Hvorfor skamme sig over ridesport?

Vi har alle mødt fordomme og bebrejdende blikke, når vi har fortalt at vores passion er ridesport. I ridning er det ikke nødvendigt at holde sig gode venner med et hold, på samme måde som det er i holdsporte som eksempelvis fodbold. Derfor kan det blive meget individuelt og til tider ensomt at være rytter. 

Fordomme…

De seneste par år, er de fleste af mine gode, gamle hesteveninder stoppet med at ride. Én ting er, at nye interesser dannes i teenageårene, og man måske prioriterer sin tid anderledes end hvad man gjorde da man var yngre. Jeg tror dog også, at de fordomme man må lægge ører til som hestepige, skræmmer en hel masse unge væk fra ridesporten. Hestepiger er ofte dem, der bliver lavet jokes om. Dem, der ikke bliver inviteret med til aktiviteter i fritiden (fordi vi simpelthen ikke har tid) og dem, som ses som barnlige. Jeg tror ikke, at hestepiger er mere barnlige end andre unge. Tvært imod, tror jeg at ridesport modner os, fordi vi påtager os et så stort ansvar for et andet levende væsen. Vi får en mission om at bevise, at vi kan klare hårde udfordringer, fysisk og mentalt. I ridesport findes der bare ingen “kære-mor” funktion. 

Det er jo ikke meningen!

Både i og udenfor ridesporten, kan det være svært at blive accepteret. Specielt i de forskellige discipliner, hører man fordomme om hinanden. “Springryttere kan ikke ride”, “Dressurryttere er så snobbede” og mange andre ting, er noget af det man kan blive mødt med. Det er mega ærgerligt, specielt fordi vi i ridesport ikke har holdkammerater til at opmuntre os, som i andre sportsgrene. Det kræver virkelig at man er dedikeret hvis man vil blive til noget. Der er ikke altid nogen, som siger: “ej, kom igen, næste gang lykkes det” – derfor er det ens eget ansvar at prøve igen, igen og igen.

En weekend for længe siden, underviste Daniel Bachmann en masse ryttere på Hovgaard. Jeg selv havde desværre ikke mulighed for at ride ved ham (og jeg ville måske heller ikke have haft fået det samme ud af det, som de mange dygtigere ryttere, der red der) men jeg skal lige love for, at jeg blev barriererytter hele weekenden. Det var bestemt også lærerigt. Jeg tog nogen vigtige værdier med mig derfra. Specielt var der et tidspunkt hvor han nævnte, at hvis man prøvede noget, og det gentagende gange ikke lykkedes, skulle man prøve noget nyt. Det synes jeg i hvert fald var inspirerende, og det er noget jeg vil huske. 

Det handler om os selv

Uanset om vi vil indrømme det eller ej, er en stor del af ridesport, noget blærerøvs-snak. Alle vil bevise, at de er blevet til noget. Hvordan de har udviklet sig. På en måde synes jeg, at det er fuldstændig fantastisk at vi kan stræbe sådan efter at forbedre os. Jeg er dog bange for, at det påvirker mange til at tro, at de ikke er gode nok. Det bliver lidt en kamp om at bevise sit værd. Langt de fleste holder med den bedste. Altså den, der altid vinder til stævner og hvad ellers han/hun deltager i. Måske føler dem med mindre udvalg af muligheder sig en smule glemt. Det ved jeg ikke, men det kunne jeg forestille mig. 

Tak for at læse med. Følg Sol og jeg på instagram her.