At erkende sit nederlag

Før jeg mødte Buller havde jeg næsten kun redet på rideskoleheste. Med undtagelse af 2 partheste jeg var så heldig at prøve af i tiden mellem rideskole og Buller.

Den første hest hed Scooby. Han var ikke så gammel, men stor og rigtig sød. Det var dog noget af en stor mundfuld når man kun havde redet rideskole, så det var et kort bekendtskab.
Næste hest var en Frieser vallak. Sådan en gammeldagstype med en masse hår og bredde. En drøm for øjet når man som mig elsker heste med masser af krop ud af – helst ikke op af med mine korte ben haha.
Jeg faldt pladask for W, som vi kalder ham her, og drømte allerede stort. Vi skulle ud og ride stubmarker og stævner og ture og der var ikke de ting jeg ikke forestillede mig. Det gik da også godt det første stykke tid, for der skulle vi lige lære hinanden at kende. Og så gik det ellers ned af bakke..

Ser i, W er noget af en enmandshest. Det har jeg senere lært er et typisk frieser træk, men udover det så var han også godt klar over at han var den stærke i vores forhold til hinanden. Jeg var – og er stadig – ikke typen til at ‘sætte mig i respekt’. W var kongen på folden og styrede showet hele dagen – også når jeg kom i stalden og undskyldende prøvede at kommandere med ham.
En dag var vi ude og ride med 2 fra stalden, og ud af ingenting fik jeg mit livs flyvetur. Jeg tog af med hovedet og forstrakte nakken, men slap med skrækken. Kort tid efter brækker min veninde nakken i et styrt med hest. Lad os bare sige, at hvis faldet ikke var nok til at give mig et spark realitetssans, så var min venindes ulykke. Hun var heldig og rider stadig den dag i dag, men det kunne være gået meget mere galt. Så jeg frygtede i værste fald at få samme tur, men være knap så ‘heldig’ med slutresultatet.

Det var derfor ikke ridningen jeg fortsatte med med W. Jeg turde simpelthen ikke, så jeg prøvede i stedet for at få et bånd fra jorden af. Hvis vi nu stolede på hinanden kunne det jo være det hjalp. Det gik da også fremad, men jeg glemmer aldrig en dag jeg prøvede at longere ham. Efter noget tid fik han nok, og da jeg prøvede at være hård og irettesættende kastede han sig mod mig inde på midten. Sjælendt har jeg været så bange for en hest som jeg var for W, men jeg var simpelthen for stædig til at give op. På et eller andet tidspunkt måtte det vel gå fremad, ikke?

Long story short, det gjorde det ikke. Jeg kom på nakken af W en håndfuld gange efterfølgende, men jeg var hunderæd og havde trækker med hele vejen rundt. Det blev ikke bedre, det blev faktisk bare værre. Jo mere jeg forsøgte, jo mere frustreret blev W, for jeg kunne jo hverken formå at sætte mig i respekt eller guide ham.

Til sidst gav jeg op.

Det er en rigtig træls sætning at sige højt, for det er så negativt ladet. Men at forsøge at redde noget der aldrig rigtig var der var håbløst. Vi var aldrig et match og jeg vidste godt at vi heller aldrig ville blive det. At fortsætte og trække det i langdrag havde kun gjort tingene værre for os tror jeg, så selvom jeg i dag godt kan se det var det kloge valg, så følte jeg mig dengang som den største taber.

Man kan vel se på det som et dårligt parforhold. Hvis man ikke er glad sammen, har ondt i maven eller decideret er bange og ked af det, så er det ikke et sundt forhold. Man kan altid forsøge at kæmpe og ændre på ting, men man kan ikke tvinge nogen til at holde af dig, respektere dig og være der for dig hvis de ikke har lyst.
Mig og W var er forfærdeligt match. Men W havde sit “match made in heaven” i sin ejer og jeg havde mit match i Buller. Jeg er i hvert fald 1.000 gange gladere nu med Buller end jeg var med W.