Vi vandt Hubertus jagten!

Altså vi vandt ikke selve opløbet og fik pokalen osv, men vi vandt meget, meget mere end det!

I går, Søndag d. 2 Oktober 2022, holdte MJJR deres årlige Hubertus jagt. Jeg har debuteret jagter hos MJJR siden de startede og helt frem til 2016, hvor min gamle pony måtte gå på pension. I 2016 blev min nye pony også født, Da Vinci. Ham købte jeg senere selv samme år. MEN tiderne havde ændret sig for mig. Desto nærmere vi kom Vinci’s tilridning, desto mere blev jeg overbevist om at jagt ridning var et kapitel der døde, med min gamle ponys død.

Indtil 8 Maj i år. Jeg fik på en eller anden måde overtalt mig selv (læs, mine venner overtalte mig) til at jeg burde prøve at melde Vinci til en jagt. Så der endte vi. Jeg havde sagt til mig selv, at jeg ej ville springe på jagten. Jeg endte dog alligevel med et par af baby springene. Godt nok med en klump i halsen, for sådan helt ærligt? Jeg havde måske sprunget på Vinci 3 gange i hele mit liv, inden da. Og max 40 cm, imens jeg troede jeg skulle dø.

Og så springer vi frem til i går. Nutid.  Den årlige Hubertus stod for døren, og min veninde og jeg havde meldt os til. Få dage forinden, måtte hun desværre sande at hendes hest ej blev klar, men hun ville gerne kører mig afsted alligevel og støtte mig undervejs. Det samme ville 3 andre veninder, min mor og mand også. Så jeg kunne ikke rigtig bakke ud nu, følte jeg.

Egentlig havde jeg også mega lyst. Jeg elsker jo jagt ridning, spændingen, farten og sammenholdet i sporten. Mit store problem var dog: Jeg elskede det på min gamle pony. Ham stolede jeg på. Ham vidste jeg at ville springe hvert eneste spring, uanset højde, bredde eller bundforhold. Ham kunne jeg slippe og han skulle nok få os sikkert over.

Den sikkerhed og tillid havde jeg ikke ved Vinci. Jeg havde selv tilredet ham, selv redet ham til der han er nu, og det var hele problemet. Jeg vidste ikke om jeg kunne stole på ham. Selv hjemme i ridehallen, har jeg ikke sprunget meget og når vi endelig gjorde, var det små krydser, max 60cm høje i alt, hvor jeg hele vejen frygtede at han ville sætte bremsen i og jeg så flyve af.

Sådan en usikkerhed i mig selv, og manglende tillid til min pony, gjorde at jeg ikke vidste om jeg var spændt eller rædselsslagen for den her jagt. Ja ja, den første gik fint, men det var også bare stammer på jorden og ellers en galop tur. Nu havde jeg sat mig for at FULDFØRE, så jeg kunne deltage i opløbet. Og det hedder sig altså spring op til 85cm og 1,5 (måske mere) brede. Op og ned af bakker, i fuld tempo. Jeg anede ikke om han kunne. Eller om jeg kunne.

Tanker som ‘han vælter over springet, fordi han slet ikke kan hoppe så højt’ eller ‘Han bremser sikkert på fuld skrue og så flyver jeg af h til’ fyldte hele tiden. Og det har de altid gjort, også i en ridehal, med almindelige spring.

Men nu var jeg her. Og jeg havde de bedste veninder, mor og mand med, som støttede mig hele vejen. Jeg fandt også en hel fremmed jagt partner i feltet, som jeg kunne følges med i jagten. Hun var halvt så gammel som mig, men i det sekund jeg fortalte hende hvor nervøs jeg var, og om jeg måtte ligge mig bag hende i spring serierne, så hun kunne guide vejen, blev hun min største supporter. Hun heppede på mig, sagde ‘du kan godt, det ved jeg bare, for det kan jeg se!’ Og efter hvert serie, vendte hun sig straks om for at høre om jeg kom helskindet over. Det kan godt være hun kun var 14 år, men hun var helt klart min klippe i feltet, og en kæmpe hjælp!

Jagten gik igang, og vi fik at vide at denne gang var der andre regler. Man skulle bare springe et spring, hver gang der var et, for at fuldføre. Dvs der hvor der også var baby spring, måtte man gerne vælge dem. Men der hvor der kun var høje, jamen så skulle man tage dem.
Første serie kom, alle sammen høje og brede. Og jeg overvejede virkelig at dreje af. Hvad hvis han væltede? Eller stoppede? Eller slet ikke kunne finde ud af at springe de højder? Men inden jeg så mig omkring, tog jeg modet til mig, holdte fast i manen og red på.

