Når udstyr går i arv

Jeg tror måske vi alle sammen har noget udstyr, som vi hænger ekstra meget på. Noget vi har haft i evigheder, og som betyder meget for os.

Personligt har jeg én helt speciel ting, som jeg har holdt fast på. Og noget jeg aldrig kommer til at give slip på, selv hvis det en dag går i stykker.

Det er min brune krydsnæsebånds trense! En trense min mor købte til mig for, hold fast, hele 16 år siden. Købt til 12 årige lille mig, da jeg fik min første pony Latino.

Trensen var en gave, da jeg begyndte at gå op i spring. Og dengang, tilbage i 2006, var det på mode at man sprang med kryds næsebånd. Latino og jeg deltog alle vores spring stævner og den ene jagt vi nåede at ride, sammen med denne trense på. Og trensen blev mit ‘specielle udstyr’ dengang Latino måtte gå over regnbuebrogen. Jeg gemte trensen, noget udstyr med hans navn og den grime han blev aflivet i, som minder. Latino nåede at bære trensen i 2 år.

Inden Latino døde, købte vi den pony som skulle afløse ham, Felex. Felex brugte heldigvis samme størrelse udstyr som Latino, og det var derfor oplagt at han overtog meget af udstyret. Inkl trensen. Felex og jeg deltog derfor ligeledes i alle vores springstævner og alle vores utallige jagter, med denne trense. Den begyndte at blive en slags symbolik for mig for held. Vi red os hele vejen op fra LX klasser til MB med denne trense, og affektionens værdien blev blot mere og mere forstærket i den tid. Hele 12 år nåede Felex at bære trensen, før også han, måtte forlade mig til at gå i forvejen på den anden side.

Skæbnen ville, at jeg ikke helt kan lade værre med at købe ponyer. 4 år før Felex’s afsked, købte jeg nemlig Vinci. Vinci kunne, tilfældigvis, også passe denne her trense. Således fik nu han lov til at overtage arven, og bar trensen til sin aller første jagt her i år. Og han kommer til at bære den til alle spring stævner, trec og jagter vi skal på, resten af livet, eller indtil trensen en dag har udtjent sin værnepligt.

16 år. 3 generationer. Hele min spring og jagt karriere. Det er så længe denne unikke trense, købt til sølle 300kr i 2006, har holdt indtil videre. Og den ser stadig ud som om den har en del gode år tilbage i sig. Hvem ved, måske en 4 generation, hvis jeg en dag efter Vinci får en hest med COB hoved igen? Jeg ved godt det for nogen lyder sølle, at give et stykke dødt objekt, så meget omtale. Men jeg er en person der går utrolig meget op i minder, affektions værdier og ligger betydninger bag specielle ting. Denne trense er én af dem. Ikke at jeg vidste den ville få sådan en betydning, dengang den blev købt. Men det skete.

Trensen er umiddelbart klart det udstyr jeg ejer som er ældst, og som er gået i arv over længst tid. MEN da Vinci og jeg skulle starte vores aller første jagt her i år, var der mere end blot trensen som var gået i arv. Faktisk var det næsten hele Felex’s jagt sæt som Vinci fik lov at overtage. Det var martingal, sadel, pladegjord, trense, og ja enda min sikkerhedsvest og min røde jagt jakke, med broderingen ‘Felex’ på ryggen, var den samme. Jeg må indrømme, at jeg bestemt følte at jeg havde et stykke af Felex med mig, den dag vi debuterede jagten sammen, Vinci og jeg. Og det var jeg så glad for.

Min martingal måtte dog lade livet til denne omtalte jagt. Meeen jeg kender én, som vil lave noget unikt ud af den og reparere det hun kan, genbruge det hun kan og samtidig skabe noget nyt. På den måde vil der også altid være lidt af den originale tilbage. Hvilket jeg ligger stor vægt på <3

Har i også udstyr der er gået i arv eller som i ønsker gør?

Tak fordi i ville læse med. Stay awesome Ninjas // DD