Felix’s tilridning #4 – Det er okay at spørge om hjælp

I løbet af Felix’s tilridning har jeg måtte sluge nogle kameler. Især det at jeg ikke ved og kan alle de ting som jeg havde håbet. Den nyeste har været at Felix faktisk er begyndt at trigge min rideangst…

Av den gjorde ondt, for Felix har snublet, løbet og småbukket uden at jeg egentligt har kunnet mærke noget til min angst. Men nu er vi nået det punkt, hvor Felix har brug for ekstra støtte. En støtte som jeg kan mærke at jeg ikke kan tilbyde ham, for får han ikke støtten bliver han frustreret, og så bukker han. Ikke som i “Nu smider jeg dig af”, men mere som i “Jeg er frustreret og ved ikke hvordan jeg ellers skal vise det så derfor løfter jeg lige mine bagben et par centimeter”. Det i sig selv er fint nok, men her han brug for at jeg bliver klar i mælet og viser vejen. I stedet fryser jeg, i frygt for at han løber, drejer eller går i vejret. Ting jeg aldrig har set ham gøre men angst er ikke altid logisk – desværre.

Derfor gik jeg nogle dage og overvejede hvad næste skridt skulle være. For skulle vi så bare pause indtil jeg selv fik mandet mig op, bare for at jeg stadig selv havde redet alt i ham. Eller skulle jeg bide min stolthed i mig og spørge om hjælp. For min egen selvtillid var valg nummer 1 oplagt, men for Felix var det klart valg nummer 2. Så valget var jo egentligt ikke så svært – og derfor har Felix fået en ny rytter for nu.

Alle sammen, mød Maria! Maria er en pige ude i den stald hvor Felix står, som har været så sød at hjælpe til. Hun er en typisk teenager der ikke er en skid bange for noget, og det er lige det vi har brug for. For når Felix bliver forvirret over hvad næste skridt er, så er Maria tydelig i sine signaler. Det har også betydet at første gang at Maria red på Felix endte de i skridt, trav og galop uden longe – noget jeg slet ikke havde troet at Felix ville kunne allerede, men han sprang bare så pænt frem i galop da han blev bedt om det, og var både nem at få frem og stoppe igen.

At se ham under en anden rytter gør mig ikke træt af at jeg ikke selv gjorde det. Tværtimod kan jeg mærke hvordan jeg revner lidt af stolthed, for det var trods alt mig der lagde grundstenene for hvor han er nu, men samtidigt er han også bare verdens bedste kammerat og verdens fineste pony og det elsker jeg ham for! Hvor er det altså fedt at have en pony under mine vinger som bare er én stor ja-hat, arbejdsvillig og mega lærenem.

Så var det jo slet ikke så svært at bede om hjælp. Og jeg står ikke tilbage og ser det som et nederlag – tværtimod. Det her var en sejr – en kæmpe en endda! Vi kom et stort trin videre i tilridningen, og jeg traf en beslutning der kom min pony til gode i stedet for at være stædig. Jeg accepterede mine mangler og rakte hånden ud, og heldigvis har jeg flok mega seje kvinder der er klar til at tage min hånd og hjælpe uden tøven.

Så tak for dig, Felix, og mega tak for jer tøser! Jeg har de ultimativt bedste veninder jeg kunne ønske mig <3