Når ens klubkammerater ikke under én succes

Hej venner <3

Jeg er selv en type, der virkelig under folk det godt. Jeg har brugt ret meget krudt i mit voksne liv på at lære, at bare fordi andre er gode, gør det ikke mig dårligere. Med andre ord, så bliver jeg ikke bedre, bare fordi andre klarer det dårligt.

Det var jeg især nødt til at lære med min tidligere hest, Store. Han var ikke en roset-magnet og han fik ofte sådan middelmådige procenter på 63-65% selvom han gjorde alt hvad han kunne og ikke lavede fejl. Så jeg måtte lære at ride efter min egen følelse og acceptere præmissen om, at de andre højst sandsynligt ville få højere procenter end os.

Jeg ved godt at dressur ikke altid er den venligste sport, men alligevel er jeg særligt ved en enkelt episode blevet overrasket over, hvor udspekulerede og tarvelige folk kan være.

I en af mine tidligere klubber kom jeg ofte og red undervisning. Som en af de få i klubben var jeg dog ikke opstaldet på stedet.  Jeg aner ikke om det havde en betydning, men set i bakspejlet, kan jeg da godt se at der var en speciel stemning og at tilgangen til mig ikke var den samme som de opstaldede. Det var ikke noget jeg tænkte over dengang – jeg var nok bare naiv og jeg tænkte at vi alle jo var på samme hold når nu vi var klubkammerater.

Klubmesterskaber har jeg også altid tænkt på som en hyggelig social begivenhed, hvor man konkurrerer på en venlig måde og hvor det handler mere om at have en god dag med sin bedste firbenede ven. Sådan burde alle stævner måske være, men der er jo nogle, som er mere alvorlige.

Jeg havde for et par år siden glædet mig helt vildt til klubmesterskabet i den her klub. Store var fit for fight og i god form og jeg glædede mig til at komme og vise de ting, som vi havde trænet på. Og for at være helt ærlig, så håbede jeg selvfølgelig også på at kunne være med om placeringerne. Mesterskabet gik over 2 dage, hvor det samlede resultat var gældende. Mig og Store skulle ride MB0 – et program, som vi havde det rigtig godt med. Den første dag fik jeg en andenplads, men grundet en regnefejl i sekretariatet så det under præmieoverrækkelsen ud til at jeg havde fået en tredjeplads.

Og her hører jeg så hende, som havde fået førstepladsen sige til hende, der så ud til at have fået andenpladsen ”Se, i kunne jo sagtens klare det selv og i behøvede slet ikke mig til at komme og slå hende”. Jeg blev så chokeret at jeg blev helt lammet og jeg stod bare der og gloede. Jeg mødte troligt op til dag 2. Her vandt jeg klassen, men det var desværre ikke med stor nok margin til at vinde samlet. Vi blev samlet nr. 2 og det kan man jo roligt være enormt stolt af, men desværre det var slet ikke det, som fyldte i oplevelsen.

Jeg følte mig bagtalt, mobbet, hadet og helt vildt uretfærdigt behandlet. Derefter meldte jeg mig ud af klubben. Det var desværre de ting, der endte med at fylde mest. Og Store holdt jo selvfølgelig ikke evigt og jeg syntes faktisk at det var synd for ham, at hans vildt seje præstation ikke endte med at have fyldt mest.

Så hør nu her, venner! Lad os nu for syv søren bakke op om hinanden i den her sport. Vi dyrker en sport, hvor vi kun er på hold med vores hest, men derfor kan vi sagtens støtte og booste hinanden. Igen; man bliver altså ikke selv bedre af, at de andre klarer sig dårligt. Vores sport handler om meget mere end resultater. I min verden er det horsemanship, der betyder mest og det er lettere at være en god heste-ven, hvis man har en positiv og opløftende energi – både over for hestene men også ens medmennesker.

Møs møs og vær søde ved hinanden!