En drøm om at danne stævneekvipage (video!)

Da Sol blev min, var hun ikke redet. Hun havde haft sadel og rytter på nogen år forinden, men ellers havde hun bare stået på en fold sidenhen. Oprigtigt havde min mor fået hende helt rå, i bytte for to shetlandsponyer, og Sol skulle have været hendes projekt. Desværre gik mine forældre fra hinanden kort efter, og min mor blev alene med mine to småbrødre og jeg. Dengang var de vidst tre og fire år, mens jeg lige var fyldt otte. Først nu har jeg indset, at det må have været svært at stå med, helt alene. Derfor havde hun ikke tid til, at fortsætte arbejdet med Sol på samme måde som førhen. 

Så gik der altså en del år

Fem år og en flytning efter, kom Sol og nogle af shetlandsponyerne hjem. Jeg havde lånt min mormors lille treer islænderblanding, som jeg tossede rundt på, på græsplænen udenfor (og der var helt sikkert næsten lige så mange fald, som der var rideture. Jeg lærte virkelig tingene på den hårde måde, for jeg klarede det selv.)  Ham elskede jeg skyhøjt, og det var ham der oprigtigt startede min interesse for ridesport. 

Jeg har altid gerne ville ride stævner. Jeg var især meget inspireret af andre, dygtige ryttere på instagram. Og da mine kategori 3-ponyår var slut, vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg skulle stille op. Jeg var udmærket klar over, at jeg ikke bare lige kunne få en ny pony. Min lille, lidt naive barnehjerne måtte derfor finde en løsning – Sol stod på folden, med de andre ponyer. 

Jeg må bundærligt indrømme, at jeg var piv-ringe og skide bange

Jeg turde sådan set ikke engang skifte hendes dækken! Hun virkede så stor og voldsom, fordi hun altid har haft en lidt anden tænding, end hvad jeg ellers havde været vandt til. Man kan ihvertfald ikke løbe fra, at der er fuldblod i hende. Derudover var hun selvfølgelig usikker og urutineret. Hun har altid været meget påpasselig og har haft lidt løse bagben (jeps, de flyver stadig i mange retninger, hvis noget eller nogen kommer lidt for tæt bag hende) og desuden havde jeg ingen erfaring med rigtig ridesport. 

Og hvad gjorde jeg så?

Ja, jeg fik den tossede idé, at nu skulle Sol altså være min fremtidige stævnepony. Jeg havde slet ikke nogen forestilling om, hvad det skulle ende med at koste mig – men havde jeg haft det, er jeg heller ikke sikker på, at jeg nogensinde ville være gået i gang. Stille og roligt begyndte jeg at tage mig sammen. Først turde jeg begynde at strigle hende. Så kunne jeg lægge sadel på. Min første store udfordring var, at putte bid i munden på hende. Jeg var nemlig ikke nær så høj, som hun kunne løfte sit hoved. 

Min mor måtte klart hjælpe mig nogle gange. Specielt i starten, da jeg begyndte at longere Sol. Jeg turde simpelthen ikke, for Sol lærte hurtigt at hun kunne slippe med lidt rejehop og spark. Nu kan jeg godt se, at hun egentligt bare havde brug for lidt rammer – men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle sætte dem.

Hun løftede virkelig mit mod

Der blev lige pludselig bare så meget, jeg skulle opnå. Små skridt begyndte at føles som om, at jeg faktisk kunne noget. Et lille skridt for andre, var et koloenormt skridt for Sol og jeg. Det gav bare et kæmpe boost af selvtillid, når noget endelig lykkedes. Sidenhen har jeg haft rigtigt mange perioder med buk og stejl, som ikke har gjort mig nær så bange, fordi jeg hele tiden har skulle overvinde bølger af frygt. Nu vil jeg mene, at jeg tør det meste på og med Sol. Hun kan stadig reagere en gang imellem, og mine fejl bliver til vores fejl, fordi hun ikke har prøvet at være uddannet af en, som faktisk havde rutine. Der gik virkelig lang tid før, at jeg fandt knapper til rigtig galop, nedsidning og sidebevægelser. Alt sammen noget, som jeg har øvet mig på længe. Det meste af tiden uden undervisning, for det begyndte vi først at få, meget længe efter. 

https://www.instagram.com/tv/B9tTdvoh0NO/

Tak fordi du læste med. Du kan følge Sol og jegs udvikling på instagram her.