Kender i følelsen af bare at skulle kæmpe jer rundt på banen til stævnerne?

Den følelse kender jeg i hvertfald alt for godt. Lansing er den sødeste hest at ride dressur på, han er så fin, og gør nærmest lige hvad han skal. Han er også så skøn at springe på efterhånden. Tidligere der kæmpede jeg sådan med at få ham frem, fordi han trykkede sig, og jeg knap kunne nå afstandene. også hvis han lige kiggede på noget fyld så tog det i hvertfald lige et par forsøg at komme over.

Træning, træning og atter træning.

Nu har jeg haft Lansing i godt 2,5 år. Tiden går så stærkt. Vi har som nævnt en del gange tidligere lige haft lidt pause, men nu er vi virkelig kommet ordentlig igang igen. Han er blevet så sej til træning, og flyver over det hele. Så han er rent faktisk bare en fornøjelse.

Når man virkelig bare skuffer sig selv

For en uges tid siden var vi afsted til stævne i Herning. Da vi kom hjem var jeg simpelhen så skuffet over mig selv. Nu hvor jeg troede at vi endelig var kommet ud over vores problem, med at stoppe eller nå afstandene. Fåckede jeg det hele op i igen. Hvis min træner ikke havde været der havde jeg virkelig gravet mig ned i et dybt hul. For hestene kiggede ikke engang på alting, men gjorde bare sit aller bedste indtil rytteren her virkelig blev fanget i ikke at galoppere nok :O

Det ridning her er så F***ing svært

Kender i det at i rider rundt, og hestene svare så fint frem, og tilbage. De føles så fine i hånden. Alt er som det burde være. I rider hen mod første spring/eller øvelse. Boom 1 sekund inden så indser i at hesten ikke er nok fremme.

Det er denne følelse jeg måder alt for ofte. Min aller skønneste mor, som ikke selv har reddet eller noget kan selv se det, og spørg mig altid hvorfor jeg ikke snart gør noget ved det. “JAMEN JEG GØR MIT ALLER BEDSTE” det ridning her er bare så svært.

Weekends ridestævne

I denne weekend var vi så afsted til stævne igen. Det eneste jeg havde i hovedet var at Lansing, han skulle frem koste var det ville. Jeg var så effektiv på opvarmning, og havde en af de dage. Hvor jeg bare sad limet til sadlen, og bare kunne trykke ham ordentlig frem. Han var også en stjerne inde på banen og leverede en nulrunde. Han fik en masse klap og kærlighed for den stjerne han er.

 

En lille video af den beste hest.

Når tingene endelig begynder at lykkedes

Tidligere når jeg tog afsted til ridestævne med Lansing så havde jeg det helt skidt da jeg gik bane. For hver gang jeg kom ind på banen med ham, skulle han se alle springene. For bare evt at kunne overtales til at springe dem. For hvis der var fyld under så var de livsfarlige. Grunden til jeg havde det så dårlig over det var at jeg ikke ville ødelægge ham. Især det med at give ham en unfair afstand det kunne jeg helt få kvalme af.

Igår på opvarmningen til anden klasse begyndte Lansing for første gang nogensinde. Virkelig at trække frem til springene. Han “løb” (Overdrivelse af løb, Lansings version, gjorde sine galopspring lidt længere, og trak godt der hen) nærmest hen til alle springene. Da vi kom ind på banen susede han bare rundt. Der var lige lidt for lidt balance, og der røg et bare bomme, men det bedste af det hele var at han bare sprang det hele. Selvom jeg kom tæt på et dobbeltspring så fløj han bare afsted, og kunne nå de 5 galopspring bagefter, som han ellers aldrig nogensinde tidligere ville have kunne nå.

 

De grå hår i nakken, får os også til at græde af glæde når det lykkedes ikke?

Jeg kan virkelig til tider grave mig så langt ned (Eller sådan blive halv depri) over at jeg ikke bare snart kan finde ud af at ride frem. Hvorfor kan man ikke snart blive god til det her ridning!. Men mest af alt jeg vil bare ikke ødelægge de kære heste, der giver mig så meget.

Dog når tingene så endelig lykkedes så kan jeg nærmest græde af glæde. Fordi man lægger så mange kræfter i den her sport. Kender i ikke den følelse?

Ridning er en psykologisk kamp med sig selv

Hvad bruger vi egentlig stævnerne til? (Video)