Ingen hest – ingen knæ

Som overskriften nok giver væk, så skal det her indlæg handle om mine knæ. Jeg blev nemlig i mine tidlige teenageår tjekket af mine læger efter flere år med ubehag ved løb. I starten var dommen at det vokser de fleste piger fra, men eftersom at mit fortsatte måtte vi igang med en mere gennemgående gennemgang af mine knæ. Desværre lød dommen på 2 dårlige knæ der ikke kunne fikses.

Jeg tænkte først det ikke skulle stoppe mig, så nogle år efter startede jeg til fodbold, men eftersom at mine knæ ikke kan holde til hverken løb eller hop, så var det en meget kort karriere. Faktisk ‘forbød’ min læge mig at løbe, da mine knæ ikke ville kunne klare presset, men rådede mig derfor til enten at cykle, svømme eller ride. Eftersom jeg altid har gået til ridning og elsket heste, og eftersom at jeg hverken kan svømme eller holde til cykling da mine knæskaller forskubber sig, jamen så var løsningen selvfølgelig en masse hest.

Jeg kan tydeligt mærke når jeg har haft for lange pauser fra ridningen, for så kan jeg næsten ikke engang tage trapperne op til vores lejlighed uden at ømme mig, og vi bor altså kun på første sal.. Samtidigt kan jeg også tydeligt mærke når jeg rider for meget med sadel, da mine knæ også bliver belastet af at jeg spænder så meget i hele benet for at holde bøjlerne på. Det er dog blevet bedre med årene med nogle hjælpemidler, og det vil jeg komme ind på i dette indlæg.

Der er nok mange af jer der kender de her smarte stigbøjler. Det er de ‘berømte’ Bow Balance bøjler fra Herman Sprenger. Det er de bøjler rigtig mange med knæproblemer sværger til, så da jeg fik økonomien til det for 3 år siden købte jeg mig selv et par. Det er hånden på hjertet noget af det bedste udstyr jeg ejer, for nu bliver mine knæ aflastet på en helt anden måde når vi rider dressur. Førhen måtte jeg slippe bøjlerne undervejs i ridningen, men nu bemærker jeg stortset ikke jeg har dem på.

At jeg så stadig hader at ride med sadel og glædeligt rider uden – både for comfort, nærvær og at Skåne mine knæ – det er en anden sag 😉

Udover at bruge mine Bow Balance, så er jeg også begyndt at bruge Catagos Fir Tech knæbind når det er rigtig slemt. Jeg har aldrig rigtig troet fuldt og fast på det hvis jeg skal være ærlig. Det lød som noget hokus pokus og de 250,- kunne jeg altså bruge på noget mere fornuftigt. Det fungerede jo fint med at smøre mine knæ ind i Volteren, forbinde dem fuldstændig op og sove med dem højt, ikke?

Det var så indtil jeg var til VM i Herning og smuttede forbi standen hvor der blev solgt Catago. Jeg tænkte det ikke skadede noget at prøve, så jeg købte mig et knæbind med hjem, for mine knæ var fuldstændig ødelagte efter at have gået og stået så meget. Om natten puttede jeg derfor mit knæbind på og forventede at stå op med et lige så ødelagt knæ dagen efter. Normalvis kan jrg næsten ikke bukke mine knæ på de helt slemme dage, for slet ikke at kunne tage trapper eller noget andet hårdt for knæene – så da jeg stod op og ingen smerter havde og hævelsen var fuldstændig væk må jeg indrømme at jeg følte mig noget dum. Tænk at jeg ikke havde købt det her noget før!

Catagos Fir Tech serie bliver i hvert fald noget jeg sværger til – og jeg skal helt sikket have fingrene i en masse andet fra deres serie når jeg engang kommer væk fra min elevløn, for udover 2 utroligt dårlige knæ døjer jeg også med min ryg, ankler og håndled. Sådan en rigtig dårlig kombi når alting bare gør ondt, så hvis jeg kan lindre det den mindste smule så er det helt klart det værd!

Heldigvis har ridning hjulpet mig utroligt meget med i hvert fald knæ-delen. Jeg får trænet mine muskler i knæene og holdt dem ved lige, og især her når det bliver koldt er det ekstra vigtigt for mig at komme afsted i stalden, for rider jeg ikke i bare 2 uger kan det allerede mærkes tydeligt i mine knæ. Jeg er i hvert fald sikker på at Buller – og nu Felix – er grunden til at jeg generelt har flest gode end dårlige dage med mine knæ, så for mit vedkommende hedder det sig “ingen hest – ingen knæ”.