Og han SPRANG! Et kæmpe overhop, men som om det var legende let!

Jeg var så overrasket. Men jeg nåede ikke tænke længe over hvad jeg lige havde oplevet, for så kom de næste mange spring i serien direkte.
Vinci sprang ALLE som jeg styrede på. Selv dem hvor jeg tænkte ‘shit, de er endnu højere og bredere end dem før’ og dermed tøvede, så styrede han bare på og sprang. Han havde helt styr på det der.

Da første serie var slut, og min makker vendte sig om for at høre om jeg overlevede, tudede jeg næsten af ren glæde. Det var en VILD følelse. Han sprang bare, uden at tøve det mindste!! Og uden nogensinde at have set den slags spring før.
Næste serie kom, og han gjorde det igen. Alle de høje. Uden problemer. Selvom jorden inde i skoven var mudderet. Og selvom vi på den første fik en rigtig øv afstand, så jeg kom til at hænge i ham. Han tilgav og red videre og sprang det næste, som om han aldrig havde lavet andet.

(Vores lille upser)

Sådan fortsatte vi. Hele vejen til pausen. Kort før pausen, kom den sidste serie. 2 spring med baby spring og 4 uden. Jeg valgte at tage baby springene her, for at spare på hans energi. Og så ellers alle de store med.
Da pausen kommer, kommer jagt mutter forbi og fortæller mig at vi lige har sprunget det højeste spring på hele turen. 85/90 cm. Jeg var så GLAD og tæt på at græde af angst med tilbagevirkende kraft.

Nu føltes det som om, at jeg kunne det hele med Vinci. Så sidste halvdel af jagten, kunne bare komme an!

Og så red vi ellers afsted. Nu var der pludselig op og nedspring, lave men meeeeget brede spring osv med. Og jeg red sidste halvdel, som jeg red dengang med Felex, min afdøde jagt pony. Uden frygt. Uden angst. Jeg stolede på Vinci nu. Jeg turde satse og ride på, selv da dem foran os stoppede og én enda faldt af. Og Vinci? Han styrede nærmest selv på de sidste spring ude i heden. Han vidste godt hvad det hele gik ud på nu. Jeg følte mig så fri!

Da vi havde taget sidste serie, skulle vi som altid line op i en linje. Og så blev der spurgt om man havde fuldført, så man kunne deltage i opløbet. Og jeg kunne med kæmpe stolthed sige FULDFØRT.

Nu kom opløbet så. En 800 meter lang strækning, hvor det gælder om at komme først.
Vinci var træt. Meget. Så jeg havde forudset, at den sejr løber vi ikke med. Men bare det at deltage i den her oplevelse, det var NOK.

Der blev talt ned, og sat igang. Og SLAM. Vinci blev losset ned af min søde makkers pony, lige inden startsignalet. Der skete ham heldigvis intet, men vi kom en 10 meter bag ud fra alle andre. Vi fik det dog indhentet rimelig. Halvvejs kunne jeg mærke at Vinci efterspurgte at få lov at sænke tempoet. Det fik han lov til, ponyen har lige båret min numse i 20 km over 35-40 store spring, det er klart han er træt. Og han skulle også synes det var sjovt. Jeg red over mållinjen med et kæmpe smil og løse tøjler, imens jeg klappede Vinci hele vejen. Og sluttede af med en nr 2 bagfra :p

Nej, jeg vandt ikke selve Hubertus jagten. Men jeg vandt så meget mere. Jeg vandt tilliden til Vinci. Troen på mig selv. Og den gamle følelse af frihed og samhørighed, som jeg kun kendte fra min gamle Felex.

Felex var desuden med til jagten. Jeg bar hans aske i min halskæde, og jeg er sikker på han har været en stolt tilskuer, fra hvor end han nu befinder sig. Jeg er sikker på at han havde ønsket at jeg kunne opleve vores sport, med lige så stor glæde igen, også selvom det var uden ham <3

Jeg er stolt. Glad. Fuld af håb for fremtiden omkring, at jeg nu forhåbentligt tør stole mere på Vinci end før, og jeg dermed stopper med at hæmme mig selv i vores videre udvikling.

Og endnu engang kan jeg kun takke mine fantastiske venner og familie for troen på mig og støtten. Uden jer, havde jeg aldrig haft den her succes oplevelse!

Stay awesome Ninjas // DD 🙂