Panik – Hvad skal jeg så nu?

Det var så dén weekend, der fløj afsted! Tiden går bare stærkt. Netop som jeg finder mig til rette et sted, er tiden der ved at være forbi. Hele min barndom har jeg flyttet meget. Faktisk hele 13 gange i mit 16-årige liv. De fleste gange har været meget midlertidige, så jeg har været vandt til lige akkurat at nå at falde til, inden at jeg skulle flytte endnu en gang. Der har flere gange været et par måneder hvor jeg har haft boet ét sted, og derefter er flyttet tilbage igen.

Jeg er blevet god til at finde mig hurtigt til rette i mange forskellige miljøer, og det tror jeg bestemt har været en fordel her, hvor jeg startede på efterskolen. Jeg finder lynhurtigt nogen at være sammen med, men bliver til gengæld bims i hovedet, hvis jeg er for meget sammen med de samme personer, over længere tid. Derfor tror jeg aldrig, at jeg kommer til at få det der “bedste-ven(inde)”-forhold til nogen. Jeg er typen der surfer lidt rundt til alle.

Hvad hvis tiden er forbi?

Corona tager en hel masse oplevelser med sig, som det udvikler sig. Det er en ærgerlig tid at være ung og at gå på efterskole. Jeg har snart gået her i halvdelen af mit år. Jeg synes at det er fuldstændigt vanvittigt, og jeg er totalt bange for at komme i en meget tidlig panik-alder. Jeg har slet ikke lyst til at blive gammel. Der er præcis to måneder til, at vi er trådt ind i et nyt år. Et nyt år, hvor mit sidste ponyår er slut. Et nyt år, hvor jeg skal finde ud af, hvad jeg vil med mit liv. Seriøst, er jeg SÅ gammel? Jeg føler mig stadig som pigen på 13, med håb og drømme om at danne en succesfuld stævneekvipage. I get it, jeg kan nå det endnu. Det er bare ikke helt det samme, når man rider mod hestene. 

Måske er det slut, uden jeg ved det

Måske ender stævnet på Kallehavegaard, som mit sidste ponystævne nogensinde. Det har jeg det virkelig stramt med. Jeg har mange planer for stævner jeg gerne vil deltage til i år, men ingen kan vide sig sikre på fremtiden og på Corona. Hvis så det faktisk var mit sidste ponystævne, er jeg trods alt glad for at jeg har oplevelsen med i min bagage. Selvom det ikke gik just som håbet, var det en oplevelse jeg ikke ville være foruden. Tænk engang, jeg har formet en pony, helt selv. Jeg kommer aldrig til at sælge Sol, det er helt sikkert. Jeg tror ikke at jeg vil have en velfungerende hverdag uden Sol ved min side. Alt hvad vi har været igennem, er ikke værd at slippe på grund af en dum aldersgrænse. Det er ærgreligt, for min drøm er jo netop at nå ud i sporten. Det ved jeg udmærket at jeg nok ikke kommer til, på Sol. Sol er bare den ene ting, jeg prioriterer over mine drømme. Sol har teknisk set hele mit liv på hendes skuldre.

Tiden løber ud!

Jeg er ved at være godt mættet af idéen om, at jeg nu skal til at vide hvilken vej jeg vil gå, i mit liv. Jeg er helt lost. Tanken om en ungdomsuddannelse føles bare helt forkert. Det er ikke fordi at jeg ikke vil arbejde, tvært imod. Jeg er bare så bange for at vælge forkert. Er det meningen at man skal give slip på sine drømme i min alder? Er de virkelig så uopnåelige? Jeg har altid bildt mig selv ind, at man kan hvad man vil. Men kan jeg egentligt det? Gad vide om jeg nogensinde kommer til at have en hverdag fyldt med heste. 

Jeg fylder 17 år til Januar, og de fleste vil mene at jeg har hele livet foran mig. Jeg er gået i stå nu, for jeg er bange for at ende som en helt almindelig, halvkedelig og stresset voksen. Jeg ved ikke om det er fordi at jeg har misforstået voksne, men jeg synes ikke at de har helt samme motivation. Når man en alder, hvor man giver op på alt det man har opnået, bare for at have en stabil økonomi og hverdag? Fordi man bliver nødt til at tage en uddannelse? Nøj, hvor har jeg skændtes med mange, når jeg har sagt, at jeg ikke vil på gymnasie. Det er normen, det er det man skal gøre, hvis man vil have en fremtid. Det er forfærdeligt, for jeg føler ikke at jeg har nogen mulighed for at skille mig ud. Det er ellers netop dét, jeg vil. Være original, opnå det, der ellers ikke ville være opnået. 

Så efter efterskolen?

Jeg aner ikke hvad jeg skal, men formentligt flytte hjemmefra. Det er crazy, for når mit efterskoleår slutter, er der stadig et halvt år til, at jeg fylder 18. Det betyder også at der går noget tid, før jeg så kan få SU. Jeg har ikke helt styr på alle de regler der, og sådan noget. Jeg er bare bange for at mit liv bliver for ensformigt i fremtiden. Det er nogen underlige bekymringer at have nu, I know.  Jeg håber bare ikke, at jeg taler i toger. Der må da være noget om snakken. Der går ikke længe før jeg er nødt til at vide hvad jeg skal. Heldigvis er der her på skolen nogen helt fantastiske lærere, som nok skal skubbe mig den rette vej. 

Tak for at have læst med! Følg med i Sol og jegs hverdag på efterskolen her.