Ponyen der nægtede at dø

Eller måske er en mere passende overskrift “ponyen der selv ville vælge hvornår han skulle dø”.

Jeg taler om min soulmate. Den ene hest som bare havde og altid vil have en hel speciel plads i hjertet. Jeg taler om Felex. Mit Monster.

Felex fik jeg som 14 årig pige, i 2008. Han skulle være afløseren af min aller første pony, Latino, da Latino desværre skulle aflives. Felex var starten på et helt vildt og til tider voldsomt, eventyr.

Alt startede da jeg skulle ud og prøve ride ham. Han skulle være min nye springpony, så selvfølgelig skulle jeg også prøve at springe ham. Alt gik godt, indtil vi satte det op til en sølle meter. Der valgte han at smide mig af. På fuld skrue. Jeg rejste mig og sagde “det skal være ham”.

Felex kom hjem kort tid efter og vi gik direkte igang med ridningen. Håbet var M klasser, inden mine pony år var udløbet og han så skulle sælges. Jokes on me, han blev aldrig solgt.

Felex kom desuden hjem til mig med dette flotte pagehår. Det billede slipper i ikke for hihi.

Vi brugte de første 1,5 år på at han refuserede hvor han kunne. Ikke engang et kryds kunne jeg få ham over. Og frustrationerne var ENORME. Vi valgte senere at skifte ridelærer, og med bitte små justeringer, fik hun os til at debutere MB på ingen tid. Felex og jeg var i top form.

Men så skete det. Felex havde de to forgangene vintre allerede hostet småt. Den trejde vinter, der kollapsede han. Dyrelægen konstanterede “astma”. Han skulle have medicin hver vinter og han måtte fra nu af kun få wrap og stå på træpiller. Alt skulle omlægges og jeg skulle forvente han ville dø i en tidlig alder. Men vi måtte gerne, så længe astmaen var under kontrol, debutere videre på det niveau vi nu gjorde.

Da mit sidste pony stævne kom, som vi afsluttede med at vinde, fik vi tilbudt en hæderlig sum penge for ham til stævnet. Meningen var jo også salg. Men jeg ‘kom til’ at afslå. Han var min. Jeg ville ikke af med ham. Så måtte vi jo ride mod heste i stedet!

Så det gjorde vi. Felex og jeg sadlede om til dressuren og red de mellem LA klasser, mod de langbenede. Og oftest med placeringer. Muligt at han ikke var en gangmaskine, men han var præcis i sine øvelser. Samtidig fortsatte vi med noget der endte at blive en kæmpe passion: Jagt ridning. Vi debuterede 5-6 jagter om året og vi ELSKEDE det. Vi forsøgte os da også med military og TREC, men det mente Felex at være for hidsig til. Så det undlod vi lige for alles sikkersheds skyld Vi begyndte også at ride stævner i Tyskland, da vi også stod opstaldet der for 1 års tid. Det var så vilde oplevelser!

 

Næste vinter kom, og igen begyndte voldsomme astmategn at vise sig. Endnu engang fuld medicin. Og nu var dyrelægens ord, at vi skulle forvente at dette blev hans sidste vinter. Vinteren 2012.

Men han kom på benene igen og vi fortsatte hvor vi slap. Flere stævner, flere jagter og flere eventyr. Felex havde altid været en meget ilter pony, og der var kun én vej; Frem af. Vi fik at vide at han helst ikke måtte få for meget fri, da astamen havde bedst af at man var i brug. Så det var sjældent vi havde fridage. Og vi ELSKEDE det.

Vinteren 2014 skete det så igen. Endnu engang fik jeg at vide, at jeg skulle forberede mig på at han ikke overlevede det. Og endnu engang gjorde han altså. Nu dog med medicin året rundt, blot for en sikkerhedsskyld. Og så red vi ellers afsted.

Igen. Sådan fortsatte det frem til sommeren 2016. Her skete det utænkelige. Jeg havde givet ham 2 ugers fri, men jeg havde ikke taget højde for at regulere hans foder i den tid. Dette resulterede i forfangenhed. Jeg skulle påregne minimum 1 år hvor han ikke måtte rides og jeg skulle forberede mig på at det nok blev opdaget for sent og det derfor blev hans sidste år i live. Og nu var wrap no go.

Så her stod vi. Med en 20 årig pony, som ikke måtte få hø og ikke wrap. Ikke måtte stå stille og ikke blive redet. Ikke måtte få græs, men heller ikke måtte gå på støvet fold. Det virkede som en umulighed. Men som altid, fandt vi løsninger på problemerne. Felex gik derfor nu på pension i en alder af 20.

Meeeen. Det her var selveste Monsteret. Han kom sig. Igen. 2017 startede vi genoptræning og selvom det nu var slut med stævner og jagter, så fortsatte vi med turene i det fri. Vores kendte eventyr. Og Felex? Ja han var som altid fuld af kækhed og energi. Ikke en 21 årig syg hest. Ikke ifølge ham!

Årene gik og jeg blev gravid og fødte i 2019. Vi flyttede væk fra de kendte omgivelser og Felex kom hjem at stå på folden hos mig, sammen med de andre. Nu hvor han ikke blev redet mere, var astmaen i nemmere kontrol, så vintrene var ikke så svære at komme igennem. Han var stadig på medicin og hans special kost nu hvor der skulle tages højde for både tidl forfangenhed og astma. Felex nærmede sig de 24 og vi hyggede stadig med skridt turene. 8 år efter hans første dødsdom.

I starten af 2020 fandt vi så en byld på hans private egendele. Denne byld viste sig at være kræft. Ondartet. Og det spredte sig med lynets hast. Nu var løbet kørt. Sidste ridetur redet. Og selvom jeg blev ved med at have håbet, om at der ville ske et eller andet mirakel, at han igen ville nægte at dø, så vidste jeg inderst inde godt, at nu var vi nået til slutningen.

I alle de år, har Felex altid været den eneste jeg havde, som jeg kunne stole 100% på. Han var der igennem mine svære teenage år. Han var der da jeg blev udsat for massiv vold og slap fri. Han var der da jeg mistede min arbejds evne og blev sygemeldt. Og han var der da jeg fik styr på mit liv igen. Fandt manden i mit liv. Fik min søn. Og blev forlovet. Men nu ville han ikke være der til mit bryllup mere. Hans mission på denne jord, var slut nu. Han gav slip.

Jeg tænker ofte på det på den måde, at han ikke kunne have valgt et bedre tidspunkt. Han valgte at lade mig stå på egne ben, da mit liv endelig så ud til at blive lysere. Jeg ved jeg altid ville have haft brug for ham, for livet er svært. Men skulle han rejse, så var det der.

Felex lod ikke andre diktere hvornår han skulle herfra. Han tog røven på os i så mange år. Men nu var tiden kommet. Ikke pga astmaen. Ikke pga forfangenheden. Intet af det fik lov at få ham. Men nu var eventyret slut.

Vi fik 3 uger til afskeden. I de 3 uger tog vi på de sidste gå og rideturer. Vi fik taget en masse billeder. Og min søn, på dengang 10 måneder, blev foreviget med Felex en sidste gang. Jeg ved at han ikke kommer til at kunne huske ham. Men for mig var det vigtigt, at min søn ved hvem Felex var. For uden Felex, havde jeg ikke levet den dag i dag.

Den 19 Februar 2020 forlod han mig. Han vidste jeg var i gode hænder hos mine to andre heste, som var vokset op og blevet opdraget af Felex, fra de var føl. Det spirituelle inde i mig, fortæller mig at han har forberedt de to fra de var føl, til den dag de skulle indtage hans plads som vogter. Og jeg finder sjælefred ved den tanke. Uanset hvor pladder andre synes det lyder.

Hestene er ikke bare heste for mig. De er familie. Og betydningen af dem kan ikke skrives ned, uanset hvor meget jeg prøver. Selvom det nu er 2,5 år siden at Felex forlod os, føles det som i går at jeg kyssede hans mule godnat, som jeg gjorde hver nat. Men jeg har heldigvis et hav af minder fra ham. Minder som ingen kan tage fra mig. Felex. Ponyen der nægtede at dø. Jeg elsker dig.

 

 

Tak fordi i læste med. Stay awesome Ninjas // DD