fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020

At udvikle heste er som at observere græsset gro

Forestil dig en vinbonde, som sagde: Vi høster druerne hvert år d 23 juli. Punktum! Uanset vejr og vind og andre faktorer. Det ville virke ret skørt, ikke? For tænk hvis det havde regnet non stop hele sommeren og druerne slet ikke var modne? Så ville vinen blive sur og med ringe kvalitet. Eller tænk hvis en hedebølge havde ramt landet, og druerne var overmodne – rådne og slet ikke egnede til menneskeføde. Så ville vinen blive helt udrikkelig – forestiller jeg mig. Jeg ved intet om vin, må jeg hellere tilføje. Men jeg ved dog en ting eller to om hestetræning, og det netop beskrevne dilemma, gør sig ofte gældende, når man skal træne heste. For ofte er vi ikke opmærksomme nok på hvornår vores heste er “modne” til næste skridt i træningen – Eller “overmodne” for den sags skyld. Vi forholder os bare hovedløst til den træningsskala vi kender til, hvor man først gør A – så B- så C. Forestil dig fx en hest, som skal tilrides, hvor den klarer tilvænning til sadel og trense helt fint. Så er næste logiske step, at den skal have rytter på ryggen. Men det går til gengæld overhovedet ikke som forventet, tværtimod bliver hesten skræmt fra vid og sans, og hele processen sættes kilometervis tilbage. For den u-indviede kan det synes ulogisk, at hesten reagerer uhensigtsmæssigt, når man nu har gjort både A og B – hvorfor vil hesten så ikke følge med på C? Men går man et spadestik dybere, og observerer hesten mere indgående, vil man finde små tegn, som indikerer at den ikke er parat til denne eksponering endnu. – Den er ikke moden. Og netop denne faktor er så usandsynlig væsentlig, når vi taler om heste. Hvor mange har ikke set eller kendt til op til flere heste, som grundet panik, stejleadfærd, rodeokatapult eller simpelthen apatisk tilgang til ridning, er blevet opgivede og erklærede uridelige og derved uanvendelige til ridesport. Alle disse mange heste, kan man faktisk anse som “fejlslåen høst”. Det er de vindruer der blev plukket for tidligt. Eksponeret for tidligt for noget de ikke var klar til. Presset for tidligt ind i en ramme de ikke var klar til, eller budt en opgave de ikke var rustede til at løse.

Mærk efter

Hos Rockthepony får jeg mange heste ind, som skal tilrides. Men også mange heste, som er dysfunktionelle i ridning af den ene eller anden årsag. På vejen frem til at løse en given hests rideudfordring, handler det i høj grad om at tænke i kommunikation. En hest er ikke født med knapperne indstalleret for hverken skridt, trav eller passage, og den forstår ikke -per automatik – at den skal følge tøjlen og vige for schenklen. Det er adfærd vi lærer dem via uddannelse. Men en stor del af at kunne uddanne en hest (eller få en dysfunktionel hest på rette spor igen) handler om kommunikation. Tænk over hvad dit pres betyder for hesten 1:1. Det bedste du kan tilbyde din hest er fravær af pres. Derfor er du nødt til at være ekstremt sensitiv, når du arbejder med heste, og særligt når du sidder på dem. I præcis hvilket milisekund giver hesten efter for din schenkel og reagerer den rigtige vej? I hvilket sekund følger den tøjlen som du ønsker? For i præcis dette sekund skal du kunne slippe på presset, så hesten mærker at presset forsvinder.  Ellers giver det ingen mening for ham at respondere på det pres du lægger på ham. Det betyder også at du nogle gange må ride rundt på en hest på en måde, der for beskueren kan se temmelig “åndet” ud. For hvis hesten ikke er klar til at følge dine hjælpere (og måske endda har haft traumatiske oplevelser med det), må du starte helt simpelt med at lade den forstå ganske elementære hjælpere. Måske tillader hesten kun at du lige præcis får lov til at styre rundt , men vil ikke lade sit rette ind under hjælpen – hænger måske i den ene skulder og smider bagparten ud til siden. Så er det din opgave som rytter, at læse hesten korrekt og mærke efter hvornår den er modtagelig (moden) for at du retter den yderligere ind, og “leve med” at den ser mindre flatterende ud, for beskueren, indtil den er klar til du avancerer hjælperne. Hvis du tvinger hjælperne igennem på en hest der ikke er psykisk modtagelig, vil det altid backfire og give dig et dårligere resultat end udganspunktet. Derfor er “time and feeling” en essentiel ting, når vi beskæftiger os med udvikling og træning af levende væsener, og hvis du kender din hest godt, så kan du også mærke præcis hvornår den er moden til høst 🙂

 

 

fb-share-icon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *