Fra føl til ridehest – en ide tager form

Det er jo oplagt, når man interesserer sig for og arbejder med avl, at man selv får et enkelt føl eller to. Jeg har altid ønsket mig at avle – ikke noget stort, og ikke for at tjene penge, men for oplevelsen af at følge sin hest helt fra inseminering til stævnestart. Der var dog mange overvejelser forbundet med det, hvor både tid og økonomi skulle ses efter i kanterne. Og lige pludselig stod jeg alligevel i en situation, hvor jeg lidt impulsivt fik insemineret min hest – og fik et føl, der endte med at blive et lille lys i mørket.

Comtesse

Jeg fik min første hest da jeg var 15 – en 4-års Dansk Varmblods-hoppe ved navn Comtesse. Måske en 4-års ikke var det bedste valg til en 15-årig, der kun havde haft parter og gået på rideskole, men hvem siger nej når muligheden for egen hest pludselig byder sig? Jeg gjorde ikke!

Comtessen, som jeg kaldte hende, var heldigvis verdens sødeste unghest. Jeg kendte hende godt, da jeg havde passet heste for hende, der havde hende i tilridning, og havde fået lov til at være lidt med i træningen. Vi havde mange gode år sammen, og selvom springning var vores yndlingsdisciplin red vi også meget tur, dressur, TREC og hvad vi ellers fandt på.

En alt for kort ridekarriere

Vi nåede at springe LC (100 cm) på distriktsplan – Comtessen var ikke udstyret med den største kapacitet, men havde et godt hjerte, og gjorde sit bedste for mig. Det holdt dog desværre ikke evigt. Stille og roligt blev hun mere og mere stiv i skuldrene i opvarmningen, og begyndte at have tendens til at skridte kort/lang på forbenene. Jeg blev selvfølgelig bekymret og kontaktede min dyrlæge – situationen var lidt ukendt for mig, for hun var ikke halt, blot stiv, og denne stivhed forsvandt efter  en 10 minutters opvarmning. Dyrlægen fortalte mig, at det passede med symptomerne på begyndende slidgigt – så længe det var konstant kunne vi godt se tiden an, men opstod der forværring krævede det nærmere undersøgelse og behandling. Lang foldtid, passende foder, en god smed og varieret motion kunne gøre meget for hende. Hun var trods alt ikke mere end 10-11 år på dette tidspunkt.

 

Men efteråret kom, og det blev ikke bedre – tværtimod. I november 2019 syntes jeg at stivheden var blevet til halthed, og vi fik en tid hos det nærmeste hestehospital til halthedsundersøgelse. Efter bøjeprøve, røntgen, blokader og scanning fik vi dommen: Gaffelbåndsskade på venstre forben.

Det var naturligvis ikke lige det, jeg havde drømt om. Dyrlægen var dog rimelig optimistisk, og gav mig en genoptræningsplan, jeg fulgte nøje. Derudover sørgede jeg for nok foldtid og ordentligt kvalitetsfoder – hun var temmelig trivelig, så hun fik Pavo Vital og en håndfuld müsli, så jeg var sikker på at hun var dækket ordentligt ind. Derudover flyttede hun til et sted, hvor ridebanerne var mere passende til en seneskade – dybt sand gavnede hende ikke.

Hvad med at sætte hende ifol?

Da genoptræningsplanen var færdiggjort, var det tid til kontrolscanning. Her blev både dyrlægen og jeg positivt overrasket – det så meget bedre ud end forventet! Jeg fik grønt lys for at ride normalt – og forsigtig, som man jo er, når man holder af sin hest, holdt jeg mig til planens sidste fase og øgede meget forsigtigt mængden af motion.

Der gik dog ikke mere end en måneds tid, før noget ikke var godt. Vi havde knap nået at øge mængden af ridning, så det var dybt frustrerende – jeg følte virkelig, at jeg havde gjort mit bedste. Jeg kontaktede dyrlægen igen. Hun spurgte mig, om jeg havde overvejet at sætte hende ifol. Måske halvandet års tid på fold som drægtig og efterfølgende med føl kunne gøre noget godt for hende – om ikke andet, hvis heller ikke det gjorde forskellen, kom hun sig måske aldrig.

Den perfekte hingst

Som sagt havde jeg altid ønsket mig et føl, og hingstevalg var ikke noget problem. Jeg kendte den perfekte hingst: Fidelio Ask! Han havde alt det, som jeg ønskede mig i en kommende hest, og komplementerede Comtessen perfekt. For at forbedre noget hos hende skulle vi bruge større rammer, mere smidighed og masser af kapacitet – han havde hele pakken. At han så også var udstyret med et super temperament præcis som hende var også kun et plus for en amatørrytter. Afsted med os og få Comtessen insemineret – og pludselig ventede vi vores første føl!