fbpx
Dressur,  PEEK 2020,  Spring

Et skridt ad gangen

En ting som har været ekstremt vigtig for mig lige siden jeg fik Arne er, at tingene skulle ske i det rigtige tempo. Jeg var i forvejen en smule i tvivl, om jeg havde evnerne til at uddanne videre på en 5-års, og derfor vidste jeg også godt, at vi ikke ville komme ud og springe 1 meter til stævner fra starten af.

Jeg havde godt nok prøvet at være med til at tilride en pony, inden vi købte Arne, men det var absolut også min eneste erfaring indenfor arbejde med ungheste. Derfor var vi også inden købet i korrespondance med min springtræner, om hvorvidt hun tænkte, at jeg kunne få noget ud af en hest, som Arne med de udfordringer det ville give mig. Da vi prøvede ham blev jeg hevet lidt ud af sadlen, og jeg kæmpede med at finde de rigtige afstande. Heldigvis fik vi at vide, at hvis vi tog tingene i et rigtigt tempo og fra bunden af, ville det sagtens kunne fungere. Og det er det, vi er gået ud fra lige siden. Vi tager alting stille og roligt i den forstand, at vi ikke kaster os ud i noget, som den ene af os ikke er klar til. Derudover er det med at lære grundridningen ordentligt fra starten meget vigtigt. Det gør vi i både spring og dressur, hvor fokus i spring blandt andet har været, at jeg hele tiden holder et godt grundtempo på ham, samtidig med at jeg nemt kan styre ham rundt.

Med en mere rutineret rytter ville Arne nok godt kunne springe Lb til stævner på nuværende tidspunkt, men det har jeg absolut ikke evnerne og erfaringen til, så det gør vi ikke. Jeg har nemlig også været meget opmærksom på, at jeg ikke skulle give Arne dårlige oplevelser på grund af min manglende erfaring, så han lige pludselig ikke synes, det er sjovt mere. Han er stadig ung og har til en vis grad brug for, at der er en der kan vise ham vejen, og det vil jeg ikke kunne rundt på en LB-bane.

Jeg har også skullet acceptere, at det ikke ville være muligt at komme ud og springe helt vildt højt til stævner fra starten af, da førsteprioriteten var at vi skulle lære hinanden at kende, men også at vi skulle lære af og med hinanden og udvikle os på den måde. Til vores første springstævne sprang vi 60 og 70 cm, selvom der ingen tvivl er om, at Arne kan meget mere.

Fra vores første stævne

Grunden til at vi ikke startede højere end det, var at vi som ekvipage sammen skulle have en oplevelse af, at have kontrol og ro på og få 2 stabile runder hvor vi begge fik mere selvtillid.

Og i forhold til stævner har det også været vigtigt ikke bare at tage afsted hver eneste weekend. Stævner er noget, som skal blive ved med at være rigtig sjovt for såvel Arne som mig, og derfor har vi prioriteret, at vi ikke skal ret meget mere afsted end en gang om måneden. Det vigtigste for os er, at det skal blive ved med at være sjovt. Jeg er stadig lidt ny på stævnebanerne og er ikke altid helt fortrolig med det, og hvis jeg skal kunne være i stand til at vise Arne vejen, nytter det ikke, at jeg er for usikker, når vi tager afsted ,og det ville jeg være, hvis det gik for stærkt.

Jeg er helt sikker på, at det hele nok skal komme, hvis det bliver i et tempo, hvor vi begge to kan følge med. Vi har ikke travlt, og jeg er sikker på, at hvis vi begge to har selvtillid, vil vi nemmere kunne komme til at springe højere i fremtiden. Og det er da helt klart målet at komme til. Men det skal ikke være for enhver pris. Jeg tror, det bliver meget sjovere at nå langt sammen, hvis det er noget vi netop har gjort sammen.

Mit navn er Thilde Koefoed, og jeg er 17 år gammel. Jeg har redet i lidt over 6 år, men kun seriøst i 2 år. Min hest hedder Feldborgs Colido, men bliver i daglig tale kaldt Arne. Han er en 5-årig springhest efter Crelido. Han og jeg er stadig godt i gang med at lære hinanden at kende, da jeg først fik ham hjem i maj 2020. Han er min første egen hest, ellers har jeg kun prøvet at have part. Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer os!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *