Jeg har aldrig turde spørge om hjælp. Eller tage imod den.

Vi er sikkert mange der kender dette dilemma; Vi tør ikke spørge om hjælp. Og heller ikke at tage imod den.

Sådan har jeg været i rigtig mange år. Jeg har, desværre, altid haft en trist tendens til ikke at tro at nogen ville mig det godt. Hvorfor skulle nogen heppe på mig? Hvorfor skulle nogen ville hjælpe mig i mine dilemmaer? Hvorfor skulle nogen generel bare kunne holde af mig?

Som i kan læse, så udstråler jeg usikkerhed i den overstående tekst. Og det var det jeg var, og tildels sikkert også stadig er, blot i en mindre grad nu.

Hele mit liv har jeg altid følt, at hvis der opstod problemer, måtte jeg løse dem selv, for det gav ingen mening for mig, at andre skulle kunne have lyst til at hjælpe mig med at løse noget som helst. Denne mentalitet begyndte at ændre sig stille og roligt, for snart 3 år siden.

Det hele startede da jeg søgte opstaldning, fordi jeg var flyttet til Midtjylland. Der var den her pige, som blev ved med at skrive i min indbakke at der var plads hos hende, men jeg ignorerede hende. Følte ikke der lå mere i det. Skæbnen ville dog at jeg efter nogle måneder, endte med at stå præcis det sted hun også stod. Og så startede der et eller andet. Selvom jeg nok konstant har virket afvisende og forsøgt bare at passe mig selv, forsøgte hun konstant at komme mig i møde.
Pludselig stod jeg midt i en stor krise, som jeg ikke vidste hvordan jeg skulle løse selv, hun fik nys om det og hun sprang til uden overhovedet at afvente at jeg spurgte hende.

Dette sat et eller andet igang. Og pludselig endte jeg med at køre med hende i stalden dagligt, for at spare på benzinen, vores snakke blev længere og længere og hun hang bare i.
Inden jeg så mig omkring, havde hun, som den første person i over 10 år, lært mig at der fandtes mennesker, som ønskede mig det bedste. Hun hjalp med tilridning af min pony, i form af at opmuntre mig når jeg blev nervøs og give undervisning. Hun hjalp mig med at komme til lidt stævner igen og det var enda hende der i år fik mig til at melde til min første jagt på min unghest, siden min anden pony døde. Denne veninde satte skub i at jeg skulle tro mere på at ikke alle mennesker er onde, og at man gerne må spørge om hjælp til de svære ting, om det er at bygge en stald, få hjælp til kørsel til et stævne eller bare at få lov at snakke ud om bekymringer.  Denne veninde ses her hjælpe mig med mit bryllups photshoot og da hun kom og støttede Lucky og jeg til vores show på Clausholmslot.

Da jeg nu endelig blev mere åbensindet, dukkede der endnu en veninde op. En som startede med ‘bare’ at tage billeder for mig, mod noget reklame på min facebook side. Skæbnen ville at den her veninde, var lige så standhaftig og nægtede at gå sin vej igen. Det var også hende der fik mig til at tro på at jeg var god nok til at fortsætte i PEEK konkurrencen, da jeg tvivlede. Hun hjælper og støtter hele vejen og så har hun ligeledes gjort det meget klart, at det at hjælpe, det vil hun til en hver tid gøre.
Jeg snakker om hende i ser på billedet her under.

Der er nu gået de 3 år hvor jeg har øvet og øvet mig på at turde spørge om hjælp og turde at håbe på folk ville mig det godt. Hvilket har ført mig til at jeg stoler mere og mere på menneskerne omkring mig igen. Bl.a har jeg min søde staldmutter og hendes bedste veninde, som begge to er støttende, hjælpsomme og så hjertevarme personer. Den ene har jeg fået lokket med på eventyr som bl.a jagter og trec og de vildseste ture (okay, måske det lige så meget er hende der har lokket mig med, men det undlader vi lige at skrive). Og staldmutter? Hun kommer trofast og hepper på os og henter os enda når vi er strandet midt ude i ingenting, fordi bilen ikke gad køre mere :’)

Jeg har igennem de sidste 3 år lært, at de hestemennekser som jeg omgåes nu, er mennesker jeg godt kan spørge om hjælp ved. Om det er til en tur, et stævne, eller når man ikke kan nå at komme til smeden kommer, så hjælpes der hvor hjælpes kan.
Alle de år jeg har spildt med at tro at jeg var alene og stresset over hvordan jeg skulle kunne løse situationer, havde jeg nok haft gavn af at turde give slip på noget før. Men nu hvor jeg så småt har bevæget mig over i at turde stole mere på mennesker, kan jeg mærke at det gør min tilværelse nemmere.

Og nu nævnte jeg enda kun hestemennesker. Min udvikling har spredt sig til mine andre kredse også, hvor jeg med tiden har fået set hvor meget godhed og hjælpsomlighed, der egentlig er i præcis de mennesker jeg har udvalgt som værende mine venner. Noget jeg ville være gået glip af, hvis jeg aldrig var blevet konfronteret af folk der var så vedholdende i mit venskab, som f eks overstående mennesker.

Jeg har lært, og lærer stadig, at ikke alle vil mig det ondt. De fleste holder oprigtigt af mig. OG man skal bare turde spørge om hjælp. Når man ikke selv kan se løsninger i en svær situation, så er chancen for at hjælpen er rigtig tæt på, bare meget større ved at turde at spørge, og vigtigst af alt; At turde tage imod hjælpen.

Stay awesome ninjas // DD 🙂