Et skridt i den rigtige retning

I dag tog Arne og jeg til springundervisning for første gang siden den 15. november. Arne var jo halt et par dage i slutningen af november, og siden har vi skånet ham en del og ikke sprunget, da han skal holde i mange år. Vi havde egentlig tænkt, at vi skulle have været afsted allerede sidste uge, men da vi først lige var begyndt at galopere der igen, valgte vi at vente endnu en uge. Men nu har vi godt nok også glædet os til at komme i gang igen. Vi tog en lidt længere tur i dag op til Christian Petersen, da der ikke længere bliver holdt undervisning på stedet jeg plejer at komme (tak Corona…). De sidste par dage har Arne været sprængfyldt med energi, så jeg har haft en ret god fornemmelse af, at det nok skulle blive spændende i dag. Og mine forhåbninger blev helt sikkert indfriet! Det var et helt nyt sted, som hverken Arne eller jeg havde været før, og vi har heller aldrig fået undervisning af Christian før, så jeg var meget spændt. Men jeg kan kun sige, at jeg er helt ekstatisk efter dagens træning! Arne var så cool og sagde ingenting til den nye hal eller springene.

Vi startede undervisningen med nogle cavalettis på buet spor. Her fik jeg fornemmelsen af at have helt styr på ham og tempoet, inden vi for alvor gik i gang med at springe. Det virkede super godt, og jeg fik også bedre fornemmelse for afstandene og at lande i rigtig galop. Herefter skulle vi springe en kombination med 2 galopspring, hvor det første spring var et kryds, og det andet med et “gardinfyld”. Her var jeg især spændt på, hvordan Arne ville reagere på dette fyld, da han jo godt kan kigge lidt en gang imellem. Men igen levede han op til alle mine forhåbninger. Fløj lige over og tog det i stiv arm.

Og det var i det hele taget tendensen for hele undervisningen. Vi sprang kombination med et galopspring, bjælker og meget andet og Arne var som en drøm hele vejen igennem! Og jeg må også sige, at jeg faktisk er lidt stolt af mig selv. Jeg følte mig 100% tryg og i kontrol hele vejen igennem, og derfor kunne jeg også mærke, at jeg havde nemmere ved at ride ordentligt. Der var ikke et sekund, hvor jeg blev usikker eller følte, at det var for højt, da Christian var super god til at tage det i det tempo, der var nødvendigt. Det hele blev taget fra bunden af, og vi sprang ikke højere end, hvad der fungerede 100%. Det er nemlig det, som både Arne og jeg får selvtillid af, og i sidste ende er det jo altafgørende at have for at rykke sig.

Den her højde har jeg bedst styr på i lige nu, og med tiden, sagde han også, ville jeg sagtens kunne komme til at springe højere, da Arne uden tvivl har potientiale til det. Og hvor er det fedt at høre! Der var i hvert fald ingen tøven fra hverken hest eller pilots side. Det var så fedt at mærke at selv efter en måned, så er han ligeså cool og fed at springe på.

Derudover fik jeg også nogle konkrete ting med hjem, som især er noget, som jeg skal arbejde med. For eksempel skulle jeg øve min balance mere, og det er super rart at have noget at tage fat i også mellem springundervisningerne.

Det er absolut ikke sidste gang, vi tager op og springer ved ham, og forhåbentlig kan vi også komme afsted en gang mellem jul og nytår. Jeg fik vanvittig meget ud af den her undervisning, og jeg kan nærmest ikke vente med at komme op og springe på den aller sejeste Arne igen.