Dyrskuer, udstilling, avlsforening!

Jeg har haft en hyggelig, stille og rolig weekend her på efterskolen. Jeg har hygget mig med Sol, redet og haft staldhold. Her til aften modtog jeg en besked fra min gode veninde, Ellen. Hendes hest er lige nu skadet, og da hun ikke kommer op på skolen i dag, har jeg derfor lovet at trække en smule med den. Det minder mig sådan om det meste af min barndom, og om hvordan hele min interesse for heste opstod.

Jeg må nok hellere være ærlig

Det der jordarbejde og hestehviskning, telepati og så videre, det er nok ikke lige min favorit kop the. Til gengæld elsker jeg at lære Sol en masse tricks for tidsfordriv, fordi at jeg kan mærke at både hun og jeg, synes det er sjovt. Sol ér meget, meget lærenem. De fleste af de tricks hun kan, har hun lært på under en uge. Hun er så nem at arbejde fra jorden med, fordi hun er så forsigtig og bliver ikke helt skør i hovedet af godbidder. Det er dejligt. 

Jeg er virkelig blevet bidt af ridning som sport. Det er der ingen tvivl om. Der er så mange ting, jeg rigtigt gerne vil opnå – og jeg tror ikke at jeg ville være lige så motiveret som jeg er, hvis ikke der var sport i heste. 

Forstå mig ret

Jeg ELSKER, ELSKER, ELSKER alt ved at have hest. Jeg nyder staldarbejdet, fællesskabet, udviklingen og så videre. Derfor siger jeg ikke, at jeg ikke ville have hest, hvis ikke jeg havde mulighed for at ride. Så længe at jeg kan se, at der er mulighed for udvikling. Altså, at jeg kan opnå noget gennem det hårde arbejde. 

Min mors side af familien, har avlet shetlandsponyer så længe jeg kan huske. Jeg tror ikke selv, at jeg ville kunne have interessen for kun shetlandsponyer på den måde som de har. Jeg elsker at omgås ponyerne, men jeg tror at det i længden ville kede mig at have dem. Med mindre at jeg ville kunne bruge dem til løb eller andre former for konkurrencer. I vores familie bruges shetlandsponyerne til børn, der rider dem. Og til dyrskuer, vi har deltaget på, igennem hele mit liv. Ellers er det altså ikke fordi, at de laver meget mere end at gå og pynte samtidigt med at de ser nuttede ud! Hele min passion for heste, startede dengang jeg var bette og havde mig en shetlandspony. Jeg vil prøve at tage jer lidt med gennem min start på alt det her med heste. 

Barndomsbilleder!

Jeg tror, at den absolut mest interessante måde, at vise jer min voksende passion for heste, er gennem billeder. Jeg føler ikke selv, at jeg er vokset op blandt heste. Alligevel har jeg altid været omkring dem, så måske har hele miljøet alligevel farvet mig mere, end først antaget. Ikke at det er skidt, det er det bestemt ikke. Hahah.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har arvet interessen for avl

Jeg er vidst blevet bidt af en gal hest, og når jeg ser tilbage har jeg åbenbart været det hele livet. Jeg har ikke redet så længe, da jeg var en meget usikker rytter, da jeg var yngre. Først da jeg fik min kat. 3 pony, Felix, fik jeg faktisk sådan for alvor bid i ridesporten. Det var egentligt ham, der skabte interessen. Nu har jeg fået Sol, og skal også finde ud af, hvad jeg vil med hende. Jeg har faktisk overvejet at sætte hende i fol, for jeg gad godt prøve at farveavle nogle palomino-sportsponyer selv. Jeg har været heldig at få mulighed for at opleve især dressursport på helt tæt hold, da jeg både har redet på Broholm Rideklub og på Hovgaard Rideklub ved Dorthe Rohmann. Ja, og så har jeg jo sågar redet en weekend på Helgstrand, da Sol og jeg var på Sydbank Sommercamp – men det er jeg nu ikke helt sikker på, tæller. 

Dressur er nok der, hvor jeg synes at det er allermest interessant at lære. Jeg synes at dressursport er interessant, og jeg ved, at hvis jeg opnår drømmen om at avle og have heste, så skal det være heste, der kan rides på. 

Muligheder

Jeg er ikke en af de ponypiger, der er blevet kørt land og rige rundt til stævner. Tvært imod. Jeg har selv betalt, prioriteret og brugt mange timer på hårdt arbejde. For mig betyder det så meget nu, at jeg har set heste og hestesport fra den lidt hårdere side, end mange andre ponyryttere gør. Der har dælme aldrig været nogen kære mor, til at flette rosenknopper og at sadle op for mig. Så længe jeg husker, har jeg selv stået for ansvaret fra jorden omkring hestene. Ingen fodring, ingen mugning, ingen longering? Ingen ridning. Bom basta. Det er jeg taknemmelig for, at jeg har lært sådan.

Jeg håber i hvert fald, at det vil gavne mig i sidste ende. Jeg er meget sjældent nervøs omkring heste, efter at jeg har fået Sol. Hun har bestemt sat mit mod på prøve, og det vil jeg være forevigt taknemmelig for. 

Jeg håber at det har været hyggeligt at læse med! Følg med i Sols og min hverdag i stalden, her.