fbpx
Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2019

Ecco-cup

Ecco Cup

Mit sidste år som juniorrytter (2018) bød på en stor oplevelse. Jeg valgte at deltage i Ecco-cup kvalifikationen i Hjallerup. Jeg havde tidligere deltaget i Hjallerups store DYD-stævne som ponyrytter, og redet i de storslåede omgivelser på markedspladsen.

Deltage i Ecco Cup eller ej?

Mine tanker om Ecco cup var, at det kun var for de allerbedste i Danmark, og min tanke var, at der hørte jeg vist ikke rigtigt til. Jeg havde som halvstor ponyrytter været med min mor i Herning og se landsstævne, og jeg syntes, at de var mega gode. Havde ingen forestilling om, at jeg skulle kunne komme dertil en dag.

I 2011 fik jeg så min 4-årige ponydreng, som vi godt kunne se havde en del potentiale. Men jeg var jo kun 11 og ponyen 4, så der var ingen hastværk. For 5 år siden i 2014 skete så det utrolige, at Meldgaardens Sir Duncan og jeg blev B-ekvipage. Dette var blevet et mål, men vi havde ikke troet, at det ville ske så hurtigt. Og derefter kom tiden som landsstævnerytter så.

Med deltagelse i landsstævnerne kom også overvejelserne omkring Ecco Cup. Først og fremmest skulle man jo kvalificeres til at deltage. Det nåede vi så også, men overvejelserne fortsatte. Skulle jeg deltage eller ej? Jeg valgte at lade være med at deltage.

Sandelmosegaard Rachmaninoff

Jeg var heldig som 15-årig, at få lov at ride min beriders (Stine Skov, SB Dressage) hest Sandelmosegaard Rachmaninoff. Han var på det tidspunkt syltet lidt pga. Stines graviditet og fødsel af deres første søn. Den historie får I en anden gang.

Men i 2017 var vi så kommet så langt, at vi red vores første MB-starter, og 4 måneder senere havde vi kvalifikationerne i hus. Men derfra og til at starte landsstævnerne og især Ecco Cup var der et stykke vej.

Herpes

I foråret 2018 blev hesteverdenen så ramt af heste-herpes og alt lukkede ned. Dette gav en utrolig kedelig periode uden stævner, men det gav jo også tid til at få arbejdet ekstra meget hjemme. Da herpestiden endelig var færdig blev det bestemt at den aflyste Ecco-kvalifikation tidligere på foråret skulle afholde ved DYD-stævnet i Hjallerup.

Vi prøver da

Helt galt kunne det vel ikke gå, og nej det gjorde det bestemt heller ikke. Første ridt var en MB1. Den havde vi ikke lige prøvet før, men vi kom da hæderligt igennem. Anden klasse var MB2 som vi var noget mere fortrolige med, og det gik så fint, og vi kvalificerede os til Kür-finalen søndag. Det var en stor oplevelse af ride vores kür i de flotte omgivelser. Vi mødte mange dejlige og søde mennesker både ved hestene og hvor vi boede. Det var en rigtig god weekend.

Vi anbefaler

Vi vil anbefale at deltage i Ecco Cup, hvor man er kvalificeret og har et mål med sin dressur. Det kræver meget arbejde at komme dertil, hvor man er kvalificeret – og derefter kræver det endnu mere arbejde med at holde og forbedre formen. Men hvis heste er dit liv, så er det alt arbejdet værd. Man har mulighed for at møde mange skønne mennesker med samme interesse og skabe venskaber for livet.

Ecco Cup finalen

Det gik hverken værre eller bedre end, at vi blev inviteret med til finalen i december. Desværre blev Rach i efteråret 18 ramt af kværke, og derfor kunne vi ikke deltage.

 

fb-share-icon

Jeg er 19 år og har redet siden jeg var 7, hvor min lillesøster fik sin første pony. Siden da har jeg haft flere forskellige ponyer. Den sidste solgte jeg i 2018. Nu har jeg en 3-års hoppe, som lige er tilredet og nu skal stå på fold de næste par måneder. Derudover rider jeg en 12-årig vallak efter Romanov. Vi rider MB-niveau for nuværende. Endvidere er jeg ved at uddanne en hoppe, som har gået som følhoppe og derfor først er startet op i ridning nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *