Handicappet for livet, på få minutter…

Dagen ingen havde set komme
Det er den 8 oktober 2014.
Jeg er på daværende tidspunkt 28 år, og har på det tidspunkt redet i 22 år.
Den dag i oktober, tager mit liv tager en radikal drejning, ingen ville have kunnet forudset, er jeg igang med at tilride en ung hoppe på 4 år. Jeg har arbejdet med hoppen et par uger, været der hvor jeg selv kunne stige op/ned samt ride t skridt, trav og galop selv.
Formiddagen startede som så mange andre dage. Jeg kommer på rideklubben med hoppen som står 300 meter fra rideklubben, sadler op og går i ridehallen med hende.
For at hun have lidt støtte da hun stadig var meget grøn i faget, som ridehest, så vælger jeg at ride bag en ældre hoppe, således hun bare skulle følge efter. Vi rider skridt, trav og galop og hun er super fin.
Vi rider rundt i trav på højre volte da hun trækker lidt forbi førehoppen og søger skråt igennem. Det er fint for mig så jeg følger med. Halvvejs over midten gør jeg klar til at skifte volten, ved at skifte diagonal og da vi nærmer os barrieren bliver hun usikker og på et splitsekund tager hun hovedet ned og drejer til højre.
Jeg falder af og lander på min venstre skulder og venstre hofte, jeg bliver slynget rundt 2 omgange, rammer ind i barrieren og ALT luft er slået ud af mig. Jeg forsøger at rejse mig og få luft, men det er helt umuligt og jeg må derfor ned at ligge igen.

Hoppen spæner rundt i fuld galop, bukker en enkelt gang efter stigebøjlerne og er egenligt bare frisk og glad for den uventede løbetur. Hun løber flere gange meget tæt forbi mig mens jeg ligger i bunden af ridehuset og forsøger at få luft. Vores berider, som red på førehesten er nu hoppet af for, at hjælpe mig på benene og siger lidt små grinende “skal vi have fat i en ambulance?” for at lette stemningen lidt. Jeg ryster på hovedet og siger jeg gerne vil op på hoppen igen når jeg lige har fået luft.
En af pigerne i stalden er kommet ind i ridhallen og trækker nu rundt med hoppen. Da jeg igen skal op på hende igen, kan jeg godt mærke at det ikke er for godt omme i min ryg. Omvendt tænker jeg for mig selv, at man må jo forvente at man slår sig når man falder af. Hoppen er rolig da jeg skal op igen.
Det er kun muligt for mig at skridte og trave ganske lidt pga af stærke smerter. Jeg bliver hjulpet ned af hende igen og siger til vores berider og dem i stalden at jeg lige vil gå hjem med hoppen for så, at komme igen og ride min egen.

Lammelsen der kommer snigende
Der er ca 300 meter ned til der hvor hoppen står opstaldet. Jeg går stille afsted og forsøger mærkeligt nok, at bevæge mig mindst muligt. Jeg når ikke ret langt før jeg får svært ved at gå og i takt med jeg går, bliver jeg mere og mere lammet i hele venstre side af kroppen. Det går nu op for mig at der er noget helt galt.
Jeg får mig kæmpet ned i stalden med hoppen, jeg er alene i stalden og jeg skal hilse at sige det er noget af en opgave at få trensen af en unghest med en arm.  😛
Efterfølgende ringer jeg til skadestuen for at fortælle hvad der er sket og at det nok er bedst jeg lige kommer op til et lille tjek.
På det her tidspunkt er jeg nok så høj at adrenalin, at jeg har mistet min realitetssans efter som jeg tror på at jeg selv kan køre på skadestuen, på trods af halvdelen af kroppen hænger, slap som en karklud
Den rare sygeplejerske er heldigvis ikke til at diskutere med og selvom jeg flere gange nægter, at de må sende en ambulance er det lige nøjagtigt hvad hun gør.
Der er bare et lille bitte problem og det er jeg pludselig ikke kan huske hvor jeg er :-O

Fuld udrykning og fart på
Ambulancen kommer med udrykning – jeg kan høre den længe inden jeg kan se den.

På opfordring af den rare sygeplejerske står jeg op af husmuren på stalden for ikke at besvime af smerter, lige med et kommer ambulancen susende forbi…. Jeg kan stort set ikke flytte mig mere da hele venstre side er helt lammet så siger til sygeplejersken at ambulancen er kørt forbi mig. På en aller anden fantastisk måde får sygeplejersken ambulancen omdirigeret tilbage til mig.
Ambulancerederne har en del besvær med at spænde mig på spineboardet da jeg ikke kunne ligges ned. Jeg får spinebordet spændt på ryggen alt i mens jeg står op. Jeg husker tydeligt følelsen af passiviseret skildpadde da jeg står der med boardet og halskrave på 😛
Inde i ambulancen insistere de på at klippe ridestøvler, dunjakke og alt mit tøj op. Vi køre ikke ret langt før der kommer en akutbil og lægen tilser mig, giver rigeligt med smertestillende og så går det ellers i fuld udrykning mod Åbenrå sygehus.

Fejl diagnosen
Jeg kommer ind som et traume og kommer både i røgten og MR scanner.
Undersøgelserne viser overraskende nok at jeg ike eftersigende ikke fejler noget. Da lægen fortæller mig det kan jeg ikke tror mine egne øre. Jeg kan føle der er noget helt galt og på trods af jeg prøver at modargumentere så påskønner han mit “fald” lammelsen.
Beskeden er at der vil komme en fys og hjælpe mig i tøjet og så vil de ringe efter en taxa. Jeg er måles men kan hverken gøre fra eller til.
Der kommer en sygeplejerske og giver mig en del morfin således fyssen kan få mig i tøjet om lidt.
Jeg falder i søvn… jeg vågner kl 23.30 ved at der står en lille tryk læge ved fodenden af min seng. Han løfter brillerne og udbryder ” hvad laver du her unge dame?”, jeg er omtumlet og svare at jeg må være faldet i søvn mens jeg ventede på fyssen.
Han gør mig det klart at der ikke kommer flere fysser i dag så han vil finde en sengestue til mig natten over.

Diagnosen ingen ønsker sig
Næste formiddag vågner jeg ved der står en del sygeplejerske omkring min seng. De fortæller de er bekymrede for mig da jeg stadig er lammet i venstre side og ikke har rørt på mig på trods af de har været inde og give morfin om natten og heller ikke under morgenmaden. Der bliver besluttet jeg skal i MR scanner hurtigst muligt.
Her finder de 3 brud på ryggen, to rygmarvsskader, en diskusprolaps, et piskesmeld samt store indre blødninger i bækkenet :-O

På 3 dagen begynder min førelighed langsomt at komme tilbage. Jeg er efterfølgende meget dårligt gående og der er mange funktioner der er gået tabt. Feks. virker min blærer ikke mere, jeg har fået spasmer i venstre arm og ben, vejrtrækningen er dårlig mm. hvilket er grundet mine skader på rygmarven.
Jeg er indlagt i 16 dage.

Sengeliggende i 7 mdr
Hjemme er jeg blevet installeret i en sygehusseng i vores stue. Jeg er sengeliggende 23 timer i døgnet på nær når jeg skal på badeværelset. Jeg er bevilliget hjemmehjælp 24 timer i døgnet, men er yderst heldig at min mor og min kæreste skiftet til at være hos mig og passe mig med alt hvad det kræver.
Jeg er udstyret med 2 korsetter for at ryggen bliver stivet af.
Omkring december begynder der at komme en fysioterapeut hjem til mig og træne min gang funktion.
Hold nu K****det har kostet blod, sved og tårer at komme op og gå igen. I første omkring bliver jeg gående med to krykker.
Det er en rigtig hård tid, hvor eneste indhold i dagligdagen er træningerne med fysioterapeuten.
Jeg husker ikke de første 4 mdr. af min skade da jeg har været så dopet med morfin, nervemedicin, beroligende mm.
og gudskelov faktisk.
Under hele min periode som sengeliggende taber jeg over 20 kilo og ligner faktisk mest af alt et spøgelse, da jeg ikke har fået sollys i over et halvt år.

Jeg er super taknemlig for alle jer der har hjulpet og besøgt mig i denne tid <3

Min hverdag i dag
Nu er det jo så godt som 5 år siden min ulykke skete og mentalt er jeg kommet rigtig langt i forhold til at acceptere min situation.
Mine fysiske mén kan jeg desværre ikke gøre så meget ved, ud over jeg kan forsøge at leve med det på bedste vis.
Min situation er at jeg har et kronisk brud på ryggen, der desværre aldrig helede igen og så volder mine rygmarvsskader mig rigtig mange problemer. Jeg er super taknemlig for jeg kan gå igen, dog bliver jeg hurtigt udmattet pga. smerter, spasmer og nedsat kraften så i løbet af dagen gør jeg gerne brug af min kørestol.
Jeg kan ikke længere passe et fuldtidsarbejde desværre, men så kan jeg så meget andet. 🙂

Mit liv har ændret sig radikalt, men jeg er glad for at være i live, være selvstændig og forsøger at få det bedste u af hverdag

Nu sidder du nok og tænker: mon hun rider igen? Og til det kan jeg sige ja det gør jeg 😀
– Men det må i hører mere til i et andet indlæg.