselsdag for mig og min lillesøster, og havde derfor inviteret noget familie på besøg. En af gæsterne var min fætters daværende kæreste, og hun havde en hest jeg kunne få part på. En stor, flot, gammeldags frieser. Man oh man! Der gik ikke mange dage før jeg var ude og prøve ham. Jeg havde nu selv bil og kørekort og kunne derfor selv bestemme hvor langt jeg ville køre for en hest. Og han stod endda kun 10 minutter væk i bil, i en lille hyggelig privatstald. Jeg fik prøvet ham og jeg fik part. Og for at gøre en lang historie meget kort så gik det sgu ikke. Han kylede mig af en dag og jeg blev hunderæd. Som i, jeg ville ikke ride igen nogensinde, alt ved hest skræmte livet af mig.

Nogle uger forinden mit fald var der dog flyttet to nye heste ind i stalden. En lidt ældre hest og så Buller. Og første gang jeg så Buller var jeg smaskforelsket. Han var en 160 cm høj bredrøvet broget hest og det var lige min type! Da jeg faldt af var det mens jeg red med de to nye, så Bullers ejer tilbød at jeg kunne sætte mig op på Buller mens de tog sig af den anden. Jeg mener det var 7. eller 17. august, og ja lige siden den dag er jeg ikke stoppet med at være smaskforelsket i Buller. Forskellen er bare at han nu er min part som jeg har fået lov at udleve alle mine vildeste fantasier på. Vi rider uden udstyr, jorder på stubmarker uden sadel, laver tricks, har startet stævner og været på stranden sammen. Faktisk er Buller så stor en del af mit liv at jeg tog valget om at få ham tatoveret på låret. Jeg ser min tatovering hver dag og bliver altid helt varm om hjertet, for Buller er bare mit et og alt <3

Det kan dog ikke alt sammen være fryd og gammen… Buller har døjet med overvægt i noget tid. Det har taget hårdt på hans ben og han døjer derfor med gigt. Sidste år (mener jeg) pådrog han sig også en seneskade… Og det var virkelig en hård besked at sluge, for selvom han nok skulle blive ridehest til det jeg ønskede, så betød det stadig rigtig mange bekymringer. Hvad hvis han ikke blev ok igen? Hvad skulle jeg så? Havde jeg noget at skulle have sagt? Ville jeg andet hvis jeg ikke kunne det med Buller? Alting blev pludselig meget usikkert, og jeg fik besluttet at hvis det ikke var med Buller jamen så var det slet ikke. Jeg havde stadig rigtig svært ved bare at håndtere og ikke mindst sidde på andre heste end Buller, så jeg kunne slet ikke se mig selv fortsætte min ridning hvis det ikke var med ham. Hans ben helede dog pænt og vi kunne begynde at starte genoptræningen. Imellemtiden var mine veninder super gode til at lade mig skridte lidt på deres heste, og så begyndte mine drømme så småt at melde sig.

Hvad hvis jeg købte min egen engang? Og så selv tilred den? Jeg skulle nok have en fjordhest, for selvom at Buller langt fra er en fjordhest så tænkte jeg sindet måtte minde meget godt om. Og jeg VILLE have en Buller nummer 2, ellers ville jeg slet ikke have noget, for Buller var det eneste jeg kunne finde ud af og ville have. Men det var jo bare drømme til langt ud i fremtiden, jeg havde slet ikke erfaring eller viden nok til min egen hest og da slet ikke en unghest!…

…Sagde jeg til mig selv i sommeren år 2021. December år 2021 køber jeg min egen fjordhest på 2,5 år efter at have set ham på en mark i 5 minutter. Og det er det bedste køb jeg nogensinde har gjort.

 

Felix kommer aldrig nogensinde til at overtage den plads Buller har i mit hjerte, og jeg kommer aldrig nogensinde til frivilligt at stoppe parten på Buller, men Felix skal nok være den perfekte pony til at overtage Bullers kys og kram når han – gud forbyde det – en dag ikke er her mere. Indtil da vil jeg nyde Bullers selskab og aldrig nogensinde tage ham for givet som Coco blev. Coco, Buller og Felix minder hver især lidt om hinanden, og jeg er sikker på det er det der har draget mig til dem med det samme alle tre. Coco var en flueskimmel appaloosa, Buller et broget gadekryds og Felix en fjordhest med rødt pas. De er så forskellige og alligevel så ens og det elsker jeg dem virkelig for. Fælles for dem er også den absolutte ro de giver mig, om så det er Buller jeg jorder på stubmarker med, eller Felix jeg sidder på for første gang nogensinde, så føles det bare SÅ rigtigt. Jeg er så taknemmelig og glad og jeg glæder mig til at jeg endelig kan tage min helt egen ponyfyr med rundt og sige “Det her, det er min helt egen” <3