Når forventninger overstiger realiteten..

Jeg er så vanvittig skuffet over mit første dressurstævne…

Spot og jeg har trænet op til dressurstævne i lang tid, og havde virkelig øvet programmerne til UG kryds og bolle. Alt var klar samt hans man var flettet og vasket. Den 9. November stod den på dressurstævne, og vi var klar! Vi tog i ridehus og trænede om torsdagen, så han lige kunne få en god oplevelse efter sidste stævne. Det fik vi også! Han var en stjerne og programmerne sad i skabet.

Om lørdagen tog vi afsted i god tid for at opvarme og gøre klar. Der var ikke andre udover mig på opvarmningen og han gjorde det så godt. Jeg følte mig helt klar. Vores klasse begyndte og vi gik ind på opvarmningen (b-bane). Spot stressede desværre helt op igen.. Jeg tænkte, at det nok bare var indtil jeg startede programmet.

Vi blev kaldt ind til første klasse (LD1). Spot blev desværre super stresset og bakkede af.. Jeg er normalt ikke en stædig person i dagligdagen, men NØJ hvor skulle han bare ikke vinde! Jeg pressede ham igang og vi kom igennem programmet (med MANGE fejl – sidebevægelser og alt mulig andet, som ikke skulle være i programmet). Jeg gik grædefærdig ud. Jeg var så skuffet og trist.. Vi fik en score på 49% og lå på en sikker sidsteplads!

Nu var det snart tid til næste program (LD2). Vi kom igennem på midterlinjen, og startede. Han var SÅ spændt og strittede imod biddet. MEN vi gennemførte uden de største fejl. Vi fik 57%, hvilket er helt fint. Jeg blev her nr. 4 af 7.

Jeg fik kommentaren fra dommeren: “træn programmet bedre”.. Kæft jeg blev ked af det! Jeg havde øvet mig i flere måneder og kunne programmet udenad. Vi har øvet det hundrede gange herhjemme og nogle gange i ridehus. Jeg blev virkelig knust, da jeg føler det er en unfair kommentar…

Hvorfor så konkurrere?

I lørdags lagde jeg et opslag op omkring stævnet på min instagram, og med over 50.000 visninger er der altid negative kommentarer.. – hvilket på ingen måde hjælper mig.

“Hvorfor så ikke stoppe med at starte stævner”, “Han har ondt”, “Dine ambitioner er for høje”… Jeg VED, at Spot sagtens kan ride en LA, hvis han havde nerverne til stævner. Det er ikke hans kapacitet der sætter grænser, men hans mentalitet. Han har ingen selvtillid på nogen måde, og jeg gør mit bedste for at opbygge den. Men man kan ikke bare over 1 dag få hesten til at slappe af til stævner – selvom det ville være rart… Spot kan SAGTENS til træninger, undervisninger og træninger herhjemme. Han bliver bare nervøs og stresset af de andre heste til stævner.. Og for at være ærlig, så er jeg på bar bund. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg synes det er farligt og skræmmende at sidde på en hest, som kan tænde af hvert øjeblik det skulle være.

Jeg giver ikke op, selvom det ville være det nemmeste..

“Sælg ham og få en nemmere”. Det har jeg hørt utallige gange de sidste par dage. Kæft hvor ville det være nemt, hvis man bare kunne sælge ham. Men man sælger ikke sin bedste ven, uanset hvor hårde tiderne er. Man kæmper sammen og bliver bedre. Og det gør jeg også. Jeg giver ikke op på vores mål. Vi SKAL kunne starte LA (dressur og LC (spring), uanset hvad. Vi kan godt. Det tager bare tid og træning. MEGET træning.

Forventningerne oversteg realiteten..

Så ja. Jeg er lidt skræmt og trist over det første dressurstævne. Men sådan et livet nogengange. Det skal være skidt før det kan blive godt…. Jeg håber det er rigtigt ♥