Kan man vende tilbage efter angst?

Ride angst. Spring angst. Angst for at ride i naturen.

Jeg tror rigtig mange af os har prøvet det ene eller det andet. Og det kan virke som en helt umulig kamp, at vinde over den angst. Endnu mere umuligt, kan det virke at komme tilbage til det, det var før.

Jeg selv har fået anskaffet mig spring angst. Det kom snigende en smule allerede da jeg stadig red aktivt spring stævner, på min pony. Det var dengang jeg faldt for alders grænsen og jeg nu skulle ride mod de store heste. At sælge min daværende pony, kom ikke på tale, så det var enten eller.

Det virkede mærkeligt at jeg fik angst for højderne, eftersom jeg altid havde sprunget solide MB baner (110) og var påbegyndt MA  til træninger (120).

Men det var som om, at det at rykke op i hesteklasser, og dermed ændrede afstande, satte noget gang i mit hoved. Jeg begyndte derfor også at nøjes med max 1 meters klasser og ellers en masse jagter.

På min daværende pony turde jeg dog stadig det meste. Jeg stolede på ham og vidste præcis at, hvis jeg red rigtigt, så sprang han også alt jeg bad ham om. Så derfor var jeg bare modigere på ham.

På mine to store, min DV og min frieser, turde jeg ikke mere end max 80 cm, allerede dengang. Jeg synes det var skræmmende, men til mit forsvar, var ingen af dem et sønderligt stort spring talent. :0) Derfor var det nemmere at ‘undskylde’ over for mig selv, med ikke at udfordrer mig yderligere. Det var heldigvis også her at jeg begyndte at tage dressuren mere seriøs, og øvede den del mere. Så lidt godt førte det da med sig.

Da min daværende pony så blev pensioneret og senere afgik ved døden, havde jeg haft en længere spring pause. Imellemtiden havde jeg enda haft helt ride pause, da jeg var på barsel. Tiden var dog inde til at tilride min ny pony, som endelig var gammel nok.

Jeg havde i mit hoved en klar ide om, at han kun ville blive brugt til dressur. Han har trods alt en far der er A pony i dressuren og hele afstamningen skriger dressur. Gangarter over middel og en smuk udstråling. Så det var min nyeste undskyldning, for ikke længere at springe.

Sådan helt ærligt, jeg havde ikke sprunget i ca 4 år nu. Min æra som springrytter, var bare talt. Jeg turde ikke mere. Spring så skræmende ud, uanset højde. Ja faktisk synes jeg enda en bom på jorden, var rædselsfuldt. Og sådan blev det så, hele det første år under tilridningen af Vinci, som ponyen hedder, var det med nul spring for øje.

Meeeeen. Det her ville jo ikke være mit indlæg, hvis der ikke var et twist.
Jeg ved ikke hvad der skete. Men jeg tror det startede da jeg flyttede stald. Jeg flyttede ud til et sted, hvor alle overøste én med opbakning og jubel over fremskridt. Og inden jeg havde set mig omkring, havde de fået mig til at være med til at springe lidt hygge spring.

Jeg havde aldrig sprunget på Vinci der endnu, kun lige reder over en bom kort forinden. Og jeg var GRÆDEFÆRDIG af angst. Jeg anede jo ikke hvordan han ville reagere. Ville han stoppe? Løbe uden om? Eller overspringe? Tankerne var mange. Men vi kom da over små kryds og jeg var så glad.
Lige her sagde jeg at det aldrig blev til mere. Det her var nok. Jeg var done.

Og pludselig havde vi så meldt til en jagt… Her endte jeg med at tage en masse baby spring, altså små træstammer op til 60cm. Uden at have prøvet den højde før. Adrenalinen har nok haft hjulpet lidt der :o)

Derfra gik det så langsomt frem af. Springene der hjemme endte pludselig på små 70cm og enda oxere sneg sig ind. Igen påpeger jeg at jeg var rædselsslagen. Angsten var ikke forsvundet, men den der lille stemme i hovedet, sagde bare ‘prøv nu’.

Mere end det blev det så igen ikke, for jeg kunne ikke slippe angsten og dermed ikke nyde fremskridtene. Det føltes mere som om at det skulle overståes for mig.

Dog træk jagterne rigtig meget i mig, og vi fik derfor meldt til Hubertus jagt også. Egentlig bare med henblik på kun at springe baby spring og måske få store. Jeg tog derhen med tanken om at jeg jo altid kunne prøve at fuldfører næste år.
Da vi ankom fik vi så at vide, at det her muligvis var den sidste jagt de holdte. Det sted jeg havde debuteret siden 2009, og nu endelig var vendt tilbage til. Sidste gang?!

Det gjorde noget ved mig. Jeg besluttede mig for, at så tog jeg alle. Også selvom højderne var op til 85 cm og brederne 2,5 meter, velvidende om at jeg aldrig havde sprunget hverken så højt eller breds på ham. Så måtte det briste eller bærer. Derfra styrede jeg Vinci på ALLE spring. Bevares, jeg nåede at tænke mange katestrofe tanker, men Vinci sprang ALT uden tøven. Jeg styrede på, han sprang. Hele vejen igennem.

Den oplevelse ændrede noget i mig. Da jeg kom hjem, var noget forandret. Det var som om at jeg kunne mærke den gamle ‘jeg tør godt’ Jasmin gemme sig der inde. Min næste springtime endte så med næsten 90cm. Godt nok kun i enkelt spring, men stadig. Og en oxer på 70. Mere turde jeg ikke der endnu (jaja paradokssalt når man tænker over hvad jeg sprang til jagt).

Jeg bad enda selv om at få springene højere. Noget jeg ikke havde gjort siden de alle lærte mig at kende. Og jeg var STOLT.

Selvfølgelig er der stadig lang vej fra 80-90cm og op til 120cm. Og det er slet ikke sikkert jeg nogensinde kommer der op igen. Men når jeg tænker tilbage på kun for 6 måneder siden, der ville jeg knap over en bom, og nu er jeg her. Så kan jeg ikke undlade at tænke på, om jeg mon kommer helt tilbage en skønne dag og fortsætter hvor jeg slap, inden jeg fik spring angst.

Jeg har ihvertfald valgt at angsten ikke skal styre min ridning. Jeg vil ikke opgive den kamp, uanset om vi støder på bumps undervejs, så kan jeg mærke at det er det jeg vil. Fortsætte! At lade angsten styre ens liv, kommer man ej langt med. Men at turde prøve at styre sin egen angst, det kommer man længere med <3

Jeg elsker at være dressur og show rytter på min dressur og show hest. Og selfølgelig skal Vinci også ud og vise sit dressur potentiale frem i fremtiden. Men jeg vil altid gerne spice det lidt op og det bliver med spring og jagt ridning frem over 😀 Måske også lidt mere trec!

 

Tak fordi i læste med. Stay awesome ninjas // DD