Fra angst til frygtløs

Da jeg valgte at købe en ung hest, var jeg helt opsat på, at han skulle trænes til ikke at være sådan en hest, som gloede og var bange for alt. Det er ikke, fordi jeg tror, man kan få en hest, som aldrig reagerer på noget, for det er trods alt stadig en hest, men jeg ville gerne gøre Arne vant til så meget som muligt hjemmefra, så det ikke ville være helt så nyt og farligt, når vi for eksempel kom ud til stævner.

Arne kan til tider være lidt af en tøsedreng, men han er heldigvis til at snakke med. Man kan altid ride ham ud af det og overtale ham. Mit krav var, at selvom han gloede (og det er ok, at de gør en gang imellem), så skulle han lytte og acceptere, hvis jeg sagde “det skal du”. Jeg tror på, at hvis jeg er over ham med sådanne ting fra nu, hvor han er ung, at han med alderen vil blive en super cool hest, som har lært helt fra “barnsben” af, at det er okay. Der skal være en gensidig respekt, hvor han lytter til mig, og hvor han stoler på mig. Hvis jeg siger, at det ikke er farligt, skal han lytte og stole på mine signaler.

Jeg vil heldigvis sige, at Arne er nem at have med at gøre i det fleste situationer, og han som sagt kan rides ud af det meste, men der er bare stadig ting, som ikke kan forudsiges, og de ting forsøger vi at træne hjemmefra, så han ikke bliver overrasket på udebane.

Hvordan træner jeg så disse ting? I hvert fald en gang om måneden tager jeg en dag med Arne, hvor jeg bare putter en grime og et trækketov på ham, og så “udsætter jeg ham” simpelthen bare for en masse ting fra jorden, hvor vi kan tage det i et stille og roligt tempo. Jeg har for eksempel taget en forskellig-farvet grøn plastikmåtte med ud i stalden, som jeg så beder Arne om at gå hen over. Første gang han skulle over, var han noget skeptisk og prøvede at rende udenom.

Men jo mere jeg blev ved med at insistere på, at det skulle han jo mere på måtten trådte han. Vi endte med at Arne kunne gå lige over den, hvor alle fire hove rørte, og også at jeg kunne stoppe ham midt på.

Til sidst var Arne så tryg ved måtten, at jeg kunne lægge den over ryggen på ham og trække rundt med ham.

Derudover trænede vi også med en paraply. Det klassiske mararidt for en hest, og Arne var også helt sikker på, at den ville spise ham i en mundfuld i starten. Til start holdte jeg den bare ned mod jorden, hvor den ikke virkede så truende, men stille og roligt bevægede jeg den op mod hovedet, og her endte Arne med at kunne stikke hovedet helt ind under den.

Jeg prøvede også stille og roligt at berøre ham med den, hvor han i starten bevægede sig væk fra den. Men jeg blev ved med at holde den hen imod ham, indtil han stoppede med at bevæge sig væk, og det sekund han stod stille, slap jeg presset og fjernede paraplyen. På den måde bliver han belønnet, når han stopper med at bekæmpe frygt med flugt.

Og det er jo lige det, der er pointen med det hele. Det er jo i hestens natur at besvare med flugt, og det kan man nok ikke tage helt fra dem, men jeg prøver i hvert fald at træne Arne i at stole på mig, når han udsættes for “farlige” ting.