Et lidt specielt “wake-up” call!

Kender I det, når en ridetur lige pludselig viser sig, at være et “wake-up” call? Sådan en ridetur havde jeg i går, jeg vidste det bare ikke. I dag har jeg tænkt rideturen igennem. Det gør jeg tit, ret ubevidst, efter en ridetur der enten har været særligt god eller “dårlig”. 

Rideturen i går

I går red Sol og jeg noget dressur, og i starten havde jeg oprigtigt en “wauw”-følelse, helt ind til knoglerne. Mine tanker rumsterede omkring, at lige i dét moment, kunne vi da sagtens starte et stævne. Det kunne vi også, for hold da op, hvor Sol kunne gå i den helt rigtige form, og hvor kunne hun dog smide benene med den energi hun havde. Det var bare så ukompliceret, og det var helt vildt motiverende! 

Da vi endelig skulle galopere, gik det også bare hammer godt. Tjaeh, eller, i hvert fald lige indtil, at jeg ville gøre et forsøg i noget kontragalop. En ting, der har været min absolut favoritøvelse førhen, simpelthen fordi at Sol virkelig har været god til det, og det var en øvelse, der aldrig rigtigt slog fejl fra vores side af. Til gengæld har fokus ikke lige været på kontragalop de sidste par måneder, når vi har fået dressurundervisning her på efterskolen.

Jeg blev chokeret

Motivationen til at skulle ride noget kontragalop igen, efter en længere pause, var bare tårnhøj. Ned kom Sol og jeg i en volte tilbage, og bum, så snart vi ramte hovslaget, changerede Sol galoppen. ØV! Op på hesten igen, måtte jeg lige tage mig selv i, at huske på hvad jeg havde lært. Kontakt på begge tøjler, eventuelt lidt vægt mod udvendige side og riiiiid galoppen. Men nej, changement igen. Igen og igen. Årh, hvor blev jeg max. frustreret og skuffet over mig selv! 

Før jeg havde tænkt mig om, røg: “Åh, det er også fordi at vi er begyndt at springe. Jeg burde ikke springe. Jeg burde ikke engang at ride” direkte ud af munden på mig. Jeg blev oprigtigt chokeret over mig selv, for jeg har aldrig nogensinde tænkt, at jeg ville stoppe med at ride. Jeg er ikke sådan en, der giver op. Overhovedet. Det gik virkelig op for mig, at jeg slog mig selv rigtigt hårdt i hovedet over, at fejle. 

En lille ting, der bliver stor

Nogen vil nok mene, at det bare var en lille ting. Jeg er bare ekstremt perfektionistisk, og når tingene ikke lykkes for mig, så åh, hvor bliver jeg sur på mig selv. Jeg HADER oprigtigt, hvis der er noget jeg ikke kan finde ud af. Jeg presser altid mig selv ekstra, og hvis det så ikke lykkes, går jeg helt i selvsving. Det var lige før, at jeg begyndte at tude. Jeg følte virkelig, at jeg ikke kunne finde ud af noget som helst. At jeg aldrig nogensinde ville opnå noget, og at alting bare kunne være totalt lige meget. En god veninde synes at det var lidt sødt, at Sol prøvede at changere som hun gjorde. Sol gjorde det jo netop fordi, at jeg ikke formåede at vise hende hvad jeg oprigtigt søgte. Hun gjorde bare sit bedste, på at prøve at løse opgaven korrekt. Det er lidt øv, med sådan noget miskommunikation. Heldigvis synes jeg selv, at jeg er god til, ikke at give hesten skylden for noget. Jeg ved jo godt selv, at det er mig, der gør noget forkert. 

Så må jeg bare prøve igen!

Der er ikke meget andet at gøre, end at prøve igen. Prøve noget nyt. Hvis ikke det fungerer, så må jeg finde på en anden måde at gøre det på. Det er det jeg synes er fedt, med ridesporten. Hver hest har forskellige løsninger, det gælder for rytteren om, at finde de rigtige knapper og nøgler. Hver udfordring giver læring, og det kan jeg jo egentligt godt lide. 

Jeg har fået et eller andet blandet angst og depression, og det tager rigtigt meget af mit overskud for tiden. Det er klart. Heldigvis er det her bare en periode, som kommer til at gøre mig stærkere. Det ved jeg jo også udmærket godt selv. En eller anden dag, kommer jeg til at kigge tilbage på den her tid, og se hvor hårdt jeg arbejdede for at udvikle mig. Det er i hvert fald sådan, jeg håber at det bliver. Jeg har lidt et evigt håb om, at al min modgang fører til succes en eller anden dag. 

Det er okay at fejle

Jeg er ikke den eneste, der slår mig selv i hovedet når jeg fejler. Det tror jeg sådan set, at størstedelen af os gør. Der er ikke nogen mennesker, der bevidst har tænkt sig at give op. Det tror jeg i hvert fald ikke. I går lærte mig, at det faktisk er okay at fejle. Netop fordi, at det på ét eller andet tidspunkt vil have lært mig nok til, at ville lykkes igen. Så kommer jeg bare 1000 gange stærkere tilbage. I alt den her tid med Corona, kan det være svært at finde motivationen, men det SKAL vi. Kan jeg inspirere bare én pige, i min situation, så vil jeg have gjort en forskel. Det er dét, jeg kæmper for. Sådan skal det bare være.

Tusind tak for at have læst med. Det betyder vanvittigt meget. Følg med i Sols og min hverdag med ups and downs her.