Lidt af et liv

Jeg plejer ikke rigtigt at snakke om min fortid. En gang gjorde jeg måske mere, men holdte lidt op med det igen, da folk brugte det imod mig. Men nu prøver jeg at åbne op for det igen… Jeg vil dog også lige sige at det her indlæg forklarer kun meget kort (selvom det er langt), lidt af hvad det er jeg har oplevet, da jeg ellers kunne skrive en helt roman.

Jeg har ikke den der ‘happy go lucky’ barndom og egentligt også det meste af min tid som teenager og starten af mine 20’ere. Faktisk har mit liv været pænt hårdt og der er sket ting, som har gjort at ting er gået anderledes for mig, end de nok skulle have gjort. Nogle gange kan det godt føles som om at jeg har levet i 200 år, på trods af at jeg faktisk kun har levet i 28 år. Jeg har lært en masse i løbet af min leve tid. Både om mennesker og mig selv. Først og fremmest har jeg lært at man ikke kan stole på mennesker. Ja jeg ved godt at det sikkert er noget mærkeligt at sige, men jeg håber i kommer til at forstå hvorfor jeg siger det, når i har læst mit indlæg.

Hvis man spørger mennesker om de kan huske deres barndom, så vil de nok sige at de kan ikke huske særlig meget. Meget af det er glemt. Nok omkring 50% vil de nok sige. Men hvad sker der så når man siger at man kun kan huske omkring 23-30 % eller mindre? For husker meget, meget lidt fra min barndom. Meget er blevet slettet fra hukommelsen, fordi min hjerne har gjort det for at kunne overleve. Jeg vil gerne indrømme at jeg har oplevet meget svigt! Både fra børn, men også fra de voksne.  De voksne som egentligt skulle passe på mig. Men alligevel har jeg oplevet mange ting, som jeg ikke burde have oplevet – og det er kun de ting som jeg husker vel at mærke! Jeg vil dog sige at jeg har ikke oplevet noget der har været alt for upassende fra de voksne.

En ting jeg altid har hadet som pesten, har været skolen! Hver dag skulle sidde i et rum sammen med en masse mennesker, som jeg egentligt ikke følte mig tryg ved. Eller være et sted hvor du konstant var utryg og konstant sad i survivelmode. Det er faktisk virkelig hårdt! Især når du har skulle gøre det gennem folkeskole  x2, Efterskole, Gymnasiet og videregående uddannelse. Måske ikke så sært at jeg har haft et slemt mavesår så.. Jeg var altid meget vred. Men igen, når man kun tænker på at skulle overleve, er det nok meget forståeligt. Jeg havde det faktisk så pot elendigt at jeg nok har udviklet en depression som barn, som så udviklede sig videre til en anden psykisk sygdom. Så kan man spørge om, om jeg ikke havde lyst til at slutte det hele (i ved selvmord) og jo det havde jeg! Rigtig meget endda. Jeg tror det er derfor jeg meget bedre kan sætte mig ind i folk, som vælger at tage den vej. Forstår i? Når folk vælger at slutte deres eget liv, så er det egentligt ikke af egoistiske grunde, som mange nok tror! Grunden til at det er den vej de tager, er faktisk fordi de gør det ud ad kærlighed! De har denne her følelse af, at de ikke er nødvendige i verden og derfor heller ikke for de mennesker, som elsker dem. Derfor vælger de at slutte det, i kærlighed til dem, så de ikke skal bekymre sig om dem og deres problemer mere. Så nej det er ikke ud af had eller noget i den dur! Faktisk så er det, fordi de ikke vil bekymre andre..

Men den psykiske sygdom jeg udviklede som ca. 10 årig var Paranoid skizofreni. Så jeg begyndte at høre stemmer og så ting der slet ikke var der. De stemmer jeg især hørte var en mandestemme og en lille barnestemme. Mandestemmen sagde at jeg skulle gøre en masse ting og jeg f.eks. ikke måtte røre nogle ting. Ting som jeg især har haft svært ved at røre, er ting fra min afdøde mormor og en faster min far havde. Det er ikke fordi der var noget galt med de mennesker, men det var som om, at hvis jeg rørte nogle af deres ting, så skulle jeg så hurtigt som muligt vaske det af mig der havde rørt det. Kan sige at jeg nok var bedre til at vaske mine hænder/arme end en kirug. Masser af sæbe, helt oppe af armene og i brandvarmt, næsten kogende vand! Så  hvis man gerne vil ødelægge sin hud, så er det bare metoden! Jeg fik dog hjælp til min skizofreni… Da jeg var 20! Så 10 år ubehandlet skizofreni er måske ikke helt så smart!… I 8 år har jeg kæmpet med den sygdom og de tabuer der følger med den! Fordi hvis du  har en psykisk diagnose, så bliver du ofte stemplet som dum. Der er så mange ting du ikke kan finde ud ad, og hvorfor gør du det på sådan en dum måde. Det er noget jeg ikke helt forstår!! Hvorfor er jeg “dum” og “svag” fordi jeg har psykisk diagnose? Prøv at hør her! Jeg skal udover bare at kæmpe som et normalt menneske, også kæmpe med en helt masse andre ting, som jeg kan helt ærlig sige at mange helt sikkert ikke ville kunne klare! Så hvem der det nu der er “svag” i grunden? Jeg vil dog lige sige at jeg er ikke flov over min diagnose. Jeg owner den og siger det er sådan det er og så må jeg jo få det bedste ud ad den! Andet er der jo ikke rigtigt at gøre.

