Trailertræning uden vold og magt

Drømmer vi ikke alle om en hest, som bare er helt tryg og tillidsfuld med trailer? Det gør jeg i hvert fald. Men jeg har efterhånden også erfaret, at sådan er det sjældent. Min gamle part havde vi meget store problemer med at få til at gå i trailer. Da vi fandt ud af, at dette var så stort et problem, at det også kunne forhindre stævnedrømmen, begyndte vi at træne. Rigtig meget! Men hold nu op hvor var det bare svært at finde en metode, som fungerede.
Vi var hele tiden afklaret med, at trailertræningen IKKE skulle være baseret på vold og magt. Han skulle ikke gå ind, fordi han var bange. Han skulle gå ind, fordi han stolede nok på os til at tro på, at det var okay at følge med ind i traileren. Dette punkt nåede vi dog aldrig til. Vi brugte rigtig meget tid på at øve, det sted han stod opstaldet, hvor vi faktisk endte med at få rigtig store fremskridt. Efter flere måneders træning, kunne jeg smide tovet over ryggen, og så gik han selv op. Jeg var lykkelig over dette!

Men vores primære problem var, at ligeså snart vi så skulle læsse ham et andet sted, for eksempel ude til stævner, gik han helt i sort. Han var hverken til at trække frem og tilbage, og han blev også flere gange voldsom. Det var vanvittig frusterende at stå der på rampen efter to timer, og se alle de andre trailere køre afsted med heste i. Der var rigtig mange, som ville hjælpe og kom med adskillige forslag, men der var intet der virkede.

Vi endte også med at prøve at hyre en kvinde, som skulle være rigtig god til heste, som havde problemer med at gå i trailer. Her fik vi rigtig mange gode værktøjer (som jeg også bruger med Arne), hvor man bare tager små skridt uden noget vildt og voldsomt. Disse principper trænede vi efter i lang tid, men lige meget hvor meget vi trænede, blev det aldrig bedre, når vi skulle læsse andre steder.

Nu hvor jeg har Arne, er det andre problemer, som vi står med. Dog står vi stadig meget stærkt i princippet med, at det ikke skal baseres på vold og magt. Arne skal stole på os, og så skal det nok blive rigtig godt. Men på samme tid skal han også lære, at han skal have respekt for os. Han har for eksempel fået til vane, at når jeg trækker op ad rampen, skyder han bagparten til venstre ud over rampen. Her har det hjulpet os at sætte et longetov på siden og bare holde støtten, når han går imod det. Når han først lige har mærket, at tovet er der, stopper han og går nemmere med ind. Med Arne kæmper vi heldigvis ikke i flere timer, men aller højest ti minutter. Han går lige lidt imod et par gange, og så går han lige ind med en.

Drømmen er, at han med tiden stoler nok på os til at måske endda at ville gå ind selv, så jeg kan læsse ham alene. Vi har ikke fundet de vises sten, men arbejder videre på at finde metoder, som virker for os og Arne.