JEG ER MIN EGEN VÆRSTE FJENDE

Som hestepige skal man godt have et stærkt psykisk sind, da hestepiger kan være meget slemme til at være onde mod hinanden. Men hvad vil det egentlig sige, at have et stærkt psykisk mindset, og hvordan får man det? Tjo, det er noget man desværre ikke “bare liiiiige får”.

En sand historie..

Jeg har desværre på eget sind mærket, hvad det vil sige at være et offer for mobning, chikane, hate og det der er værre. Jeg ved, hvad det på dagligt basis vil sige, at være stærk. For det har man brug for!

Da jeg startede i skole havde jeg den forudsætning, som alle ønskede sig – en fantastisk familie og en god selvtillid. Jeg var parat til en masse lærdom og få nogle venner for livet. Min mor har nemlig altid fortalt mig, at sådan en sød pige som mig havde nemt ved at få venner. Det viste sig dog at være komplet modsat. Jeg havde ekstremt svært ved at skabe venskaber, og blev allerede få måneder anset som “outsideren”. Min selvtillid var dog langt fra knækket, og jeg forsøgte bare at blande mig i klikkerne. Da klasserne blev højere blev der desværre ikke blot drillet lidt for sjov, men det blev mere grov mobning og jeg fik det svært ved at gå i skole. Jeg forsøgte stadig at indordne mig under de populære piger – eller rettere sagt, klassens dronninger. Én dag i 6. klasse blev det dog for meget for mig, og jeg måtte ringe til min mor for at hente mig hjem. Jeg som 11 årig måtte fortælle min mor, at jeg ikke havde lyst til at gå i skole pga. mobning. Min familie har altid støttet mig, uanset hvor grim situationen var – det er jeg SÅ taknemlig for. Jeg flyttede skole i marts 2010.

DEN NYE SKOLE:

Jeg blev allerede hurtigt glad for min nye skole, og fandt hurtigt nogen venskaber her. Det fungerede rigtig fint i de første klasser. I 9 klasse kom mobningen igen. Jeg fik kastet ting på mig, og måtte flere gange forlade klassen. Fik dog klaret eksaminerne med fine resultater og var nu parat til de store rækker – gymnasiet! Endelig kunne jeg træde ind i de voksnes rækker, og så kunne mobningen endelig få sat en stopper for sig.! Troede jeg….

3 år i helvede.

Gymnasiet var rent ud sagt 3 år i helvede. Jeg vil ikke komme dybt ind på denne periode, da det var en utrolig sårbar og forfærdelig tid i mit liv. At kunne blive kørt så meget psykisk ned pga. mobbere, troede jeg ikke var muligt. Jeg vil kort forklare et par episoder, da jeg tror det vil kunne hjælpe jer der læser min historie.

1. Jeg fik i matematiktimen kastet en sodavandsflaske i hovedet. “Hovsa”… Jeg måtte blive hjemme i et par dage pga. hjernerystelse. Det var dagen før min min 18 års fødselsdag.
2. Blev holdt ude for fællesskabet – med vilje. Jeg har altid ønsket at være en af de populære piger, som kunne vælge og vrage venner som man ville. Det har jeg dog fået et helt andet syn på nu. Jeg vil sige, at dette punkt er de værste af dem alle. Alle i klassen var medlem af en messenger gruppe, hvor de sad og skrev i timerne. Jeg var ikke ét sekundt i tvivl om, at det var mig de skrev om. Jeg var nemlig ikke med i den. Når alle grinte og kiggede skævt til mig, så fik jeg det dårligt.
3. Jeg har altid nydt at lave youtube videoer til mine followers, hvor jeg viser min hverdag med hestene. Hvad jeg ikke bryder mig om, er når folk bruger mine videoer til at gøre grin med mig – MENS jeg er der. Fint nok folk ikke kan lide dem, men lad være med at fortælle mig det. De sad og så mine videoer i pauserne, hvor de grinte af mine “skæve” og “sjove” udtalelser.
4. Den knap så modne pige. Jeg indrømmer gerne, at min udvikling er bagud end de andre fra min klasse. Men giver det dem ret til at mobbe andre?

