Dressur,  ECCO,  Pavo

Må man presse sit barn?

Selvfølgelig må man det!

-Eller hvad?

 

Det er i hvert fald et spørgsmål jeg mange gange har stillet mig selv. Min datter er 6 år gammel og fik sin første pony for to år siden. I weekenden startede de deres første rigtige stævne sammen og det var ALDRIG lykkedes uden pres!

Men havde det så været bedre at vente???

Jeg vil våge at påstå at der ikke er et endegyldigt svar på det spørgsmål, for børn og familier er forskellige. Mennnnn…… jeg vil samtidig påstå at børn vokser af at lykkedes og at de på samme måde som os har brug for, at blive udfordret og til tider presset om du vil.

 

Selv om jeg mener det, så bliver jeg alligevel i tvivl fra tid til anden om jeg presser for meget. Faktisk sagde Sia direkte til mig i sidste uge “mor du presser mig!” Og det havde hun faktisk ret I. Vi øvede os i at ride program og var kun nået til den første overgang fra skridt til trav før jeg stoppede hende og bad hende om at starte forfra. Faktisk skete det ikke kun en gang, men hele tre gange blev hun stoppet i samme øvelse og fik at vide at hun skulle forberede sig og sparke endnu mere til Celton end hun allerede gjorde, selv om hun havde sine korte ben i mod sig!

Måske var det for meget at stoppe en 6-årig tre gange i træk i samme øvelse, men ikke desto mindre valgte jeg at gøre det, fordi jeg tænkte at det ville være godt for hende på sigt!  Jeg vidste jo hvor ked af det hun vil blive hvis hun kom afsted til stævnet og ikke kunne få ham i trav! Så derfor besluttede jeg det var bedre for hende at tage kampen hjemme???

 

Tvivlen forsvinder aldrig helt.

Men hvad er det så der gør at jeg bliver i tvivl? Jo det er nu nok at jeg nogen gange kommer til at tænke på, hvis ambition det er jeg handler på? Hvorfor er det egentlig hun skal ride? Prøver jeg at få hende til at udleve alle de “pony drømme” jeg ikke selv nåede? Forsøger jeg at skabe den stjerne jeg aldrig selv bliver? eller er det bare en sund interesse som vi som mor og datter deler på ligefor med andre sportsgrene som for eksempel spejder, ballet eller gymnastik?

Det er ikke nogen hemmelighed at det ikke var hende der kom og bad om at få en pony. Det var mig der godt kunne tænke mig at hun skulle have en. Selvfølge var hun med på ideen, men hvilken pige på 4 år siger “nej tak” til at få sin helt egen pony?….Så når jeg nu selv “med ført hånd” har trukket hende ind i pony verdenen, fordi jeg selv synes at det er det mest fantastiske, hvor meget ansvar og motivation kan jeg så forlange?

 

Jeg prøver at give hende det bedste jeg kan.

Jeg vil selvfølgelig elske hvis hun fremadrettet får en masse succes med sin pony og som ponyrytter generelt – ingen tvivl om det. Det der med at have en interesse, sætte mål, nå dem og fejre enge succeser tænker jeg er sundt for de fleste – OGSÅ FOR BØRN!!!  Samtidig er det min stærke overbevisning at man som “pony pige” lære mange gode værdier, som man også kan tage sig med videre i livet. Men der skal selvfølgelig være en balance idet og det er her det store forældre ansvar træder i spil. Der er ingen tvivl om at det for Sia er svært når ting ikke lykkedes, hun rummer en stor perfektionisme og meget let til nederlagsfølelse. Hun er stædig, viljestærk og huser et temperament der både kan præstere en boblende og fjollende glæde men også svær irritation og kortvarig opgivenhed.

 

Så… her kommer svaret:

Hvor meget må man så presse sine børn?

Børn er jo selvfølgelig forskellige, men hjemme hos os er jeg kommet frem til følgende:

 

Sia elsker sin pony, hun elsker at være dygtig, hun elsker at lære og at lykkedes. Hun hader at føle sig dårlig eller ikke god nok. Hun elsker at være bedst, elsket og beundret. Hun hader at blive rettet og få at vide hun gør forkert! Så mon ikke hun har det på præcis samme måde som mange af os andre? Forskellen er bare at hun kun er 6 år. Det betyder ikke at kun skal total skånes for alle de negative følelser og kun placeres på en pedestal! Men det betyder at hun skal have hjælp til at rumme det svære og kun have det i mindre bidder ad gangen. Det svære må gerne være der for det er med til at føre til udvikling som hun senere kan glædes over! Det må bare ikke fylde for meget og derfor er jeg kommet frem til følgende:

 

Jeg kan presse hende ALT det JEG SELV ORKER!!!

