Standart eller matchy-amok?

Det er bestemt ingen hemmelighed, at jeg eeeelsker at ride i farver. Nogle gange måske lidt for fancy farver. Jeg har før nævnt, at jeg rider bedst, når jeg føler at mit udstyr passer sammen. Totalt åndssvagt, men jeg elsker det! Her på efterskolen er der tit nogen, som som sender mig et lidt skævt smil. Jeg hører ofte mange af de andre elever snakke om, at de synes at det er federe med de almindelige farver som grå, sort, brun og hvid. 

Plads til alle

Selvom mine farver bestemt ikke er alles stil, betyder det ikke at det gør en forskel for fællesskabet. Jeg tror at mange synes at det er lidt sjovt, når jeg pludselig dukker op i et endnu mere fuldent sæt end de har set før. Det er lidt hyggeligt, og jeg føler at det spreder god stemning. Mange andre ville aldrig ride med de farver, som jeg fyrer op for. Til gengæld køber jeg ikke det dyreste af det dyreste mærkeudstyr. Jeg elsker de her “midt-imellem-mærker”, som ikke er totalt overpris. Jeg vil langt hellere have lidt mere varieret udstyr, gerne fra mine personlige favoritmærker, end jeg vil følge trends med vanvittige priser. Der var et tidspunkt hvor Animo toppede, så blev det A-Equipt underlag og nu er det vidst Cavalleria Toscana. Jeg kunne aldrig drømme om at betale 900-1000 kroner for et underlag. Så bliver det i hvert fald først den dag jeg bliver rig, det er helt sikkert. 

Jeg forstår det godt

Jeg ved godt at mange på min alder køber deres mærkeudstyr brugt. Det synes jeg bestemt er fedt. Passer man så rigtig godt på udstyret efterfølgende, kan jeg godt forstå at man vil investere i noget, man bliver rigtigt glad for. Det er en kæmpe prioritering. Dén prioritering har jeg dog ikke. Det er jo fedt med variation og forskellighed! 

Selv for mig, kan det nogen gange blive lidt for voldsomt med fancy farver. Jeg rider for eksempel aldrig med bandager, hut og underlag i samme farve – da jeg personligt ikke bryder mig om at det bliver så farvet når jeg rider dressur. Jeg har intet imod underlag, hut og gamacher i samme farve når jeg springer til gengæld. Det er lidt sjovt, men det gælder bare om at mærke efter, hvad man bedst kan lide. 

Jeg er en samler

Så længe jeg kan huske, har jeg samlet på ting. Jeg var aldrig den typiske pige, der legede med dukker og Barbie. Det gad jeg simpelthen ikke. Til gengæld fandtes der, da jeg var lille, nogen små pelsede dyr, der kunne samles i hele familier. Jeg havde flere hundrede af dem i mine indskolings-år, og jeg husker at jeg havde dem med i børnehaveklassen og at vi gravede dem ned i sandkassen i frikvartererne. Da jeg så blev ældre samlede jeg på de typiske Schleich-heste. (Åh, har alle hestepiger ikke haft den fase?). Dem havde jeg virkelig i mange år, og nu har mine tre små søstre arvet dem fra mig.

Når jeg tænker tilbage på det nu, synes jeg at det er fuldstændigt sindssygt hvor mange penge jeg har brugt på plastikheste og stalde og alt muligt andet, jeg ikke engang aner hvad jeg har brugt til. Jeg tror at jeg gav omkring 80 kr. pr. hest, og jeg havde vel godt 100 stk… Desuden brugte jeg timevis på at klippe i vaskeklude, ståltråd og tynde bånd, for at lave dækkener, grimer og alt muligt andet. Det var vidst også dem, der fik mig til at interessere mig for foto. Jeg fik i hvert fald tiden til at gå. 

Nu samler jeg i farver, rideudstyr og på kamerastyr. Det er bare totalt meget mig, og det er trods alt fedt at man finder sine interesser. Måske jeg en dag kan kombinere det, når jeg skal have mig et rigtigt arbejde.

Tak for at have læst med!

-Liv