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har måtte tage hjem på grund af mobningen. Den fortsatte på trods af, at jeg gjorde alt for at få den til at stoppe. Jeg skal hurtigt sige, at gymnasiet har ikke gjort noget galt – det var klassekammeraterne. Mine lærere var super flinke og forsøgte at støtte mig så meget som muligt.

AT KIGGE INDAD…

Hmmm. Kan man forudse, hvorfor jeg blev mobbet? Var jeg et nemt offer? Jeg har forsøgt at fortælle mig selv, at det er dem der mobber der er noget i vejen med, og ikke mig. OG DET ER RIGTIGT! Jeg er absolut perfekt som jeg er, og der er ikke nogle der kan fortælle mig noget andet. Jeg er igang med at skrive en bog, som måske aldrig bliver udgivet, måske gør den. Den handler om, hvordan man skal tro på sig selv i kriser. Skal man give op? Jeg synes i hvert fald, at disse forfærdelige oplevelser har gjort mig stærkere. Jeg vil ikke selv betegne mig selv, som at have en svag psyke, for det har jeg bestemt ikke. Jeg er super tilfreds med hvordan jeg nu engang ser ud. Kan folk ikke lide mig, fint – hold jer væk. Kan folk ikke lide min attitude – fint. Jeg siger ikke, at jeg er perfekt. Det er jeg ikke, men jeg ved bestemt også godt, hvordan jeg er som person, og det er ikke et dårligt menneske. Tvært imod. Efter det jeg har været igennem, har gjort mig dobbelt så stærk. Og jeg har en fandenivoldskhed, som jeg får i mig selv i kriser. Jeg nægter at være taberen. Det kan jeg ikke være.

NÅR DET ER SAGT…

Jeg er ikke verdens mest snakkesagelige person. Jeg kan ikke lide at være i centrum. Jeg HADER at tale foran mange mennesker, som jeg ikke kender. Jeg er enoooormt tryghedssøgende. Men når man først kender mig, så er jeg villig til at gøre hvad som helst for dig – HVIS du behandler mig ordentligt.

Jeg er min egen værste fjende – men i hvilken forstand?

Tjo. Jeg har måske ikke den udstråling, som siger “WAOW”. Og det behøver jeg heller ikke. Jeg har tit sagt, at jeg ikke duer til noget, men det gør jeg jo? Jeg har både kørekort. Jeg er blevet klubmester 5 år i træk – først på pony, så på hest. Jeg har en så bred følgerskare, at jeg selv kan vælge hvad jeg vil vælge at poste – især mine budskaber. Jeg inspirerer ryttere til at beholde deres elskede pony efter deres ponyår er gået – stævner er nemlig ikke alt.

Jeg har altid været selvkritisk, da jeg VED, at jeg kan gøre det bedre – uanset hvad det drejer sig om.

Jeg vil lige bruge denne linje til at skrive en kæmpe tak til min pony Flower. Hun var der HVER dag i min skolegang. Jeg kan og kunne altid regne med hende. Jeg står til evig tak til hende. Ingen vil nogensinde kunne forstå, hvad hun har gjort for mig. Hun er bare min soulmate.

Knap så meget hest i dette indlæg, men jeg håber i ved, hvorfor jeg deler denne historie. Jeg ved hvor mange unge mennesker, der bliver mobbet, chikaneret osv. Og jeg håber af hele mit hjerte, at der snart vil blive taget mere hånd, om dem det går ud over.

Her ved vejs ende, vil jeg lige konkludere, at jeg har det super godt den dag idag. Jeg har stadig ar fra mobningen, og de vil nok aldrig forsvinde, men det gør tankerne. Jeg har i lang tid hver dag tænkt over, om jeg mon var god nok. Jeg har dog ikke tænkt på mobningen i over ½ år nu, og det føles så fantastisk. Jeg er begyndt at tænke mere positivt, realistisk og at være mere glad. Utroligt at det kan hjælpe så meget. Jeg har bogstaveligtalt – ALDRIG HAFT DET BEDRE!

Tusind tak fordi i læste. Det skal lige siges, at det her opslag PÅ INGEN måde skal ses som medlidenhed eller for at få kommentare om, hvor synd det dog var for mig. Jeg har lagt det bag mig, og lever mit liv – accepteret og godt. Tak !