Drømmen om handicap licens

Jeg vil indrømme at jeg har været en anelse i tvivl, om hvorvidt jeg ville lave et indlæg her om, eller ej.

Årsagen er, at jeg frygtede rigtig meget, at jeg ville blive fravalgt direkte som en mulig peek vinder, hvis dommerne fik med hvad jeg drømmer om, hvis jeg vandt.

Men så ramte det mig alligevel at, det her er sandheden, det her er mig, og det er dommernes ret til at vide hvad de får, hvis de synes om mig. Derfor vælger jeg at fortælle om mine fremtidsplaner her alligevel.

Jeg har længe haft ønsket om at få mig en paralicens. Jeg er i kategorien til at blive godkendt, og det eneste der har holdt mig fra det de sidste 2 år, er økonomien i det og at jeg havde (tildels stadig har) rigtig svært ved at acceptere at jeg måske er nødsaget til at få mig én.

Nu tænker i sikkert, hvorfor har du brug for en paralicens ? Du rider både jagter og spring og show, så kan du da ikke være handicappet?
Og det forstår jeg godt. Handicaps er ikke altid nemt at spotte for det blotte øje.

Personligt har jeg med årene været udsat for 2 biluheld. Disse biluheld udløste 2 diskusprolapser i nederste del af lænden, svær piskesmæld og nogle ryghvirvler der af og til har sit eget liv og dermed popper ind og ud. Samtidig har jeg Sheuermanns syndrom og som prikken over i’et, fik jeg i 2021 fjernet en tumor i ryggen, som dog nåede at beskadige min muskel i venstre side under skulderbladet.

Disse lidelser medfører at jeg er kronisk smerte patient. Jeg er vandt til daglige smerter, da jeg har levet med dem i mange år, men der er visse ting der er værre end andre.

F eks medfører mine mange rygskader, at mine ben er meget urolige. Jeg kan ikke sidde stille, da jeg mangler kræfterne ned til, i det min lænd blokere for det. Det betyder også at jeg er svagere i mine ben og derfor ikke kan bruge benene 100% som andre ryttere.

Derfor har jeg altid en pisk med når jeg rider. Den tjener mig som en forlænget arm og ben, hvor jeg hvis mine ben svigter, kan guide videre med pisken som min schenkel. Mine heste er heldigvis nogle jeg selv har tilredet, så de kender signalerne fuldt ud.
Noget der trigger mine ben til at blive svagere, er nedsidning i længere perioder i trav. Egentlig også galop, men der holder jeg meget længere. Dvs laver jeg for meget nedsidning i trav, er det der sker i min krop følgende;

Først kommer smerterne som en stråle smerte, fra lænden og ned i benene. Dernæst vender det om og går fra benene op til lænd, ryg og til sidst nakke. Fortsætter jeg herfra, bliver mine ben mere og mere følelses løse og til sidst kan jeg ej mærke dem, eller løfte dem. Jeg har flere gange kæmpet mig igennem LA programmerne, hvor jeg skulle have hjælp til at komme af hesten efterfølgende, og i længden er det bare ikke en god oplevelse for mig.

Derfor rider jeg også mest let ridning. Når jeg kan ride letridning og have min pisk med som hjælp, holder jeg meget længere. Ikke at jeg er smerte fri, eller sidder flot, men jeg har smerterne på det normale niveau, som jeg kan overleve.

Har jeg så ikke ondt til jagter og spring og på tur?
– Igen, jeg har altid smerter, men jeg skelner mellem de almindelige og de voldsomme. Når jeg rider spring, jagt eller tur, så er det ikke selve turen der rammer mig, i det jeg har skiftende stillinger og det meste foregår i enten skridt eller galop, samt let sæde eller letridning. Jeg kan derfor sagtens ride disse discipliner, og enda også bedre da de ikke påvirker mig fysisk som en god dressur time ville gøre.

Jeg bliver dog ramt dagen efter, hvor jeg godt kan mærke at jeg udfordrede min krop, men leve livet, det skal man have lov til, så må jeg tage konsekvensen med efterfølgende 🙂

Med en paralicens, ville jeg kunne få dispensation til dressur stævnerne, som så ville kunne tillade mig at jeg må ride med pisk og/eller ride letridning, hvor andre skal ride nedsidning, uden jeg må dømmes ned på det. Det er helt klart noget der ville gøre min tilstedeværelse nemmere på stævnebanerne, og også gøre at jeg ville være knap så tøvende med at melde mig til flere dressur stævner igen.

For en så ung kvinde som mig, er det dog svært at acceptere at jeg nok ender med en licens, for at kunne undgå unødvendige smerter. Selvom jeg har haft disse smerter så længe jeg kan huske, er det stadig som om det er et endegyldigt accept af at det aldrig bliver bedre, hvis jeg anskaffer mig sådan en licens. Men omvendt, så tror jeg også det netop er det der skal til, for at jeg kan fortsætte med blikket frem af, og holde fokus på målene.

Derfor, er drømmen om paralicens, en stor drøm for mig. Og hvis jeg endte med at få chancen efter peek, så er det noget af det første jeg ville gøre, så jeg kunne komme ud og vise hvad vi egentlig dur til, også på trods af handicap <3

Tak fordi i læste med. Stay awesome Ninjas // DD