Emotionelt? Ja, i den grad!!

Det er helt vildt som mine tanker vender og drejer sig, derinde bag panden. Gad vide, om det her bliver mit sidste PEEK-indlæg for i år… Det gør det højest sandsynligt, for i morgen tager jeg fra efterskolen allerede klokken 06:15. Alle mulige vigtige ting skal passes og forberedes, inden juleferien står for døren. 16 dage, hvor jeg ikke kommer i nærheden af Sol. Det føles fuldstændig vanvittigt og som uudholdeligt mange dage. Det hjælper bestemt ikke, at PEEK-konkurrencen næsten er ovre, og at jeg er halvvejs igennem mit efterskoleår, midt i en pandemi-nedlukning. 

Så hvad skal jeg sige?

Er det nu, at jeg skal holde mig en årelang og emotionel takketale, eller skal vi vente med den, lidt endnu? PEEK har gjort meget for mig, jeg har lært en hel masse ting og er blevet motiveret og inspireret gang på gang på gang, ved at bruge tid herinde. De andre deltagere har af og til skrevet indlæg, så jeg har været helt mundlam. Jeg er glad for, at have den her oplevelse med i min bagage. Det er et lille skridt på vejen til en dag at opnå det ét-eller-andet, som I nok har lagt mærke til, at jeg stræber efter. 

Det vigtigste for mig er, at jeg bliver den bedste version af mig selv. Jeg er i en alder der gør, at jeg på alle måder skal tage stilling til min identitet, adfærd og i en stor grad, mine værdier. Jeg er i tvivl om, hvor jeg har fået idéen om, at det er så vigtigt. Måske er det mig selv, og min overperfektionisme. Måske er det nogen gange en smule overdrevet, at jeg drømmer så vanvittigt stort. Jeg bliver i hvert fald ikke en standart “familien-Danmark”, hvis jeg ender med at opnå alt det, jeg så gerne vil. 

Jeg er bare en person, som alle andre

I vores skoletimer i dag, arbejdede vi med selvportrætter. Vi har et tema om kunst og kultur, så det var en del af vores års-materiale. Jeg baksede og biksede med mit selvportræt, for hvem er det egentligt at jeg er? Ikke nogen særlig, endnu. Hvad vil jeg kendes for? Det ved jeg ikke, imødekommenhed og store drømme? Det med lige pludselig at skulle have en færdig identitet, det var skide svært. Lige nu er det altoverskyggende min psyke, men det er på ingen måde dén, der skal være min identitet. Det ved jeg allerede nu. Jeg kunne ikke undgå at tænke på PEEK, da jeg lavede mit portræt. Igennem PEEK-konkurrencen har jeg delt hudløst ærligt ud af tanker og holdninger, og hvert indlæg har fortalt en lille smule om mig. Jeg har skabt en identitet herinde, og det synes jeg virkelig er spændende. 

Mit selvportræt endte med at se således ud. 

 

Hvad så nu?

Nu hvor PEEK-konkurrencen er lige ved at være ovre, skal jeg finde på noget nyt, spændende at tage mig til. Noget som også kan åbne nogen døre for, at jeg kan lære noget. Der er mange ting, der står på spring i det nye år. Stævner mod heste, ungdomsuddannelse, sjove oplevelser og op- og nedture. Jeg er ret meget klar til, at tage det hele som det kommer. I dag har jeg om nogen været skide motiveret, og jeg har faktisk været i godt humør for første gang i mange dage. Det er lidt fedt at vide, at jeg bare kan give den gas, og at jeg kan forme netop det liv, jeg gerne vil have. 

Det kan vi alle, vi bliver aldrig nogensinde for gamle. Mange siger at livet er kort, men livet er det længste vi nogensinde kommer til at opleve. Det gælder om at skabe noget, man elsker at være i. Så er der ingen grund til at være bange for at vokse op til et meningsløst liv. 

Kort om dagens springtime

Det har været en fed dag for mig i dag. Jeg føler at jeg er nået i mål, med mine PEEK-indlæg. Desuden havde jeg bare en skøn, skøn, skøn springtime i dag! Sol var sød, og vi sprang en bane i højden 80-90 centimeter. Perfekt springtime, at gå på juleferie på. Desværre fik vi det ikke på video i dag. Selvtilliden er kommet en smule tilbage, og jeg kan godt mærke, at jeg koncentrerer mig bedre når det handler om Sol og jeg. Ikke om video, gode klip og perfekt ridning. Der skal stadig arbejdes hårdt, men der er håb. Håb generelt, er lidt den følelse jeg sidder med, lige nu.

Jeg er yderst taknemmelig for den støtte, jeg har fået og hele tiden får. De sidste par dage har jeg bemærket en masse positivitet omkring mig, og det er jeg yderst taknemmelig for. Måske var det det, hele meningen med den her deltagelse i PEEK-konkurrencen i bund og grund handlede om. At finde til ro i værdier, identitet, motivation, håb og drømme. Også selvom jeg ikke er født med en guldske i røven. Jeg har virkelig lagt mærke til, at der kun er én vej. Fremad, uanset hvor meget der holder en tilbage. 

Tusind tak for at have fulgt med igennem mine indlæg. Jeg håber, at I har nydt det bare halvt lige så meget som jeg har. Hvis du fortsat vil følge Sols og min rejse, kan du gøre det på instagram her. Jeg poster næsten dagligt opdateringer om vores hverdag sammen.