Hvorfor er ridning egentlig så svært?

Ridning er basseret på tanker, der resultere i handlingerne. Tænk tilbage på din sidste ridetur, hver gang du lægger benet ind til hesten, eller driver den frem, eller for den sags skyld vælger at hive den i munden. Alting ikke virker præcis som der står i ridebogen.

Mange kan nikke genkendende til en ridetur, der ikke går som ønsket. Hesten er måske dum, sløv, frisk, stiv i kroppen. Især den sidste er der flere som ender med at bruge som “undskyldning” på hvorfor hesten resulterede i at være såkaldt “dum”.

Min egen erfaring:

Jeg har selv en 14 års, som aldrig har været den mest smidige af natur. Jeg havde ofte dårlige rideture, og synes ikke han var den fedest at ride dressur på. Igennem de seneste par år har jeg arbejdet rigitg meget med det mentale i ridning. Hver ridetur på ham, er en pysykologisk “kamp”, ordret kamp er måske en overdrivelse. Men for hver tur lærer jeg bare mig selv endnu mere at kende.

Eksempel: Du kommer rundt i trav, og kan mærke at hesten ikke er, hvor du gerne vil have den. Med det samme slår du lige hurtigt op i leksikonnet for ridning. Det er selvfølgelig godt installeret inde i hovedet efterhånden ;), og tænker “boom fremafdrift”. Det er i hvertfald første step, derefter blance, men hov støttede jeg godt nok på udvendig. “Arghhh” det virker ikke. Det er som regel det, man når frem til lige inden det evt kan resultere i at man trækker hårdt i tøjlen, og bliver unfair overfor hesten.

Pyskologiske briller på:

I dag spiller det pyskologiske mere og mere ind, og efterhånden som jeg får mere erfaring med alt det ridning her. Er jeg noget frem til at ridning handler om at lære sig selv at kende. For når man kan ride rundt, og have total mentalt overskud. Så ved man også altid hvad næste step er for at løse problemet. Så hesten bliver endnu bedre at ride på. Jeg knokler i hvertfald selv alt, hvad jeg kan for at blive en bedre rytter. Dog kan man  først blive bedre, når man har overskud nok oppe i hovedet til at komme videre. For hvis man bare ridder rund,t og er frustreret. Så kommer man først videre når man får en åbenbaring.

Tilbage til starten:

Det er ligesom da man startede med at ride, der sparkede man også hesten ind i siden for at få den igang. Eller man kom til at hive den i munden. Jeg troede eksempel at man fik hesten i trav ved at hive tøjlerne op, ligesom i western film. Dog fortalte min ridelære mig ret hurtigt, hvordan man gjorde. Mens hun fortalte det fik jeg den her åbenbaring oppe i min hjerne, som gjorde at jeg kunne finde en løsning. Som dermed var at trykke det rigtige sted med benene. Det er præcis dette vores undervisere gør, de giver os de her åbenbaringer oppe i hovedet, men vi kan først registrere dem, når vi ikke er frustrede i mindsettet, men er i balance og overskud, og det er præcis det en træner giver, fordi så kan vi bare sætte auto pilot på, og ride der ud af, og bare adlyde ordrende direkte fra ridebogen (træneren).

Fredadrettet:

Derfor næste gang du sætter dig op på en hest, så tag lige ja hatten på, og mærk dig selv, og brug problemerne til at skabe åbenbaringerne, for det er vejen frem.

Jeg knus elsker ihvertfald mine heste, efter hver eneste ridetur, og bliver jeg kun gladere og gladere for dem for hver dag. For de giver man så meget viden om mig selv, som jeg ikke kan modtage nogen andre steder, og jeg kan ikke længere huske hvornår jeg selv var unfair overfor nogle af mine hest, eller haft en dårlig ridetur, den bliver altid sluttet af med et smil, og et ekstra kys til den kære lille hyp på mulen.

Her er min 7 års, Lansing efter en af vores mange rideture.