Det er bare en hest!

Det er en sætning som mange hestemennesker helt sikkert har fået klasket i hovedet, før eller siden. En sætning jeg personligt vil komme til livs i dette indlæg.

For folk der ikke har hest, er hest en luksus vare. Et ‘en hest er ikke en menneskeret’ produkt. Et “bare” som man nemt kan og bør skille sig af med, i svære situationer.

Jeg har været offer for denne sætning og tankegang, rigtig mange gange de seneste år. Det er ingen hemmelighed, at siden jeg blev sygemeldt, var økonomien ikke som den plejede. Det der før var nemt, var nu noget der krævede at vende hver en krone, for at få til at gå op. Der skulle tænkes i spare mode og gøres op i lister med “need to have”og“nice to have” for at få det til at gå op. Der måtte prioriteres udstyr, forsikringer, stævner. Jeg måtte undvære til mig, for at kunne få ‘ned to have’. Generelt blev alt, som jeg kendte det, nød til at skiftes ud, for at jeg kunne beholde mine heste. Dette har resulteret i at jeg ofte sidder stramt i det, noget som nogle venner, bekendte og enda fremmede har en mening om at jeg ikke måtte ytre mig omkring, at kunne være svært. Når jeg ytrede mig omkring ‘jeg er bange for at miste dem’ kom sætningerne som ‘det er bare en hest, det er ikke en menneskeret, du kan bare sælge dem og købe en ny når økonomien er bedre’.

Svaret er: Nej. For mig er det ikke bare en hest. Jeg kan ikke bare sælge dem. Jeg kan og vil ikke bare give op. Og jeg er da slet ikke interesseret i at sælge mine, og så anskaffe en ny senere. Det er jo ikke heste i sig selv, som jeg elsker så ufatteligt højt. Det er MINE heste, som jeg har nu.

Jeg kan af og til godt undre mig over denne mentalitet. Jeg har aldrig hørt nogen sige ‘det er bare en hund, sælg den’ Eller ‘det er bare et barn, sæt det til adoption’ når økonomien væltede for folk. Okay, sidst nævnte, der ved jeg godt at jeg træder folk over tæerne, da folk med børn oftest mener at det bestemt ikke kan sammenlignes at have børn kontra dyr. Jeg har selv barn OG dyr, og korrekt, jeg vil altid vælge mit barn over alt, det er ham jeg elsker mest i denne verden. Men mine dyr elsker jeg næsten lige så højt, blot på en anden måde.

Vi kan hurtige blive enige om, at havde jeg anskaffet mig mine nuværende heste imens jeg havde nuværende situation med økonomien, så ville jeg forså folket. Det ville jeg selv finde yderst selvforskyldt og netop fratage mig retten til at ‘brokke’ mig over det er stramt og frygte jeg mister dem. I mit tilfælde blev de anskaffet da jeg havde en fin økonomi. Da jeg var rask og med en fremtid i sigte, der ikke kun hed flex job. Nu er de der. Nu har jeg dem som en del af min familie. Nu elsker jeg dem. Så nej, nu er det ikke ‘bare’ at sælge som om de var en bil, man bare kunne købe en ny model af senere. Skulle de mod forventning dø her og nu, så ville jeg heller ej anskaffe mig nye, før min situation så anderledes ud. Samt jeg ville nøjes med én. Bagklog kan man altid være. Ingen er herre over ens fremtid, i mit tilfælde var min historie ment til at tage en anden drejning, end den jeg havde i sinde at skrive for mig selv. Det er straf nok, at være endt i sådan en situation, uden det var min egen skyld, jeg ønsker ikke afstraffelsen i at miste det sidste jeg har tilbage inden det gik galt.

Længe har jeg været fri for den type kommentarer, og er det stadig, men angsten for at få dem igen, er så småt begyndt at bluse op igen. Danmarks inflation har naturligvis også ramt mig. For en som mig, der i forvejen skulle kæmpe for at få det hele til at fungere, har den ramt rigtig, rigtig hårdt. Og jeg er ramt af en større angst end nogensinde, for at miste det sidste der betyder noget for mig (på nær min familie, men i forstår hvad jeg mener) og som jeg har brug for, for at fungere både fysisk og psykisk, som jeg har kæmpet og stadig kæmper så hårdt for at beholde i mit liv.  Men den utryghed, føler jeg at jeg ikke kan ytre mig omkring, på nær til mine aller nærmeste venner og familie. For flertallet, forstår det ikke. Og det behøver de såmænd heller ikke, hvis de så bare ville respektere det.

Jeg har heldigvis fantastiske venner og familie, som har det som mig. Som forstår frygten, fordi de selv har det med deres dyr, deres hobby eller lign. Der derfor kan sætte sig ind i mit sind og betydningen for mig. Folk der forstår mig så godt, at de beroligere med ord som ‘vi finder en løsning sammen’ og enda folk der hjælper mig med løsninger, så jeg kan kæmpe videre.

For mig er mine heste, ikke bare heste. De er mine pels børn. De holder mit mod og livsgnist oppe. De holder mig i live, både fysisk og psykisk. Og jeg kan ikke tåle at miste dem til noget som ‘salg’. Døden er en anden ting, døden er vi ej herre over. Men at sælge mine heste, ville svare til at sætte mit barn til adoption. Noget jeg aldrig ville kunne affinde mig med. Noget der ville knække mig fuldstændig. Og jeg ved jeg ikke er alene med den følelse, om det for andre så er deres hund, kat eller skildpadde, så er der flere der ved præcis hvad jeg mener.

Nu valgte jeg at ytre det alligevel. Livet er hårdt. Kampen for ikke at miste er endnu hårdere. Dem der sidder eller har sat i samme situation, forstår hvad jeg mener. Og jeg mener det er på tide at folk også prøver acceptere, at det ikke ‘bare’ er en hest for alle. For mange af os, er det meget, meget mere. Man behøver ikke forstå det. Hvis man bare ville prøve som minimum ikke at komme med overstående kommentarer. De gavner ingen.
Jeg vælger, som altid, i svære tider, at prøve mit bedste på at tro på lyset for enden af tunellen, nok skal vende tilbage. Og så længe jeg har den tro, at jeg nok skal komme igennem det, så længe jeg har folk der støtter mig og forstår mig, så længe vil jeg stadig have håb for at det er kampen værd. <3

Kæmp for det du har behov for i dit liv. Du har ret til at kæmpe for det du elsker!

Stay awesome Ninjas // DD