Time and feeling and all that jazz!

Du har fundet din nye dressurstjerne! Prøveredet den flere gange hos sælger, og den er alt det du har drømt om de sidste mange måneder, i din søgen efter den perfekte hest. Men allerede i løbet af den første uges tid, efter du har fået guldklumpen hjem, oplever du at hesten er knap så fin, som da du prøvede den hos sælger. Efter bare 4 uger, er den tæt på at være det man kalder “lidt af en skuffelse” – og måske ender den ligefrem med at være vild og gøre dig utryg? Lidt øv, ik’? At betale boxen for en talenfuld hest, som efter kort tid, giver dig langt mere lyst til en spadseretur i heldagsregn en sen mandag eftermiddag, end at sadle din nye musse op. Det er slet ikke den samme hest, som du forelskede sig i, da du prøvered den. Og hvorfor så det? Hvilke mellemregninger er det man ikke har fået øje på? Hvorfor vil hesten pludselig kun yde på halvt blus, eller måske slet ikke?

Det ses ofte, når heste skifter miljø/rytter/sadel eller andre væsentlige ting, at deres adfærd ændres under ridning. Det sker fordi heste er levende, følsomme og formbare dyr, der agerer og reagerer på det vi udsætter dem for (heldigvis). Hvis ikke de gjorde det, ville vi slet ikke kunne træne dem. Ridning tager udganspunkt i behavioristiske metoder. Det betyder i sin enkelthed, at vi lægger et pres på hesten for at få den til at reagere, og løsner for presset igen, så snart vi får den ønskede reaktion. Eksempel: Du vil gerne have din hest til at svare frem og ligger schenklen til, hvorefter hesten reagerer frem, og du fjerner presset fra schenklen igen. Det samme med tøjlehjælp, sæde og vægtfordeling: Pres – fravær af pres.

Et tænkt eksempel: Forestil dig at du får en ny sadel til din hest. Den nye sadel ligger måske ikke helt optimalt, og over tid, skaber sadlen et tryk ned mod hestens ryg i den ene side. Det føler hesten, og ligesom de øvrige “presmeddelelser” hesten får fra rytteren, indordner den sig nu under dette nye pres fra sadlen. Det mærker rytteren så ved, at hesten pludselig begynder at gå på to spor, smide bagparten ud til den ene side, og i det hele taget være svær at ride rundt. Rytteren bliver frustreret og oplever hesten som usammarbejdsvillig, selvom  det eneste hesten egentlig bare gør er at reagere på det pres den oplever.

Et andet tænkt eksempel: En hest sælges til en ny rytter. Den er velfungerende inden salg, men i løbet af en kort periode, bliver den svær at styre for den nye ejer, den slår med hovedet og begynder at løbe. Hvis vi igen tager udgangspunkt i den måde vi træner vores heste på (behaviorisme) og forestiller os at den nye rytter er knap så rutineret og balanceret som hestens gamle rytter, vil man hurtigt kunne forstå årsagen til hestens nye adfærd. En rytter, som ikke er balanceret og har en god fornemmelse for at docere sine hjælpere – få dem til at spille sammen på en følsom og empatisk facon, vil sende en masse “støj” til hesten. Det kan være støj fra urolige schenkler, en ufølsom hånd, et ubalanceret sæde, eller i det hele taget bare koordinationsproblemer hjælperne imellem. Det betyder at hesten, på meget kort tid, vil blive signalforvirret og det skaber ofte uhensigtsmæssige reaktioner. Nogle – mindre følsomme heste – lærer at leve med en rytter, der rider med en masse støj på afsenderfrekvensen, mens andre heste bliver urolige og usikre, når rytteren ikke formår at sende klare og forståelige signaler. Her skal man selvfølgelig også huske på, at de “hjælpere” vi bruger, kan forårsage hesten store smerter, hvis ikke vi formår at anvende dem korrekt. Og smerte vil altid – på sigt – udvikle sig til angst/modvilje/manglende motivation. Og dermed har vi en af de mulige forklaringer på, hvorfor en “sød hest” på få måneder kan udvikle sig til at være en “sindssyg” hest, blot ved enkelte væsentlige ændringer i hestens dagligdag.

Time and feeling

Som rytter har man ofte et billede af hvordan en god ridetur skal føles. Og føles det ikke sådan, enten fordi hesten går imod hjælperne, er stiv, sløv, vild, eller noget helt fjerde, har vi mennesker en tendens til blot at forstærke vores hjælpere – som om hesten var lidt tungnem og ude af stand til at føle vores signaler. Forstærkning af hjælpen kan godt have en gavnlig effekt, hvis det gøres med rette “time and feeling”, men man er som rytter nødt til at se meget nuanceret på hvorfor hesten ikke formår at efterkomme rytterens krav. Det kan skyldes et hav af ting, som fx: manglende forståelse, manglende evne eller smerter.  Først når man har fundet årsagen til hestens manglende respons, kan man arbejde målrettet med en forbedring af den. Det er i min optik her man kan skelne virkeligt dygtige ryttere fra ryttere som blot har lært hvordan det skal føles, når alt fungerer, men ikke har noget bud på hvordan man kommer dertil, hvis hesten ikke er under hjælperne. For den følsomme og reflekterende rytter vil lynhurtigt kunne mærke, hvis en given hest ikke kan efterkomme et særligt ridekrav, og derefter vil den følsomme rytter tilpasse sig hestens aktuelle niveau. Rytteren vil så efterfølgende, forsøge at flytte hestens forståelse og niveau, hen mod et højere forståelses og acceptniveau af hjælperne, men med respekt for hestens kapacitet og mentale tilstand. Formår rytteren at tilpasse sig hestens niveau og mentale parathed, opstår muligheden for udvikling. Presser man hesten, så den stresses, udover hvad den kapere, vil træningen give bagslag, og hesten vil reagere med negativ respons i stedet. Stress er godt, men kun i kapér-bare mængder. Akkurat som hos os mennesker. Simpelt men også dødhamrende kompliceret 😀