fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2022,  Riders NOTEBOOK

En ulykke kommer sjældent alene | part 1

Som nævnt i tidligere indlæg, vil jeg nu tage jer med på vores rejse det sidste halve års tid.

Det hele startede i februar, helt præcis den 15. februar 2022. Jeg kommer ud i stalden som jeg plejer, og ordner boks og foder som det første. Så kunne Robin også få en halv time mere på fold☺️
Herefter går jeg ud på marken for at hente ham ind, han kommer ikke imod mig som han plejer, men han kunne jo være lidt træt efter en hel dag på fold med sine 2 venner.

Jeg får snoren på ham og begynder at trække ham ind. Her kan jeg godt fornemme at noget er galt. Han går meget mere forsigtigt end han plejer, og virker lidt halt😣 Da vi kommer ud på gårdspladsen på fast bund er det MEGET tydeligt at han er halt🤦🏼‍♀️
Nå… men hvad filen er der så galt med dig lille hest… Jeg mærker efter hævelse, puls og varme i alle 4 ben og hove, men ingenting at finde her. Så alle 4 ben blev kølet ned med koldt vand for en sikkerheds skyld.

Morgenen efter tropper jeg op i stalden inden hestene blev lukket ud. Stadigvæk ingen hævelse eller varme i benene, men derimod har han en lille bule på venstre skulder og den er varm😢

Robin bliver sat på paddock med sig selv, og får ro de næste par dage.
Jeg er typen der altid lige ser tingene an inden jeg ringer til doktor dyr. (Er der tale om en akut eller alvorlig skade, så griber jeg selvfølgelig knoglen med det samme), så der gjorde jeg også her. Og heldigvis så Robin bedre ud dag for dag. I læbet af weekenden synes jeg dog at hans tilstand forblev den samme, så mandag den 21. februar fik doktor dyr et opkald, og ankom dagen efter👨‍⚕️🩺

Han gennemgik Robin og så ham mønstret på hård bund. Han kunne heller ikke finde noget i benene, og diagnosen blev en muskelskade/fibersprængning i skulderen. Vi fik smertestillende til ham, og der blev beordret ro🤕

De næste 3 uge foregik på paddock/sygefold og med lidt motion i form af en gåtur på banen i en halv times tid om dagen. Efter de 3 uger blev han kort longeret i skridt og trav for at kontrollere ham, og han var rengående, så han fik lov at komme med de andre på mark igen🙌
Dette resulterede desværre i at han 2 dage efter, kom haltende ind igen🤦🏼‍♀️ Nå… opkaldet denne gang gik til Ansager, så han kunne blive tjekket🏥 Så den 18. marts landede vi på Ansager til halthedsundersøgelse.

Robin fik udstyret på, og blev mønstret på hård bund samt longeret på blød og fast bund.

Herefter blev lagt blokade for at finde ud af hvor en evt. skade sad. Vente 10 minutter og herefter mønstring og longering igen.

Efter 3. blokade var årsagsområdet ikke fundet endnu, hvorfor vi blev sendt hjem og skulle komme retur om mandagen igen🐴

Vi kom retur om mandagen, og fortsatte hvor vi slap. Efter blokade nr. 4 i alt, var alle de store ledbånd og sener i venstre forben udelukket. Og om han så ikke var over 50% mindre halt i forhold til om fredagen, jf. måleudstyret😅 Diagnosen lød fortsat på muskelskade/fibersprængning i skulderen.

Så igen hjem og have ro de næste 2 uger, med let skridtmotion. Herefter skulle vi selv kontrollere  om han var halt, og han var heldigvis rengående i 3 gangarter 🙏🏻

For en sikkerheds skyld, fik han en ekstra uge kun med gåture for at være på den sikre side, inden vi påbegyndte genoptræningen☺️

———————————————-

Puha en lang smøre, jeg håber ikke jeg har tabt nogle i den lange tekst😂 Men bare rolig, vi er slet ikke færdige endnu. Glæd jer til part 2 som kommer inden længe 👍🏻

Tak fordi i læser med og følger vores PEEK🙏🏻

– Jannie

fb-share-icon

Mit navn er Jannie, jeg er 27 år og har redet siden jeg var 5 år gammel. Jeg har min skønne unghest Robin som er 5 år gammel, og arbejder til hverdag som revisor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *