SVÆRT AT KOMME OVENPÅ…

LAD MIG FORKLARE FØRST….

Spot fik en skade i juni/ juli 2018, og vi tog til Faxe Dyrehospital med ham. En masse penge senere fandt vi ud af, hvad der var i vejen. Ledbåndsskade i krydset. Jeg havde forventet en skade, som betød aflivning/ færdig som ridehest – så jeg var LYKKELIG! Dommen lød på 3 måneder uden ridning, og så burde skaden være helet. Sådan skulle det desværre ikke være. Allerede den første uge efter dommen var han umulig. Jeg kunne ikke styre ham. Han stak af når jeg gik med ham, han bed, sparkede og stejlede. Jeg blev bange for ham.. Det blev faktisk så slemt, så jeg stoppede al håndtering med ham, og det var mine forældre der stod for den primære håndtering (ud og ind fra fold).

Jeg har altid tænkt, at heste ikke skal sættes på plads, men jeg blev nødt til at sige fra overfor ham, da han var farlig. Han var definitionen af en “problemhest”, allerede inden jeg købte ham, og det var han bestemt også i den periode. Spot har aldrig stejlet før og bestemt ikke været farlig overfor mig. I oktober var vi til tjek. Det var ikke godt. Skaden var langt fra helet, og han skulle stå i 2 måneder mere. Jeg var KNUST! Mine drømme om et stævne i 2018 blev der sagt farvel til… Nå, jeg kunne jo ikke gøre så meget. Jeg begyndte at gå med Spot i 45 minutter HVER DAG! Selvom det var mørkt, måtte jeg ud. NU SKULLE DEN HELE! Og det gjorde den også! I december var til tjek igen. Den var næsten i mål. Jeg måtte begynde at longere ham i trav. Dyrelægen ville sende mig et genoptræningsprogram over mailen. Få dage før juleaften fik jeg en mail fra dyrelægen. Jeg måtte… SKRIDTE HAM! Jeg sad i min seng og fik tårer i øjnene. I slutningen af december var jeg oppe på ham efter 5 MÅNEDER! Jeg var lykkelig.

https://www.instagram.com/p/Br49ST4BfKQ/

Vi begyndte at trave og nu kunne intet stoppe os! Troede jeg… Lykken varede kort. Da vi var til tjek i februar blev han ikke frigivet. Han var stadig ikke klar til at galopere.. Jeg var endnu engang helt knust. Det værste var ikke engang, at jeg ikke kunne galopere – det var, at min bedste ven ikke var på toppen endnu.. Vi udviklede os enormt meget i vores dressur, og jeg var så tålmodig.

ENDELIG!!!

Spot blev frigivet den 26. april 2019 fra dyrehospitalet efter 8 måneder med foldro og skridt, travture. Vi havde nu fået grønt lys for at galopere! (selvfølgelig efter et genoptræningsprogram). Dagen efter galoperede vi! Nu begyndte eventyret for alvor. Nu springer vi, og jeg er så stolt af ham – men det er så hårdt at finde hinanden igen efter 1 år uden springning.

HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?!

“Alle andre kan, hvorfor kan du så ikke?!”…

Det tænker mange når jeg ligger videoer op af os på nettet. Spot er ikke hvilken som helst hest. Folk tror, at heste er ens, og alle skal behandles på samme måde. Spot er enormt teknisk svær og har brug for en rytter han kan stole på. Han stoler på mig, men jeg har altid haft en pony (Flower), som gjorde alt hvad jeg bad hende om – lavede jeg en dårlig afstand, sprang hun alligevel. Det er overhovedet ikke det samme med Spot. Spot er ikke en hest der hurtigt tilgiver rytteren, hvis man laver en dårlig afstand eller får hevet i tøjlen ved et uheld. Han kræver så meget energi og har brug for enormt stor støtte fra rytteren. Dermed ikke sagt, at han ikke gør noget – for det gør han bestemt!

Jeg bliver så ked af det, når jeg ser videoer efter vi har sprunget, fordi jeg ved, at det ikke ser godt ud. Igår sprang vi for 5 gang siden skaden. Og det er VANVITTIGT svært at komme tilbage på sporet. Det er som om, at jeg skal ride en helt ny hest. Han har jo slet ikke samme kraft i hans krop, som før skaden. Det kræver virkelig meget tålmodighed, fordi han både er svær, men også “ny”. Jeg har fået utallige kommentarer om, hvorfor jeg dog “sidder sådan”, “har for lange tøjler og bøjler”, “spring dog højere”. Jeg bliver så sur fordi folk ikke giver os en chance.

Det kræver meget af både hest og rytter at komme tilbage på sporet. Jeg VED med sikkerhed, at vi nok skal komme tilbage stærkere end nogensinde før. Det skal andre ikke vurdere og bestemme – det tager bare ekstremt meget tid at komme tilbage hvor man “slap”.

HVAD ØNSKER JEG AT OPNÅ?

Mit mål med at have hest er ikke at blive professionel. Mit mål er heller ikke, at springe højt.

Mit ultimative mål er, at både hesten og jeg er glad under ridning og vi nyder det begge to. Jeg er glad for, at det er svært at komme tilbage på sporet. Det giver os en masse erfaring og minder sammen. Det giver mig tro og selvtillid, da det viser jeg ikke er så let at knække som folk tror. Jeg håber, at vi på et tidspunkt kan komme op og spring noget LC-LB, men hestens velfærd før alt andet. Mine drømme, mål og håb holdte mig oppe i hans skadeforløb. Havde han været hos en anden, var jeg sikker på, at han enten var solgt eller aflivet.

Dette var blot en lille del, af alt det som Spot og jeg har været igennem. Let har det i hvert fald ikke været. Jeg har bare altid lært, at man ikke giver op uden kamp. Og der skal MEGET mere til for at vælte mig, så kom bare AN!

Nedenstående video er fra gårsdagens springtræning. Jeg håber, at når i ser videoen tænker “Jeg ved, at hun ikke er tilfreds med hvordan det ser ud, men hest og rytter er igang med at finde hinanden efter en hård periode.” TAK!

https://www.instagram.com/p/B1k-9ghhrCQ/