Fra føl til ridehest – træning af det unge føl

Vejen mod målet – den gode ridehest – starter allerede så snart føllet er født. De første timer og dage er føllets førstehåndsindtryk af mennesker, og her kan man virkelig gøre alting lettere for både en selv og føllet ved at starte træning tidligt op! Selvfølgelig kom jeg ikke gående med et longetov og ville lære Figaro at gå på volte, da han var 2 dage gammel. Den allervigtigste træning af føl er, ud fra mine erfaringer, at de lærer at stole på mennesker. Når en hest eller et føl først stoler på os, bliver alt fra daglig håndtering til smedbesøg og eventuel dyrlæge langt mere problemfrit.

Og hvordan gør man så det? Heste er jo flugtdyr. Nogle føl fødes med øjnene på stilke, klar til at gemme sig fra de der underlige tobenede. Andre er forsigtigt nysgerrige, og andre igen klar på leg fra dag 1. Selv synes jeg, at dem, der er forsigtige men nysgerrige er de letteste at arbejde med – her kan du på ganske kort tid lære føllet, at mennesker = nus de steder, der klør mest.

Figaro er en af dem, der nærmest lige efter fødslen syntes at mennesker var vældig underholdende. Det var ikke meget, jeg skulle nusse om Comtessen før han stod og smagte på mit tøj eller ville kløes. Og så var det bare med at komme i gang med at træne berøring af hele kroppen, løfte ben og få grime på.

 

Alt den tid, man bruger med sit føl, er godt givet ud! Bare det at sidde i boksen, strigle hoppen eller hilse på dem på folden giver meget mere end man tror. Føllet vænner sig til, at mennesker er en naturlig del af hverdagen, og ikke nødvendigvis stiller krav eller giver ormekure, hver gang man ser dem. Et føl som Figaro, der næsten lidt for hurtigt accepterede mennesker som tobenede legekammerater, skulle jeg dog være noget opmærksom på at sætte grænser for. Det så utrolig sødt ud, når han som 3 uger gammel kom galoperende hen imod mig og sprang frem i leg og ville bide eller skubbe – men forestil jer en 3-års hingsteplag på 175 i stang og 600 kg, der gør det samme.. Det bliver altså et nej tak herfra! Når de er så små, er det heldigvis relativt let at opdrage på dem. Hopperne sætter ofte et godt eksempel: De ser sure ud og skubber føllet væk eller napper dem. Figaro forstod naturligvis ikke skældud eller et surt ansigtsudtryk fra mig – men et skub væk, og at jeg gik i gang med noget andet, var tydeligt nok for ham.

Følskue

En af de ting, jeg havde glædet mig til ved at få et føl, var at komme til følskue! Der findes mange typer, både i race-regi, til dyrskuer eller hingstestationernes egne. Jeg valgte at tage til Stutteri Asks følchampionat, fordi det var dejlig tæt på og med fine faciliteter – en kort køretur for hestene og mulighed for opstaldning gør det noget mere overskueligt. Følskue er også en rigtig fin lejlighed til at få trænet noget forskelligt med sit føl. De skal kunne gå i snor, de skal strigles og måske pletvaskes, de skal kunne få grime af og på uden problemer, og de skal kunne læsses og køre en tur. Samtidig er det også en oplevelse for dem at komme i byen, og en god første oplevelse lægger som altid et solidt grundlag for flere gode oplevelser.

Figaro var mega cool! Dagene optil havde vi trænet lidt ekstra gåtur for lige at være sikker på, at det virkede. Han kunne både dreje og stoppe for pres i snoren, så jeg var godt tilfreds. Han gik direkte ind på gummifliserne på vaskepladsen med sin mor, da hun skulle vaskes dagen inden, og på selve dagen tog det knap to minutter at læsse ham – han skulle da ind og undersøge den der kasse med gummirampe på, selvfølgelig.

Til følskuet foregik det sådan, at han blev vist løs med sin mor i ridehuset, og derefter skulle alle hingsteføl ind og gå på ring til finaleudtagelse. Figaro havde utrolig meget energi, og holdt en kæmpe fest med flere buk end galopspring, til stor underholdning for både publikum og dommere! Han havde faktisk ikke engang tid til at blive fanget igen. Da de andre hingsteføl også var blevet fremvist, skulle vi alle sammen ind på en gang til finaleudtagelse. Også her var der fest, mente Figaro – og den gode opdragelse og træning af “gå pænt i snor” så vi ikke meget til. Det gjorde dog ikke så meget – han var glad og tilpas, og det var det vigtigste! Dommerne roste ham meget for hans energi, smidighed og galop, han gik videre til finalen og blev placeret som nr. 2 – så jeg var super stolt af ham.

Figaro vandt udover æren sin første roset og en spand med Pavo Podo Care vitaminer særligt til unge heste, som han blev rigtig glad for. Han sov rigtig tungt allerede fra om eftermiddagen – livet som stjerne er hårdt!