-Det kræver bare at jeg samtidig sørger for dobbelt op på ros, fjol, leg og forståelse!!

Derfor sørger jeg for eksempel altid for, at jeg 10 gange fortæller hende at hun er fantastisk inden jeg en gang fortæller hende at den øvelse hun lavede var “dårlig”. Nå hun lære noget nyt som jeg ved er svært, sørger jeg for at forberede hende på at det er SVÆRT og dertil bruger jeg ofte Celton som “undskyldning”. Helt konkret siger jeg fx. “Nu skal vi prøve om Celton kan lære noget meget svært”, dermed har jeg allerede fortalt hende at jeg ikke regner med at det lykkedes i første forsøg og at hvis ikke det lykkedes så er det ikke hendes skyld, men bare fordi det er svært for Celton. En anden ting jeg gør rigtig meget er at “tale for Celton”. Med bedste “pony stemme” imiterer jeg tit at jeg er Celton og taler med Sia om det hun kan gøre anderledes. “Øhhhh Siaaaaa….. det der skåt igennem er lidt svært altså….. Kan du ikke prøve at tage den ene hånd lidt ud til siden og styre mellem bogstaverne så tror jeg det er nemmere for mig at ramme??. Så lover jeg at gøre mig så umage jeg kan!”. Nogen gange er Celton også fræk “så fortæller han vittigheder og historier om sine grise venner” som vi engang mødte på da vi var ude og ride en tur i området…

– OG SIDST MEN IKKE MINDST,

SÅ LAVER VI ALT MULIGT ANDET MED HESTE OG OMKRING HESTE END AT RIDE!!

se fx. her hvordan vi bager hestebolcher og enhjørning småkager!

 

Hvad tænker du?…

Først og fremmest tak fordi du læste med. Det er så rart at dele sine tanker med nogen. Gad vide om der er andre der kender til samme “tvivl” som mig? Hvordan takler du det mon? Hvilke overvejelser har du? Er jeg for hård? Er det det rigtige? Skal hun bare strigle og have trækture? Skal hun skånes for nederlag? Hvad laver du med dine børn? Hvad laver din mor med dig? Hvem har været speciel og motiverende for dit rideliv?

 

Har du lyst til at dele, såvel jeg blive meget meget glad!!!

Rigtig dejlig dag til dig og alle dine kære…

 

Har du lyst kan du se endnu mere til Sia og os på min instagram profil…. Den finder du lige her…

______________________________________________________________

Hvis du også kunne have lyst er her en samlet oversigt med link til de indlæg jeg til nu har skrevet i forbindelse med Peek konkurrencen…. :0) Jeg ville blive meget glad hvis I ville følge med på denne rejse!

#1 – Peek – Tilbage til eventyret! (video)

#2 – Vi vandt over fluerne, men table klassen (video)

#3 – Ja tak! -en hest med tænding. (video)

#4 – Tilridning af søhest! (Sjov Video)

#5 – Gribskovmester 2019 – SÅDAN! (video)

#6 – Hjemmelavet hygge. (Video)

#7 – Bør’ man stikke en rask hest?

#8 – Jeg kryber til korset!

#9 – Forsiden af din krop er stærkest!

#10 – Holdet er sat til DM!

#11 – Må man presse sit barn?

#12 – #1 DM video blog (video)

#13 – #2 DM video blog (video)

#14 – #3 DM video blog (video)

 

Hej med dig.... Du kender mig højest sandsynligt ikke, men det kommer du måske til hvis du har lyst til at følge lidt med her på bloggen... For at du får en lille fornemmelse af hvem jeg er vil jeg lige benytte lejligheden til at fortælle dig det grundlæggende. Jeg hedder Rie Obling og er i skrivende stund 37 år gammel. Jeg har redet siden jeg var 9 år og købte selv min første pony (Lotte) da jeg var 12 år gammel. Selv om nogen måske vil mene at jeg er ved at være for gammel til den slags, så går jeg som så mange andre ridepiger med en indre drøm om en dag at ride grand prix. Måske lykkedes det en dag, måske ikke. Det vil kun tiden vise... Så følg med her på blogge så ser vi om min drøm en dag bliver til virkelighed....

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *