Ventetid

Nu er det absolut ikke, fordi jeg kun rider for at kunne tage ud til stævner, men hold op hvor er det træls, at vi nu igen i hvert fald her i nordjylland står i en situation, hvor der i rigtig mange områder ikke rigtig kan blive afholdt stævner. Jeg bor selv i Aalborg kommune, som ikke er en af de 7, som er lukket ned, og på det punkt er jeg heldig! Men de 7 kommuner, som man egentlig helst skal holde sig væk fra, er normalt de steder, som jeg tager til stævne. Derfor har jeg valgt, at der i den næste måneds tid bare skal være fokus på at træne og finpudse detaljer, så vi er endnu mere klar til at komme ud til stævner, når der forhåbenligt åbnes op igen i starten af december.

For mig er stævnerne en virkelig god måde at komme ud og se om ens træning har båret frugt, og dermed en måde at se min udvikling på og få fokus på udviklings- og træningspunkter i den efterfølgende tid. På den måde kan jeg træne de ting, som måske gik mindre godt til stævnet, og så vil jeg forhåbentlig til næste stævne opleve, at problemet er blevet mindre.

Derudover er stævner også for mig en kæmpe motivation i den daglige træning. Op til dressurstævnet i starten af november havde jeg hele oktober virkelig lagt hårdt arbejde og masser af undervisning ind, da jeg virkelig gerne ville have, at det skulle gå godt. Den måned endte vi også med at udvikle os rigtig meget i dressur, fordi vi netop trænede så hårdt op imod stævnet. Hvis jeg ved, at jeg skal til stævne, har jeg selvfølgelig nogle forventninger til mig selv, og jeg kan også godt lide at sætte nogle små mål, som jeg drømmer om at opnå til stævnet. Disse små mål holder, for mig, motivationen oppe da jeg ved hvor stor en tilfredsstillelse jeg føler, når jeg opnår det.

Men hvad gør jeg så i denne tid for at holde motivationen oppe? En ting som hjælper for mig er at vide, at nu kan jeg nå at blive endnu bedre, inden jeg skal afsted igen. Jeg har tid til at rette mere på detaljerne, og tanken om at det kan forbedre mine resultater til fremtidige stævner gør, at jeg nyder den daglige træning mere. Derudover kan jeg også godt lide at se på videoer fra gamle stævner. Det er jo ikke ligefrem det samme, men det kan alligevel tilfredsstille til en vis grad. Det er i hvert fald super hyggeligt at se på, og det kan der i hvert fald bruges timer på for mit vedkommende.

Altså er stævner for mig en vigtig ting, men heller ikke det, som er det vigtigste i livet. Selvom at stævner i øjeblikket bliver taget lidt fra os, får det mig jo ikke til at stoppe med at ride, da det ikke er der, den primære glæde ved ridningen kommer fra. Jeg brænder for stævnerne, men er sikker på at ventetiden nok skal bringe noget godt med sig i den daglige træning. Jeg har i hvert fald, trods ærgrelsen over nedlukningen, besluttet mig for at Arne og jeg bare må få det bedste ud af det, og så være endnu mere klar når det hele åbner op igen!