Men kærester har jeg også haft i løbet af årene. Om de har været gode for mig, kan så diskuteres og svaret vil nok blive nej! Jeg synes at det har været svært at skulle være i en familie hvor du 1. Ikke rigtigt føler dig tilpas eller velkommen. 2. Bliver kaldt for skør i en negativ vending. I ved det giver bare ikke denne her følelse af, at det er et godt sted at være! Især når man bliver kaldt for skør af sin svigermor, der samtidig selv står og pudser hendes køkkenvask med pudsemiddel du bruger til sølvtøj og hendes sønner går i panik fordi de tror der er en lille bitte rids i den vask. Måske er det ikke mig der er helt så skør alligevel.. 🤷🏻‍♀️ Det er heller ikke sjovt at være sammen med en kæreste, som i bund og grund er pænt ligeglad med dig! Jeg ved godt at vi sikkert alle sammen har haft dårlige kærester og jeg tror også på at vi på et tidspunkt skal igennem det, for at rigtigt at kunne finde ud ad, hvad det er vi virkelig gerne vil have i en partner. Mindre fedt er det dog når de kærester prøver at gaslighte med at du ikke er vigtig og du egentligt var/er ingenting. Især fordi du er hestemenneske og ridning bare IKKE er en sej sport, men det er det, når man render rundt efter en eller anden lille bold i et glasbur, eller glor på en skærm med 5 der kigger med på ens streaming og så er man åbenbart en superstar! Jeg prøver virkelig at tale pænt om dem, men jeg synes det er ret svært, når man konstant fik at vide at man ikke var noget værd, at det tøj man gik i var grimt, at man selv var grim osv. I ved det fremmer ikke ligefrem selvtilliden hos en. Men man skulle altid være der for dem, de skulle dog ALDRIG være der for dig!

En person som jeg ikke helt var kærester med, men som jeg igen skulle stå til rådighed for 24/7 var et meget dårligt menneske! Kort sagt så gjorde denne her person mig fortræd. Både psykisk og fysisk. Ja det er da rigtigt sjovt at du tager kvælertag på mig og at jeg ikke kan få luft, selvom jeg prøver at give tegn til at du skal give slip, men at du så lige vælger at stramme mere til. Eller når en pude bliver “for sjov skyld” lagt over mit hoved, så jeg igen ikke kan få luft. Jaja det var da rigtigt sjovt! Det var da også rigtig sjovt, når du prøvede at nedbryde mig psykisk og du totalt vidste hvad du havde gang i! Men det er nu ret taber agtig at prøve at kontakte mig årene efter, samt prøve ved mine veninder og en søster, fordi der var en (mig!) der sagde nej til dig til sidst. Jeg håber du synes det var fedt at komme i en retsag og få en dom fordi du havde stjålet fra dem og de havde det på bånd, selvom du sagde du var “uskyldig”… Jaja der er sikkert mange flere ting der kan ligges på den dom..

Noget der dog fik mig til at få det meget bedre, har været hestene. Hos dem har jeg kunne finde ro og finde mig selv! I kender sikkert hvor meget terapi hestene giver en, men når det er det dem der giver dig livet samt lysten til livet tilbage, så er det bare så vigtigt at man IKKE giver slip! Jeg vil dog gerne indrømme at jeg har haft nogle pauser, da jeg slet ikke har haft overskud til det. Det var alt for svært at skulle tage afsted og lave alt muligt, når jeg slet ikke havde nogen kræfter rent mentalt! Så jeg har haft måneder og nogle gange faktisk op til halve år, hvor jeg ikke har været ude ved hestene. Jeg har simpelthen ikke kunne magte det. Det er ikke fordi lysten aldrig var der, men jeg kunne bare ikke. Det var bare for meget! I 2019 mødte jeg M og havde ham med ude ved hestene for første gang.  Nu lidt over 1,5 år senere, så ejer jeg min egen hest. Det var jo altid min drøm at eje min egen hest, men jeg havde aldrig troet at det ville ske. Jeg havde altid bare troet at jeg ville skulle ride andres heste, resten af mit liv. Men M gav mig troen på at en dag ville det ske, at jeg skulle have min egen fjordhest. Jeg skal dog indrømme at jeg både blev glad, men også enormt ked af det, da jeg troede at jeg så skulle give slip på Gitte. Gitte og mig har et specielt bånd, som jeg tror mange kender til hvordan det er. Derfor blev jeg så ked af det, når jeg tænkte på at Gitte aldrig ville blive min.  men nu er Gitte jo min og det føles stadigvæk som en drøm, som jeg håber jeg aldrig kommer til at vågne op fra. Det ville være helt forfærdeligt, hvis jeg vågnede fra drømmen og Gitte var en andens.

Okay for at det her indlæg ikke bliver alt for langt, selvom jeg kunne blive ved med at skrive, så prøver jeg at afslutte det her. Men jeg håber det hele giver lidt mere mening nu? Også selvom det er meget, meget kort beskrevet! Så jeg vil selv sige at jeg nok har oplevet lidt for mange grimme ting, i forhold til hvor mange år jeg har levet.